top of page

Mad gør en forskel – også i Sorø

I Frikirken i Sorø er der nu gennem mere end et år bygget et fællesskab op omkring et projekt, der hedder Mad for Alle.



|   Pia Daugaard


Hver anden tirsdag samler der sig i Frikirken i Sorø et fællesskab på ca. 35 personer. Senest har aftnernes deltagere samlet ind til et spisefællesskab i vores søstermenighed i Uummannaq. Og det blev afsluttet med at vores gamle grønlandspionér, Jens Sørensen, besøgte menigheden i begyndelsen af juni. Initiativet blev til, fordi Ane Marie fra Uummannaq mødte Thomas fra Sorø på et sommerstævne.


Ny inspiration

Thomas Friis Jørgensen (for nylig gift med vores sekretariatsleder, Pia) er forholdsvist ny i Sorø Frikirke. Hans vej til tro har været mange år undervejs, og det var nok mødet med Frikirkens medlemmer, som gjorde udslaget i beslutningen om at blive døbt. Et møde som forvandlede. Et møde med mennesker, som kerer sig for hinanden, som hjælper og støtter, og tænker på andre. Thomas blev formelt en del af menigheden i februar 2024 og døbt i oktober. Han er til daglig ejer og direktør i et firma, der bygger springvand på offentlige pladser.


Almindelige mennesker

Thomas er en foretagsom person, hvor der ikke er langt fra tanke til handling. Ideen om at starte et spisefællesskab opstod med en beslutning om at afmystificere frikirker. Frikirker kan virke sektagtige og mystiske, så det var for at åbne op og vise et fællesskab af helt almindelige mennesker, som er rare og gode og vil andre mennesker det godt. Og så havde kirken i Sorø brug for lidt gejst og tro på fremtiden. 


Gratis mad for alle

Spisefællesskabet kom til at hedde ”Mad for alle”, fordi netop alle er velkomne. Uanset alder, om man er alene, eller har en stor familie, om man er ensom, har råd eller ikke. Maden og fællesskabet er gratis for alle.

Finansieringen kommer fra virksomheder, og maden købes ude fra, da det er et stort arbejde at lave mad til 40 mennesker hver anden tirsdag. Der er et tilbud om at bidrage frivilligt - ikke nødvendigvis som betaling for maden - men for at være med til at give videre til andre (spisefællesskabet i Uummannaq). 


Tilmelding på Facebook

Vi begyndte med at bestille mad til 20 personer i januar 2024 – nu er vi oppe på 35-40 portioner. Det er en fast kerne, der er begyndt at komme hver anden tirsdag. En god blanding af faste kirkegængere og folk fra byen. 

Vi starter altid med en helt enkel bøn inden maden, hvor vi takker og beder Gud om at velsigne fællesskabet og snakken omkring bordene og maden. Det centrale er maden. Og det betyder noget hvad der er på menuen, så det bliver offentliggjort på Facebook, hvor folk også melder sig til. 


Ny positiv energi

Folk kommer af forskellige grunde, men vi kan se, at fællesskabet rækker ud over tirsdagene, og at flere føler sig knyttet til stedet og fællesskabet. Flere og flere hjælper til og deltager ved vores andre arrangementer i kirken. Den aktive gruppe i kirken er blevet større og der er kommet positiv energi igen. Frikirken i Sorø tæller kun 31 medlemmer og er dermed en af de mindste menigheder i Evangelisk Frikirke Danmark. Men der er håb og optimisme for fremtiden.


 
 
 

Comments


bottom of page