top of page

Sommerstævne som samler og sender



Sommerstævnet er årets store begivenhed, som samler os på tværs af alle menighederne i et fællesskab med hinanden og med menighederne i Baptistkirken i Danmark, som vi arrangerer stævnet sammen med.


Samle og sende

I år vil stævnet imidlertid ikke blot samle os, men også sende os. Overskriften over uge 29 i Lindenborg bliver ordet ’Sendt…’.

Det går som en rød tråd gennem Bibelen, at Gud sender mennesker til tjeneste for ham og hans rige og til gavn og glæde for medmennesker. Det gør Gud fortsat. Derfor sætter vi på stævnet fokus på det at være mennesker, der er sendt af Gud.


John McGinley

Et team fra Ålborg Præstenetværk var i efteråret på studietur til London. Her mødte de blandt andet John McGinley, som gjorde så stort et indtryk, at han nu er inviteret til at undervise på stævnet.

John McGinley er præst i Den Anglikanske Kirke, Church of England. Allerede som ung præst i den engelske by Leicester var det længslen efter at nå dem, som endnu ikke kender Jesus, der var det bærende i hans tjeneste.

Senere blev han ansat i The Gregory Centre for Church Multiplication, som er Church of Englands overordnede organisation for mission i England. Formålet med dette center er at hjælpe kirker til at nå nye mennesker på nye måder. I The Gregory Centre leder han den afdeling, som hedder Myriad, der har fokus på at udruste og træne lægfolk til mission og etablering af nye trosfællesskaber.

Gennem John McGinleys undervisning kan vi forvente at blive udfordret og inspireret til at tænke i nye baner for at gøre Jesus kendt for mennesker, der endnu ikke har mødt ham.


Stævneteamet i arbejdstøjet

I år har vi valgt at ændre på måden, stævnet planlægges på. Det betyder, at flere udvalg er blevet samlet til ét stævneudvalg, der sammen sidder med ansvar for og overblik over stævneplanlægningen. Pia Daugård, kendt fra Evangelisk Frikirke Danmarks sekretariat, sidder for bordenden som stævnekoordinator.

John Nielsen, John Lorenzen og Tomas Lindholm repræsenterer Evangelisk Frikirke, mens Torben Andersen, Lars Midtgård og Lotte Børiis repræsenterer Baptistkirken. EFBU og BBU sidder i stævneteamet med Mette Sloth og Christoffer Bækgaard. Derudover består teamet af to kommunikationsmedarbejdere, Astrid Andersen og Henrik Andersen. Der er optimisme og højt humør i det nye stævneteam, der glæder sig over at planlægge årets store begivenhed.


Følg med

I kommende numre af EFTERTRYK vender vi tilbage med flere nyheder om stævnet. Men husk, at du hele tiden kan få nyheder vedrørende stævnet gennem facebooksiden Sommerstævne.

40 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page