Børn og unge i Ghana får drømme og planer for fremtiden
- Evangelisk Frikirke Danmark

- 11. maj
- 3 min læsning
Opdateret: 20. maj
| Af Tina Jensen
ÅRSBERETNING FRA GHANA
Vores engagement i Ghana med Father’ Home har store fremtidsperspektiver i sig
Til stor lettelse for os alle blev 2025 det år, hvor både Rosemond og Francis blev raske og friske igen.
Det blev desværre også året, hvor alle fisk på Father’s Home (FH) blev stjålet umiddelbart inden, de skulle have været solgt. Ved samme lejlighed blev deres gedebuk også stjålet.
Det var en økonomisk lussing. For at det ikke skal gentage sig, har de investeret i to vagthunde, som indtil videre har vist sig effektive. Det var en sponsorgave fra Girls Only i Thisted.
572 børn og unge
Ultimo 2025 har 572 børn og unge gennem årerne været i hænderne på de dygtige mødre på FH i kortere eller længere tid. Vi takker Gud for den indflydelse, FH har haft på alle disse børn og unge!
I juni måned færdiggjorde Helena og Gloria CDL-kurset, et diakonalt lederkursus, og i august begyndte Isaac og Diana på det samme kursus. De er alle fire begejstrede for kurset og bruger det på forskellig vis i deres hverdag. Gloria, som var skolesekretær, er nu reelt daglig leder på FH’s skole.
Livet på børnehjemmet i Anto
Børnene er glade og har det godt. Her bliver de elsket. Her får de familie og omsorg og muligheder. FH er en smuk og velfungerende oase i et stort, fattigt land.
Der bor for tiden i alt 48 børn og unge på børnehjemmet, hvoraf de ni bor i unge-centret. De øvrige er fordelt på fire familier.
I løbet af 2025 modtog FH seks babyer via de sociale myndigheder, hvoraf de to er reintegreret i deres familier igen. Tre større børn er også blev reintegreret i deres familier i løbet af året.
Mødrene/fædrene er en stabil gruppe, som hjælper hinanden med mange daglige ting. Bl.a. laver de andre mødre aftensmad til Charlottes familie, så Charlotte stadig kan passe sit arbejde i børnehjemmets administration.
Fremtidsplaner og drømme
FH arbejder målrettet mod at klargøre de unge studerende til et ansvarligt voksenliv. Og vi glæder os sammen med dem, når vi ser, det lykkes. Unge færdiggør deres uddannelser, passer deres National Service, og får jobs, som de kan leve af og stifte familie på.
På farmen har de oparbejdet en gradvist større svinebesætning, så de pt har 45 dyr under tag. De begyndte med to søer og en orne i 2023, så besætningen vokser, og Isaac forventer en god indtægt i 2026.
Herudover har han planer om at opdyrke en større kartoffelmark i 2026, samt at opdrætte fiskeyngel igen.
Økonomi
I 2025 sendte vi fra DK 373.880 kr. til Ghana. Det er en nedgang i forhold til tidligere år, men vi takker for alle bidrag. Og så glæder vi os over, at FH stille og roligt får flere midler ind lokalt; primært som naturalier men dog også rede penge. I 2025 har vi fra EFD dækket 36,5 % af deres forbrug.
Vi glæder os også over, at de fire unge på lederkurset har lært at skrive ansøgninger om økonomisk støtte og er i gang med at kontakte virksomheder i Ghana. De har endnu ikke fået positiv respons, men de har sat en proces i gang.
Nyt fra udvalget
Ultimo 2025 bestod Ghana-udvalget af Kristian Sloth, Lilian Ryborg, Jytte Jensen og Tina Jensen. Vi har holdt 7 møder i løbet af året. Vi har deltaget på sommerkonferencen. Vi har lavet jubilæumsskrift over FH’s første 25 år. Og så har vi bedt og bedt og bedt for FH.
Stor tak til alle jer, som beder sammen med os for denne store og vigtige organisation.




Kommentarer