Vi trænger til ledere

Vi trænger til ledere, som fortsat er undervejs i at lade sig forme i deres karakter og overbevisninger.

Vi trænger til ledere,

som ikke er stresset-fokuserede på, at deres kirke eller organisation skal vokse. Når de har dette stress-fokus på ydre og synlig kvantitativ vækst, kommer de nemt til at stresse andre og får spørgende og skæve medlemmer til at tie stille og rette ind... og miste sig selv, hvis ikke de når at forlade kirken inden, det sker.

Vi trænger til ledere,

som ikke er tynget af den belastende misforståelse, at de er Guds helt særlige elitetropper i kampen for sandheden.

Vi trænger til ledere,

der bærer mærker på sjælen af, at deres ego-panser er gennemboret af Guds kærligheds pile.

Vi trænger til ledere,

der er taknemlige over at være en vandpyt, som Solopgangen fra Det Høje (se Luk. 1, 78-79) skinner på, så et medmenneske engang imellem får øje på lidt af solen i pytten; øje på lidt af Jesus i dem.

Vi trænger til ledere,

hvis liv og ord vækker håb hos andre, hvis panser også er noget krakeleret – enten af Guds kærligheds pile eller af, at deres liv er hårdt og krævende.

Vi trænger til ledere,

der ikke vil noget med andre, andet end at de må erfare Jesus kærlighed og hvad dét sætter gang i af, hvad Jesus vil med dem.

Vi trænger til ledere,

som vil være hos andre, fordi de selv har erfaret, at Jesus er hos dem i alle deres længsler og behov.

Vi trænger til ledere,

som er meget mere optaget af at følge Jesus end af at dømme om, hvorvidt andre gør det.

Vi trænger til ledere,

som fordi de efterhånden stoler på, at Jesus er her, også er her midt i den syndefaldne verden... med dens ubesvarede spørgsmål, dens uløste gåder, dens voldsomme paradokser, og med nåde i forhold til deres egen og andres kommen-til-kort.

Vi trænger til ledere,

som ærligt står ved, at engang imellem er de bange, men samtidig er de ærligt og helt indefra (fordi Helligånden har hvisket noget helt, helt, helt forunderligt og uvisneligt til dem om Jesus) i dette ords dybeste betydning: håbefulde. Når det blæser om ørerne på dem, så er det som om, de har et mobilt læ-sted, der omslutter dem. Og undertiden virker det læ-sted ikke til at være der, og de begynder at fryse og føler sig noget lederskabs-ukampdygtige. Men så er de ærlige også med dét og faker ikke ”sejr” og ”metoder” og ”nu-skal-vi-bare-indvi-os-noget-mere”.

De er noget forkomne, men gennem deres integritet og laden-sig-holde-af-Jesus, vækker de håb omkring sig. Måske er de netop da mere ledere end nogensinde før - håbsledere, forbindelsesledere mellem Jesus og vores brudte verden. ”Som bedrøvede, dog altid glade, som fattige, der dog gør mange rige, som de, der intet har og dog ejer alt” (2. Kor. 6, 10)

Vi trænger til ledere,

der ikke mener om sig selv, at de på en særlig måde er de sande troende, men af hele deres hjerte higer efter at være håbefulde og trofaste efterfølgere af Jesus.