Min kone og jeg stod over for et valg, da vi første gang tog på ferie med små børn til et sted med en sø, hvor man kunne bade. Børnene kunne hverken svømme eller forstå konsekvenserne af deres handlinger. Skulle vi bygge et hegn om badesøen for at beskytte dem, eller skulle vi lære dem at svømme?
| Af Ulrik Skovgaard
Denne metafor har fulgt mig lige siden – både som forælder og som medlem af Evangelisk Frikirke Danmark (EFD). For skal vi som kristne bygge mure omkring vores tro for at beskytte os selv og hinanden? Eller skal vi lære at svømme, så vi kan navigere i de strømninger, vi møder?
Et fællesskab af omsorg og frihed
Mine børn er ’forsvundet’ på Sommerstævnet. Flere gange. Jeg har måttet lede efter dem, blot for at finde dem i trygt selskab hos en EFD’er, jeg ikke kendte. Tak til de søde mennesker fra Vadum Frikirke og Bethaniakirken, der har hjulpet dem tilbage til deres egen menighedsgade eller passet på dem, indtil jeg som forvildet småbørnsfar dukkede op.
Denne form for fællesskab er noget af det smukkeste ved EFD: Et sted, hvor man bliver passet på, ikke af kontrol, men af omsorg.
Det er netop dette fællesskab, jeg drømmer om at bevare og styrke. En kirke, hvor vi kan mødes på tværs af politiske og teologiske holdninger, livsfaser og livsvalg. Hvor troen og livet med Jesus vokser, og hvor samvittighedsfriheden ikke bare er en værdi på papiret, men noget, vi aktivt praktiserer. Hvor vi kan mødes, tale og tilbede sammen, i vished om at vi bindes sammen og er skabt af en kærlig Gud, der har givet os en værdighed, som ingen kan tage fra os.
Fra Missionsforbundet til EvangeliskFrikirke – et fællesskab i forandring
Nogle af os har været med så længe, at vi kan huske, da det hed Missionsforbundet, DDM, Morgenstjernen, Magasinet, Domino, EFD og Eftertryk.
Jeg har deltaget i stævner i Thisted, Aabenraa, Kolding, Mariager og Roskilde – og tilbage igen. Vi har set menigheder komme og gå. Vi har set kirken flytte sig geografisk og teologisk, drømt om fremtiden og fejret jubilæer.
Ved EFD’s 100-års jubilæum blev der sendt en depeche rundt mellem omtrent 25 menigheder. Nu nærmer vi os 140-års jubilæet, men hvor mange menigheder vil vi være tilbage til den tid? Jeg skrev (næsten selv) stolt mit eget navn i depechen som 3-årig, inden den blev sendt videre til Frederiksværk.
Få af os husker kirkesplittelse i Arden i 1902, mellem de sande og “ikke sande” kristne. Gæt hvem der navngav disse grupper og gæt hvilken gren, som levede længst.
Skal vi gentage historien? Skal vi bygge mure og definere, hvem der er “rigtige” kristne? Eller skal vi lære at svømme i en verden, hvor vi både rummer vores historie og bringer de gode nyheder ind i vores samtid?
Både i min opdragelse og i mit ånds- og trosliv vil jeg hellere lære at svømme i badesøen end at lave mure omkring den, da evne til og læring om svømning er brugbart i hele livet, mens mure kræver uendeligt vedligehold og lapning af de huller som naturligt kommer, når jeg lever i og tager del i det omkringliggende samfund.
Samtidig binder mur-løsningen mig også til samme sø i stedet for at vide, at du kan svømme i alle verdens badesøer.
Troen som samtale – ikke som grænsebom
I hele mit liv har jeg været en del af EFD. Kun med et par enkelte afstikkere fx i 8. klasse, hvor jeg kunne få lov til at gå i kirke med mine klassekammerater, da de gennem den tvungne konfirmationsforberedelse i Folkekirken skulle være med til 5 gudstjenester gennem de 6 måneder, forberedelsen varede. Dette var en invitation til at tale om tro og Jesus, mellem vores tvivl- og hormonfyldte teenagetanker.
Jeg blev selv overhørt (andre kalder det frikirkeligt konfirmeret) i min lokale EFD-menighed. De fleste fra min klasse havde været med i min frikirke og fik kryds i kontrollen for deres deltagelse i en gudstjeneste. Den skulle de vise til deres folkekirkepræst. Det ledte til mange samtaler ude i diverse grene af folkekirken, for var denne gudstjeneste nu også en “rigtig” gudstjeneste?
En anden afstikker var til en karismatisk kirke, da min daværende kæreste, som var blevet kristen på EFD’s efterskole, på gymnasiet fik at vide, at EFD var lidt for lunkent til at hun (og jeg) kunne udvikle os og få del i større nådegaver, hvis vi troede mere.
Da hun fik at vide at hendes barnedåb ikke var en rigtig dåb, at hun derfor skulle døbes igen og at hun skulle tale i tunger, blev det til et farvel og tak.
Ikke til Gud, men til social kontrol. Og hjem til EFD’s menighedsfællesskab. Her blev vi kun mødt af forståelse og respekt for, hvad der var rigtigt for vores liv og vores livsførelse i forskellige livsfaser.
Fokus var altid på vores relation til og tro på Jesus Kristus. Også selvom nogen synes, at det var verdens bedste idé ikke at flytte sammen inden vi var gift, mens det for andre var ret ligegyldigt.
Jeg har også oplevet rummeligheden som en del af menighedsledelsen i en EFD-menighed, hvor har jeg været med til at indkøbe et barnedåbsfad til et menighedsmedlems barn for ugen efter at lade mit eget barn barnevelsigne.
Rummelighed i praksis
Jeg kunne godt leve med folkekirkens faste liturgi. Jeg kunne også leve med det karismatiske udtryk, hvor hænderne strækker sig mod himlen. Men kun fordi jeg i EFD har mødt en rummelighed, hvor form og formidling kan være forskellige.
Så skal vi bygge mure op om hvilken form, som er den rigtige? Eller skal vi lære at svømme i vandet, hvor vi respekterer den enkeltes samvittighedsfrihed.
Hvad rummer EFD?
Jeg har prøvet det meste. Fx natteevangelisation i et festfyldt Løkken gennem Løkken Crusade i Stenum, er senere i livet kommet til gudstjeneste, når kirkekaffen begyndte - fordi jeg gerne ville fællesskabet, men ikke rummede gudstjenesteformen.
Gennem mit liv og åndsliv i EFD har jeg været i menighedsledelse, i børne- & ungeledelse, i landsarbejde, været MS spejder, lejrchef og engageret i missionsarbejde, plantet ungdomsmenigheder og husmenigheder og siddet på bagerste stolerække træt og uden livsgnist.
Jeg har samarbejdet med mennesker, som jeg var meget enig med og med mennesker, jeg var meget lidt enig med, men vi var enige om det vigtigste: Troen på og livet med Jesus Kristus.
Uanset så har jeg nydt at besøge Missionskirken i Rønne på min bryllupsrejse på Bornholm eller mine ungdoms-weekendbesøg i Tylstrup Frikirke, da vi holdt gudstjeneste i ølteltet på Tylstrup marked, eller da jeg efter en sommerlejr tog til Grindsted for at forsøge heldet hos den søde pige, jeg havde mødt på Crossroadz (teenagelejr). Og jeg har besøgt Vadum Genbrug, hvor de havde samlet en stor gave ind til et af vores fælles missionsfelter, hvor jeg var med i et IM-udvalg.
Skal vi bygge mure om en enkelt menigheds mulighed for at gøre det, som virker rigtig i dens lokalsamfund. Hvor er den kongregationalistiske tanke?
Fælles værdier og historie
Jeg er bevist om vores/EFD’s dna, tro, liv, fællesskab og om vores værdier og historie. Dem fortolker jeg gennem min prisme og ser gennem mine privilegier. Disse privilegier kan give blindvinkler når jeg anskuer den verden, vi er sat i og har fået ansvar for at forvalte.
Jeg tilhører en majoritet på alle parametre og får fuld plade på privilegie-bingopladen.
Men jeg føler mig også forpligtet på at prøve at se forbi min egen forforståelse, at se min næste, sætte mig i andres sted og forstå, at verden er fuld af nuancer af grå og ikke kun sort og hvidt.
Jeg er på en arbejdsplads med rødder i den midtjyske muld, men som gør enormt meget for at rumme forskellighed og ser det som en styrke. Det er god forretning og sund fornuft, hvis man skal tiltrække de klogeste hoveder, men også, hvis man skal anerkende det hele menneske og ikke diskvalificere mennesker pga. ydre faktorer i et væk.
Jeg bokser med at huske, at jeg har kollegaer som har forskellige pronomener han/hun/de/dem - men for det meste ser jeg blot et navn.
Det er okay for mig, at vi ikke har herre- og dametoiletter, men kun toiletter.
At jeg kan dele et bønnerum med min muslimske eller min asatroende kollega, men tænk at være på en arbejdsplads, hvor jeg kan bruge 5 min på at lytte til en andagt fra Stille Stunder eller bede et Fadervor.
Det er nogle af grundene til at mennesker fra hele verden vil rejse til denne virksomhed, også fordi nogen har stødt dem væk eller kriminaliseret dem, for den de elsker, eller forelsker sig i på det forkerte tidspunkt, for deres tro eller fordi deres præference faldt uden for normen.
EFD’s fremtid – skal vi bygge mure eller lære at svømme?
Skal vi lære at svømme i en verden med mangeikke-Jesus-centrerede holdninger, bliver vi nødt til at blive våde, ikke kun dyppe tæerne, men hoppe ud og blive gennemblødte.
Skal vi anerkende, at vi alle har et forskelligt billede af Gud. Og hvis du finder en med helt samme billede, så har I ikke talt længe nok - eller detaljeret nok.
Så skal vi bygge mure eller hoppe i vandet, og lære at svømme – med risiko for at blive våde?
Fremtiden
Hvis vi som kirkesamfund IKKE lærer at svømme i denne ovenstående virkelighed, risikerer vi at skubbe mennesker væk, i stedet for at give dem et sted at høre til.
1000 tak for alle de EFD’er som har taget dialoger med mig, ville dele liv og holdninger.
Over kirkekaffen, campingbordet, på scener, til workshops, på lejre, weekendture og møder.
Jeg tror vi er i en tid, hvor der endnu mere end før er brug for dialog og en god portion nysgerrighed. Hvis EFD skal nå at holde sit 150-års jubilæum. Så vi tør slippe murene og lære at svømme.
Hilsen en 4. generations EFD’er.
Comments