Ane Marie Kristiansen fra Uummannaq fortæller om sit højskoleophold i Mariager, delvist støttet af indsamlinger i Missionsforbundet.
Hvordan har du det nu - efter et år på højskole i Danmark - langt væk hjemmefra?
Jeg har det faktisk meget godt og er megaglad for opholdet her i Danmark. Det eneste jeg savner, er vores gudstjeneste om søndagen i Uummannaq.
Hvem er blevet særligt vigtige for dig, nu hvor du har været på højskole?
Der er nogle unge mennesker fra Slovakiet som har en åndelighed, der ligner min, selvom de er unge på 19 og 21 år. De og nogle andre danskere, som forstår mig, når jeg fortæller dem om mine oplevelser med Jesus, er dem, der er blevet særligt vigtige for mig. De er nærmest blevet mine børn. En af dem hedder Miriam, og hun har fortalt mig om hvordan hun mødte Jesus, selvom hendes forældre ikke er kristne.
Du har fortalt, at du søgte om at komme på højskolen i Mariager for at få tid til din relation med Jesus. Har du oplevet noget, der handler om det?
Da jeg kom til højskolen, havde jeg en følelse af at være tom indeni. Det har været godt for mig at lytte til undervisningerne og deltage i en gruppe med 6 andre elever, som jeg har kunnet betragte som min familie. På gruppemøderne fortæller man om hvordan ens uge har været og hvad man har kæmpet med indeni. Dér har jeg oplevet, hvordan Jesus har trådt til og hjulpet os.
I de første undervisninger, har vi haft en underviser, der har lært os at være tæt på Jesus og tale med ham, som når vi taler med andre mennesker. Jeg har øvet mig i at være i hans fred og kærlighed. På denne måde fik jeg den tabte åndelig relation til Jesus tilbage.
Klar til at kæmpe
Corona fik mig til at rejse mig og stå som åndelig kriger hos Herren Jesus. Vi blev isoleret på vores værelser, hvor vi ikke kunne være sammen med andre. Dér begyndte Jesus at tale til mig. Han sagde sådan: ”Jeg har valgt dig, ikke din søster eller bror eller en anden ven, som du synes er klogere og mere intelligent. Det er dig, jeg har givet de våben, som du har tabt, efter du blev behandlet dårligt af kollegaer på arbejdspladsen. Nu skal du samle værktøjerne op på ny, rejse dig og klargøre dig til en ny åndelig krig her i verden.”
En himmelsk dans
Min helt særligste oplevelse nogensinde med Jesus var under et besøg i Ålborg, hvor jeg oplevede, at Herren trak mig op i luften og dansende en guddommelig sejrsdans med mig. Det var i forbindelse med et besøg hos nogle seniorer, hvor jeg var blevet inviteret sammen med Jens og Maria Sørensen. Jens skulle prædike. Mens han prædikede, lige før han var færdig, kom Helligånden til mig. Jeg lukkede mine øjne og tårerne begyndte at trille, og mens jeg sad dér, oplevede jeg at Herren Jesus løftede mig op i luften og dansede med mig. Halleluja. Han holdt mig i sine hænder og lidt senere faldt jeg ham om halsen. Jeg trak hænderne til mig igen, prøvede at slippe hans hænder for at se om jeg ville falde. Jeg faldt ikke, men fortsatte dansen med ham.
Det var som at se mig selv som en lille 10-årig pige, der danser med sin far. Den oplevelse bekræfter for mig, hvor meget Herren Jesus elsker mig, ligesom han elsker alle sine børn her på jorden. Amen!
Hvordan er kirkelivet i Danmark forskelligt fra kirkelivet i Grønland?
Min oplevelse er, at vi i Grønland er meget åndelige i forhold til danske kristne. Selvfølgelig er der lige så åndeligt her, men i Grønland hos INO kirkerne, er vi meget åbne og tydelige omkring det åndelige. Vi råber mere højlydt til Gud, når vi er virkelig tændt. Vi er meget åbne hvad angår vores oplevelser og elsker at dele det med andre, for at Guds kærlighed skal sprede så meget som muligt også til andre der lytter til vidnesbyrdet.
Hvad tager du særligt med dig fra dit år i Mariager?
Opholdet har været lidt delt op. I de første fire måneder, lægede Jesus de rester af skuffelser og sår, jeg havde. Det har med selvværd og selvtillid at gøre. Altså, jeg ankom ligesom tom i sindet og Jesus viste sig for mig, fornyede mig som Guds barn. Han gav mig en ny identitet og nye vaner.
Fra januar til midt marts havde vi online undervisning om formiddagen. Fra marts indtil nu har Jesus givet mig nye oplevelser og lært mig at leve med min nye identitet hos Gud.
Hvad har opholdet betydet for dig som leder i kirken i Uummannaq?
Jeg har som kvinde haft mange dårlige oplevelser i voksenlivet. Jeg er tit blevet behandlet som et ubetydeligt og ligegyldigt menneske. Det er måske fordi jeg ikke råber op og ikke har været så opmærksomhedssøgende, men snarere genert inderst inde. Det har været virkelig dejligt at føle og se, hvor godt man kan blive behandlet som kvinde med værdi her på højskolen. Det at besøge kirker i Danmark, at dele af min troshistorie og synge grønlandsk lovsang, har givet mig fred i sindet, så jeg nu kan mærke Guds kærlighed, hvor stor Han er. Den almægtige Gud er vores Fader, Jesus er Kristus! Amen.
Må Gud velsigne alle jer, som har støttet mig.
Comments