Åndelig oprustning
- Evangelisk Frikirke Danmark
- 3. jul.
- 2 min læsning
| Af John Nielsen, generalsekretær
Oprustning er blevet tidens store ord. Med blikket vendt mod Rusland i øst øger alle NATO-lande forsvarsbudgettet. For verden er blevet mere usikker. Det gælder i øvrigt ikke bare mod øst. Rundt omkring i verden er der desværre gang i mere end 60 forskellige krige.
I Danmark har regeringen afskaffet en helligdag for at få råd til mere forsvar. Nu er det imidlertid gået op for regeringen, at våben alene ikke er løsningen.
Et samfund kan ikke nøjes med et godt militært forsvar. Derfor opfordrer vores statsminister nu også til, hvad hun kalder ”åndelig oprustning”. Det skal forstås som et kulturelt fokus. Der tales om at læse bøger, aviser, gå i teateret og på anden måde samle sig åndelig kapital.
Åndelige våben
Bibelen er langt fra ukendt med militært sprog. I Det Gamle Testamente er krige en del af historien. I Det Nye Testamente er der kommet et nyt fokus, der handler om fred og forsoning. Krigsretorikken bruges her som billedsprog. Paulus taler om, at vi skal iklæde os Guds fulde rustning. Ordet kaldes ”Åndens sværd” og i Jakobs Brev står der om bønnen, at den ”formår meget, stærk som den er”.
En åndelig kamp
I sin beskrivelse af rustningen i Efeserbrevet kapitel 6 gør Paulus det klart, at der findes en åndelig kamp, vi som troende og kirke er en del af. Der findes en modstander, som vil ødelægge Guds gode plan for mennesker. På Guds side kæmper vi for menneskers frihed, fred og frelse. Vi kæmper ikke i egen uniform, men i Guds fulde rustning, og med de åndelige ”våben”, Gud har givet sin kirke: Ordet, bønnen og Ånden. Vi kæmper ikke alene, men sammen med hinanden. Derfor kalder vi også til fælles bøn, som du kan læse om andet sted i bladet.
Kirkens oprustning
Statsministeren opfordrer til åndelig oprustning. Men lad os ikke nøjes med oprustning på det kulturelle plan. For der er langt mere på spil. Lad os som kirke opruste med det, som himlen har sluppet løs på jorden. Når kirken opruster og udrustes med Ordets, bønnens og Åndens kraft kan den blive Guds redskab til fred og forsoning i tiden. Det er det, kirken er sat i verden for.
Comments