Ledt af Ånden i 2026
- Evangelisk Frikirke Danmark

- 16. jan.
- 2 min læsning
| Af John Nielsen, generalsekretær
Ved begyndelsen af året har du sandsynligvis gjort dig tanker om det nye år. Måske er dine tanker inspireret af Gud. Måske er de ikke. Gennem hele Bibelen ser vi eksempler på, at Guds tanker med det enkelte menneske er noget andet, end hvad den enkelte selv har tænkt. ”Jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje” lyder det fra Gud i Esajas 55.8. Det kan lyde foruroligende, men er det ikke. For Gud tænker altid det bedste for dig.
Vores veje eller hans vej?
”Følg mig” sagde Jesus til mennesker han mødte. Det indebar noget andet, end de selv havde planlagt. Umiddelbart hørte de det som et kald til efterfølgelse. På sigt opdagede de, at efterfølgelse af Jesus også indebærer et kald til tjeneste for ham og hans rige.
Da Jesus vente tilbage til himlen, kom Helligånden og ledte Jesu efterfølgere ad veje de ikke havde forestillet sig. Apostlenes Gerninger er én lang historie om Åndens ledelse blandt de første kristne.
Nu skriver vi 2026, og Guds Ånd er stadig virksom i verden. Vil vi lade os lede af ånden i det nye år? Eller vil vi gå vores egne veje?
Hvordan kan man høre Åndens stemme?
Ører der hører, og øjne der ser, er store emner i Bibelen. Når vi kun har øje for os selv og vores egne planer, ser og hører vi ikke, hvad Gud vil bruge os til. Når vi vover at lægge vores egen vilje ned og stille os åbne for Gud med bønnen ”ske din vilje”, da kan vi begynde at høre Åndens stemme og opleve Åndens ledelse i vores liv.
Ånden taler naturligvis gennem de bibelske skrifter og gennem fællesskabet med Gud i bønnen. Han taler gennem indre tilskyndelser, og gennem syner og drømme. Men ofte leder Gud gennem noget så almindeligt som mødet med andre mennesker. Et andet menneskes behov eller måske en udfordring, som et andet menneske stiller dig overfor, kan være Åndens ledelse.
Det uventede
Fordi Guds planer er større end vores planer, går Åndens ledelse ofte i retning af det uventede. Det du ikke selv havde tænkt. Det du ikke havde set komme. Apostlen Peter havde ikke forestillet sig, at han skulle forkynde evangeliet i romeren Cornelius’ hus. Paulus havde ikke forestillet sig, at han skulle gøre Jesus kendt i Makedonien.
Eftertanke
Tænk, hvad der kan ske, hvis vi alle i Evangelisk Frikirke Danmark lader os lede af Ånden i det nye år! Ikke vores veje, men hans vej




Kommentarer