BYEN KALDER GUD

Evangelisk Frikirke Danmark
12. sep.
4 min læsning

| BOGANMELDELSE

En bog af Thomas Baldur, der rummer nybrud, urbane hjertesuk og uforfærdede bekendelser.

Normalt lader vi ikke boganmeldelser fylde så meget. Men denne gang gør vi en undtagelse, fordi anmeldelsen rummer en række gode og vigtige analyser både af Kirken gennem årene og af vores tid.

Jørgen Thaarup, dr.theol., der har skrevet denne anmeldelse til både Eftertryk og en række andre aviser og blade, har gennem 40 år været præst og distriktsforstander i Metodistkirken i Danmark. Han har desuden i mange år haft stor betydning som underviser på Metodistkirkens Teologiske Seminarium i Stockholm.

Disciplene spurgte Jesus: ”Lær os at bede.” Og Jesus gav dem ”Fadervor,” som de kunne øve sig på og gøre til deres egen bøn, deres egne personlige ord til en personlig gud, som de fik lov til at kalde Fader.

Thomas Baldur har skrevet en næsten 400 sider stor bog om bøn ved at samle, skrive og nyfortolke bønner, som læseren derefter kan gøre til egne bønner.

Inspirationen

I det indledende kapitel gives en oversigt, hvorfra bønnerne har hentet inspiration. Med den oversigt bliver læseren samtidig sat ind i det overordnede greb, som præger Baldurs skriv, at kirkens fundamentale teologi er grundlagt i liturgiens traditioner, i bønner, salmer, forkyndelse og andre liturgiske tekster, uanset om de kommer fra nedskrevne traditioner eller fra mundtlige og ekstemporale traditioner. Det er en teologisk tænkning, som vi møder i de Ortodokse Kirker, i Den Anglikanske kirke, men også hos Luther og Wesley, som skrev mange af deres teologiske pointer i prædikenens form og i salmer og poesi. Baldurs skriv bliver dermed ekstraordinært, set i den danske kontekst, hvor mange kirker ikke har samme tradition for at se kirkens fundamentale teologi i gudstjenestens sprog og forkyndelse.

Baldur skriver moderne bønner, forstået som bønner ind i tidens udfordringer. Sproget er nutidigt, poetisk og letlæst. Samtidig hentes inspirationen fra et stort antal bibeltekster, blandt andet bønner over det meste af Markusevangeliet og Davids Salmebog. Dertil kommer inspirationen fra gamle klassiske bønner og salmer i nutidige salmebøger. Men bønnerne er ikke letlæste i den betydning, at læseren ikke udfordres af den åndelighed, som ordene lukker op for. Her lægges vægt på en Kristus centreret åndelighed med nøgtern reference til den historiske Jesus.

Samtalen med Gud

Bogen giver lærdom til forståelsen af hvem og hvad Gud er. Ikke dogmatikkens lærdom, men den lærdom om Gud, som læseren, bøn for bøn, får indsigt i, når bønnerne er skrevet i den forståelse, at bøn er samtale med Gud, diskussion med Gud, dialog med Gud. Læseren er tilskuer til Baldurs snak med Gud og inddrages langsom i samme samtale og diskussion med Gud.

Bekendelserne

Det sidste afsluttende kapitel har Baldur givet overskriften: Bekendelser. I kirkens liturgiske liv har bekendelserne en vigtig plads, for her kan den enkelte gudstjenestedeltager læne sig op ad kirkens tro, låne kirkens formuleringer i forsøg på at forstå Gud, og hvad Gud vil med os mennesker, selvom den enkelte gudstjenestedeltager ikke selv er nået dertil i sine egne forståelser.

Baldur skriver et sted, at han ikke hyller den teologi, hvis opgave er dekonstruktion af teologien. Men i kapitlet Bekendelser begiver Baldur sig alligevel ud i den øvelse at dekonstruktivere den gamle, lutherske, forensiske og pietistiske fortolkning af evangeliet, som har præget alle kirker i det lutherske Skandinavien. Det bliver ikke ved den dekonstruktive øvelse. Baldur rekonstruerer forståelsen af skabelse, hvad synd er for noget, hvilken betydning Kristi død og opstandelse har i forkyndelsen, hvad opstandelse i grunden er, opfattelsen af helvede og fortabelse, og hvilke forhåbninger om efterlivet, Bibelen stiller i udsigt, og hvad det betyder for livet på denne side døden. Den kristne forkyndelse i Danmark har længe stået i den krise, at mange svar gives på spørgsmål, som ingen moderne mennesker interesserer sig for. Baldurs rekonstruktion af centrale, teologiske nøglebegreber vil kunne gøre forkyndelsen vedkommende og interessant igen.

Baldurs bønnebog

Bogen er skrevet med forankring i præstetjeneste i over 20 år. Baldur vedgår forandringer i sin opfattelse af mange centrale begreber og en udvikling og vækst i, hvad en guds-relation går ud på.

Heri ligger sandsynligvis nøglen til forståelse af motivet for denne udgivelse. De læsere, som ikke er interesseret i troens udvikling og ikke ønsker at blive udfordret i den guds-relation, de nu engang har, vil næppe finde denne bog interessant. Heller ikke de præster, hvis prædikener oftest er en gentagelse af gamle evangelikale appeller. Men for dem, der ønsker inspiration i eget andagtsliv, samtale i smågruppen eller nye ord, som kan bruges direkte ind i gudstjenesten, så ligger her en rigdom, som kristne i danske kirker ikke må snyde sig selv for.

Baldur udgav i 2015 bønnebogen Jorden kalder Gud.

Den bog, som Baldur nu i 2025 udgiver, Byen kalder Gud, er et 10 års arbejde, og en udvikling over 10 år, som forfølger den opgave, det er for enhver teolog, at nytolke og ny formulere det kristne evangelium ind i den tid, vi lever i, og i forhold til de spørgsmål, som udfordrer både kristne og dem, der ikke bekender sig til den kristne tro.

Baldurs skriv og den litteratur, han henviser til, viser tydeligt, at han er teolog i den anglikansk-wesleyanske tradition, selvom bogen indledes med en påstand om, at han ikke er teolog.

Dog vedkender Baldur sig til den forståelse, som vi finder hos kirkefædre og i de Ortodokse Kirker, at teolog er den, der beder. ”Doktriner kan ikke forstås, medmindre de bedes.”

Strandby, 2. september