Nadveren fik en nydimension under Corona-tiden

|  Af Thomas Lindholm

Så ofte…

I Strandvejskirken fejrer vi nadver så ofte som muligt. – Det er ikke muligt hver eneste søndag, men vi gør det, så ofte vi kan. 

Hos mig (og hos os) skete skiftet særligt i forbindelse med Corona-nedlukningen. Mens vi streamede gudstjenester og savnede nærværet og fællesskabet i lovsang, fællesbøn og lignende, så var det at dele nadver noget, der bragte os sammen (velvidende at nogen slet ikke mener det kan lade sig gøre - hverken teoretisk eller teologisk - at dele nadver, mens man er hver for sig). 

HAR NADVEREN FÅET NY BETYDNING FOR OS?

Nadverfejring er blevet et meget aktuelt tema i vores kirker. Denne stille, reflektive og personlige deltagelse i det måltid, som Jesus indstiftede, bliver en vigtig sideordnet handling til den livlige gudstjenesteform med sin sprudlende, aktive og medrivende lovsangstradition. Begge dele bærer inderligheden i sig, men på hver sin måde. Denne gang skal vi kigge ind i Strandvejskirkens nadverfejring.

Det tidløse mysterium

Samtidig er nadver for mig en form for et sikkerhedsnet. I nadveren forkynder vi Jesus død og opstandelse på en helt konkret facon – som ikke er afhængig af præstens prædiken – forberedelse, musikernes inspiration eller lignende. 

I nadveren træder vi sammen ind i et rum, hvor vi bliver mødt – bliver en del af mysteriet – og hvor nåde, tilgivelse, genoprettelse og fremtid er essentielt.

Delagtighed

Jeg læser ordene ’Gør dette til ihukommelse af mig’, som en opfordring. 

At præcis som brødet og vinen (hos os blot saft) bliver en del af mig, så lader jeg det mysterium, at Gud blev menneske og gik gennem døden for mig, blive en del af mig. 

Et mysterium, som jeg bærer med mig ud af det rum, hvor vi fejrer gudstjeneste og nadver sammen. 

Jeg skal ikke gøre mig klog på sprog (det er bestemt ikke min stærke side), men jeg har læst at ordet egentligt er delagtighed – altså at vi ved at tage del i nadveren, tager del i Jesus død og opstandelse. 

Det er et mysterium og jeg kan ikke forklare det. Men ligesom jøderne ved påskemåltidet bliver mindet om at se sig selv, som eks-slaver i Egypten (altså at alle, der deltager, har den samme historie), så tror jeg, den delagtighed er helt essentiel for min nadverforståelse. 

En helt anden forståelse

I stort set alle religioner kender man til at bære mad frem og stille på et alter eller et bord – alt sammen som ofre til den guddom, der nu engang bliver tilbedt. I vores sammenhæng er det modsat. Offeret er ikke tiltænkt Gud, men det er et offer der er gjort for os – og til os. 

En kø med historiens vingesus

I Strandvejskirken går vi frem og tager imod brød og saft. Der danner sig ofte en lang kø ned gennem kirken, som mennesker naturligt fylder op i – og jeg forestiller mig at stå i en lignende kø bag mennesker op gennem historien og ud over hele verden som også har delt nadveren. På den måde er nadver noget, der også kulturelt og historisk rækker ud over vores lille lokale. 

Et bord for alle

Vi inviterer alle, som søger Jesus og ønsker at lære ham bedre at kende, til at tage del i nadveren (men påpeger også at det er helt frivilligt). Børn deltager sammen med deres forældre, glutenallergikere og mennesker, der ikke kan tygge maden selv, springer over brødet, men drikker saften – og deltager på den måde alligevel - og de gangbesværede får enten nogen til at hente til sig eller venter på at vi kan ”bringe ud” til dem. 

Aftensmåltid

Nadver betyder egentlig bare aftensmåltid. Og indimellem så banalt som et te-selskab på børnenes værelse, hvor man midt mellem bamser og dukker bliver spist af med småkager og tyndt saftevand. Men det er samtidig så stort, at det indeholder mysterium, noget der binder os sammen med hinanden og med Gud. En handling, der gør noget ved os, så vi bliver nye mennesker, så vi flytter vores fokus, så vi bliver stille og tilbeder. 

Man kan kun modtage, når man har åbne hænder!!

Fastetiden

Jeg kommer i denne forbindelse til at tænke på, at det ikke kun er nadver, men i virkeligheden også fastetraditionen, som er kommet til at betyde mere for mig i min tid i Strandvejskirken. Jeg kan ikke sige præcist, hvor den påvirkning kommer fra, men det er sikkert fra bøger og langsom påvirkning fra mennesker omkring mig. 

Men ligesom Jødedom (og Islam for den sags skyld) går meget op i hvad de må spise eller ikke spise – så tror jeg det er godt for mig at spørge mig selv, om det jeg spiser, gør mig godt (og helt ærligt det gør det sjældent – jeg spiser ikke særligt sundt). Mon ikke også det har indflydelse på nadversyn – fordi det netop er noget jeg putter i munden.

Maleri af Maja Lisa Engelhardt, der hænger over nadverbordet i Strandvejskirken i Humlebæk.