top of page

EN ÆRA SLUTTER



|      Klippet og redigeret fra AIDS Cares sidste nyhedsbrev skrevet af Mogens Koch-Petersen



For 25 år siden blev AIDS Care startet, som en reaktion på AIDS-ramte børns mistede muligheder for skolegang og uddannelse.



Håb & Handling

Visionen var at se den onde cirkel af sårbarhed, som ofre for AIDS ofte befinder sig i, blive brudt og i stedet give dem mulighed for selv at vælge deres fremtid og ikke være dikteret af deres omstændigheder.

Den vision blev omsat gennem konkret hjælp til skolegang og uddannelse og forsøg på at være Guds kærlige udstrakte hånd, som bringer omsorg, tilgivelse og nåde.


Den onde cirkel

De fleste af børnene, som AIDS Care arbejdede imellem, var raske, men de havde mistet deres forældre pga. AIDS. 

Dengang var der ikke adgang til livsforlængende medicin, og derfor var over 80% af de børn, som vi hjalp, forældreløse og overladt til enten deres bedsteforældre eller anden familie.

Bedsteforældrene blev derfor, i en forholdsvis høj alder forsørgere for et eller flere børnebørn og samtidig havde disse bedsteforældre mistet deres egne voksne børn, som skulle have være deres forsørgere.

Derfor var mange af bedsteforældrene ikke interesseret i, at børnene skulle gå lang tid i skole og have en uddannelse. De skulle ud på arbejdsmarkedet og være med til at forsørge familien.

Det betød, at AIDS Cares økonomiske støtte til børnebørnenes skolegang og uddannelse var af stor betydning. Samtidig ville AIDS Cares undervisning om seksualliv, beskyttelse mod AIDS m.m. også blive meget vigtig.


Udvikling

Som årene gik, voksede arbejdet, og da det var på sit højeste, arbejdede AIDS Care 10 forskellige steder i det nordlige Thailand og støttede hver måned ca. 180 AIDS-ramte børn og familier.

Siden 2020 er antallet af børn faldet, og det er i dag vanskeligt at få nye børn ind i projektet.

I dag kan alle thailandske statsborgere få gratis livsforlængende medicin af regeringen,

hvilket betyder at Hiv-smittede kan leve et normalt liv og arbejde.


Politisk beslutning

Thailands regering indførte for nogle år siden en nul-tolerance i forhold til HIV/AIDS. Dvs. en plan om nul infektioner, nul-stigmatisering og nul-HIV/AIDS relaterede dødsfald. 

Dette er til en vis grad lykkedes, dog er nul-tolerance i forhold til stigmatisering reelt ikke eksisterende.

Der er stadig stigmatisering af mennesker med HIV/AIDS og dette bevirker bl.a., at forældrene

ikke ønsker, at deres børn skal med i AIDS Care og på denne måde ’afsløre’ at der er HIV/AIDS

i familien. Dette kan AIDS Care tydeligt mærke.


AIDS Care i fremtiden

AIDS Care, Thailand, der i dag er et projekt under OMF (Overseas Missionary Fellowship, tidligere Kina Indlandsmission) vil over de næste år udvide sit perspektiv og fokusere på bredere samfundsbehov, så som fattigdom og handicap, som skaber store vanskeligheder. 

AIDS Care, Danmark, der har været et missionsprojekt fra Bethaniakirken, Aalborg og Vestermarkskirken, Grindsted med Ingelise og Mogens Koch Pedersen som stiftere og ledere af arbejdet, har besluttet at stoppe sine aktiviteter her i landet med nyhedsbreve, Webside, m.m.). 


En ny æra begynder

Men alt imens den tidligere AIDS Care indsats er klinget af i sin oprindelige form, er frøene til en ny tjeneste i samme retning – med dansk deltagelse – blevet lagt. 

For nogle få år siden blev EFD’s udvalg for Thailand og Myanmar kontaktet af et ungt par fra Vejle, der havde ønske om en missionsopgave i Thailand. Diverse sonderinger førte til at pege på Aids Care og på OMF som en mulig platform for dem. Og derfor denne korte præsentation, som de selv skriver:

En bøn om at blive kaldet

Vi er et dansk-tjekkisk missionærpar, som hver for sig har tjent Gud i både Afrika og Asien. Rasmus er socialdiakon og har tidligere arbejdet med HIV/AIDS ramte børn. Kristyna har boet i Thailand i 5 år, taler godt thailandsk og har en MA i samfundsudvikling. Elisa kom til verden i 2024, og derved blev vi en lille familie.

Fra starten af vores forhold har vi bedt Gud om at kalde os som ægtefolk til international mission. Nu oplever vi et fælles kald til Nordthailand.

Vores håb er at kunne flytte til Thailand i løbet af sommeren 2025. Bykirken i Vejle udsender os og vi vil indgå et samarbejde med OMF (Overseas Missionary Fellowship) for bl.a. at tage del i AIDS Cares arbejde.

Inger Lise og Mogens Koch Pedersen kan ingen erstatte, men vi vil gøre vores bedste for at tage over hvor de, efter mange års tro tjeneste, giver slip på AIDS Care. Når vi indgår i AIDS Care i Thailand, gør vi det med de evner, gaver og kundskaber Gud har givet og investeret i os. Vi vil støtte og styrke projektets medarbejdere/ frivillige og hjælpe dem til at udvikle projektet ud fra de aktuelle lokale behov. 

 
 
 

Comentarios


bottom of page