
Thailand og Myanmar
Indsatsen i Thailand og Myanmar varetages af eet udvalg: Thailand og Myanmar Udvalget. I denne introduktion vil vi beskrive arbejdet som to adskilte områder, fordi indsatsen indebærer meget forskellige opgaver under nogle meget forskellige forudsætninger.
Myanmar
Det var en henvendelse fra den danske stat, der gav startskuddet til vores engagement i Myanmar. Fordrivelsen af uønskede folkeslag, bl.a. karenere (et folkeslag på 6 mio.) var voldsom.
Vi fik derfor støtte til de grupper af læger, sygeplejersker og andre, der vovede sig ind i Myanmar for at hjælpe mennesker, der led under regimets udryddelsespolitik. Organisationen som vi samarbejdede med i 00’erne hed Free Burma Rangers.
Fra 2008 kom vi i forbindelse med en NGO, Karen Women Empowerment Group, i daglig tale KWEG, som har gode forbindelser blandt lokalbefolkningerne i områder med mange Karenere.
De sidste ca. 20 år har dette været vores primære arbejdsområde.
Et genoprejsningsprojekt i Myanmar
Sammen med KWEG arbejder vi på at støtte nogle af de lokalsamfund og etniske grupper, som er hårdest ramt af det nuværende militærdiktaturs brutale regime.
Efter års politisk ustabilitet og væbnet konflikt er lokalbefolkningen i Myanmar hårdt presset, og som så ofte er det samfundets svageste, som rammes hårdest af konsekvenserne.
Derfor arbejder vi på at støtte nogle af dem. Det gælder for eksempel kvinder, børn og internt fordrevne, som lever i fattigdom og med risiko for sult, overgreb og menneskehandel.










Bagsiden af Karma
I Myanmar er manges forståelse af karma-begrebet noget, der gør næstekærlighed både fjernt og fraværende, fordi udsathed, fattigdom og overgreb ofte forstås som en konsekvens af ofrets handlinger i et tidligere liv.
Det leder til en passivitet overfor uretfærdighed, som desværre forværrer de i forvejen forfærdelige omstændigheder i landet.
Et andet livssyn
En vigtig del af vores arbejde er derfor at plante en anden forståelse af livet, hvor vi med Jesus som forbillede, fastholder, at vi alle er lige – lige for hinanden – og lige for Gud.
Lader vi det budskab gennemsyre vores liv, leder det – modsat passiviteten – til proaktivitet, hvor vi hver dag forsøger at gøre vores til at bidrage til genoprettelsen.
Indsatsen
Arbejdet med KWEG går på flere ben. For det første har vi i en lang årrække i samarbejde med Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde (CKU) støttet KWEG med at oprette låne- og spare-grupper, hvor lokalbefolkningerne får redskaber til at spare penge op, som de kan investere i deres forretninger, landbrug osv., mens de samtidig laver kollektive sygeforsikringer.
Parallelt bruger KWEG forbindelsen til grupperne til at undervise om kvinde- og børnerettigheder og dermed bryde lange traditioner om mandsdominerede samfund, hvor kvinder og børn alt for ofte udsættes for vold og overgreb.
Et særligt fokus i arbejdet har været kvinder og børn, som har været afhængige af en voldelig partner eller forældres indtægt for at få mad på bordet.
Ved at hjælpe disse kvinder og børn med at skabe deres eget levebrød, giver KWEG dem en mulighed for at slippe fri fra vold og overgreb.
Retshjælp
Udover genopretningsarbejdet yder vi via en fond også konkret hjælp til kvinder og børn, som har været udsat for vold, overgreb og menneskehandel, så de kan føre retssag mod deres gerningsmænd og opnå en form for genoprejsning.
Naturkatastrofer
De senere år har arbejdet udviklet sig i to retninger. For det første oplever befolkningerne i stigende grad konsekvenser af klimaforandringer i form af voldsommere og voldsommere oversvømmelser, som driver folk fra hus og hjem, samt ødelægger marker, forretninger og andre livsgrundlag.
Kombineret med de mange, som er internt fordrevne i landet, medfører det store og vedvarende behov i form af akut nødhjælp, mad, rensningsanlæg til drikkevand og så videre.
Børn kommer i klemme
For det andet har de mange år med konflikt ført til en stigende andel af meget udsatte børn. Børn, som udsættes for overgreb, vold og menneskehandel, børn, som ikke får adgang til skolegang og til sidst børn som i meget tidlig alder tvinges til at lade sig indskrive i hæren.
På grund af de mange militære konflikter er militæret nemlig begyndt at opkræve et frivilliggebyr fra familier, som ikke frivilligt lader deres børn indskrive i hæren. Sammen med KWEG arbejder vi derfor på at støtte lokalbefolkningerne med træning i børnerettigheder, bekæmpelse af menneskehandel og støtte til de udsatte børn.
Det store perspektiv
Foruden at hjælpe organisationen KWEG med disse vigtige opgaver, tror vi også, at vores indsats kan komme til at danne brohoveder for den hjælp, vi ønsker at yde vores venner i flygtningelejren i Mae La og det tilknyttede Håbets Seminar, når de uddannede teologer, sociologer og brobyggere vender hjem til Myanmar for at arbejde for genopretning.

Thailand-Myanmar udvalget





