top of page

Guds børns enhed – vores kendetegn!





|   Af John Nielsen, generalsekretær




Siden kirkesamfundets start i 1888 har de troendes enhed været vores særlige kendetegn. Vi har ikke altid været enige, og er det heller ikke i dag. Men Jesu bøn om, at alle de troende må være ét og Paulus’ formaning til at stræbe efter at fastholde Åndens enhed har været med til at forme os til det kirkesamfund, vi er.


Ét i Kristus

Enhedens grundlag findes i, hvad Kristus har gjort for os, og ikke i at vi er enige om alt. Det er Kristus, der er kirkens Herre. Udgangspunktet for de troendes enhed er derfor ikke vores holdninger, men Kristi ord og gerninger.

Da Jesus gik på jorden, samlede han folkeskarerne omkring sig. De var meget forskellige, men de var fælles om at møde Jesus. De rige og fattige stod side om side med hinanden. De skriftkloge og de, som ikke vidste så meget, søgte alle mod Jesus.

Folkeskarerne omkring Jesus er et godt billede på den kirke, Jesus bad om. En kirke, der samler alle

mulige mennesker. En kirke, der er ét, ikke fordi vi er ens, men fordi Kristus er fællesskabets centrum. En kirke, hvor der opleves en ubeskrivelig enhed på trods af stor forskellighed.


Arbejd på enheden

Den enhed som Kristus skaber, skal vi værne om. Derfor skriver Paulus, at vi skal stræbe efter at fastholde Åndens enhed med fredens bånd, Efeserbrevet 4,3.

Samtidig som enheden er en realitet i Kristus, er det noget, der skal arbejdes på i hans kirke. Den enhed, der er givet på det åndelige plan, er ikke en selvfølgelighed i praksis på det menneskelige plan. Vi har en opgave, der går ud på at fastholde den enhed, der er givet os i Kristus. Det gør vi, når vi møder hinanden med ydmyghed og kærlighed.


Sikke en kirke

Jesus begrunder sin bøn om de troendes enhed med ordene: ”For at verden skal tro, at du har udsendt mig”, Johs. 17,21. Dermed er enheden ikke kun for vores egen skyld. Den har også til hensigt at lede mennesker til tro på Kristus. Den kirke, der opfylder Jesu bøn om enhed, vil være en kirke, der er fyldt af hans fred, af kærlighed til hinanden og af mennesker, som kommer til tro. Lad os stræbe efter at være en sådan kirke.

11 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page