En rejse med mange nuancer

EFTERTRYK har spurgt den nyansatte præst i Vadum Frikirke, Søren Lodberg Jensen, om at fortælle om sig selv, sin familie og deres rejse gennem livet indtil nu

Trine og Søren Lodberg Jensen, Vilfred og Elliot

Vi er landet i Vadum som familie: Trine og jeg, og vores to drenge, Vilfred på tre og Elliot på et. Det er et nyt kapitel - for os alle - og vi er blevet taget imod med en varme, som er uvurderlig, når man rykker teltpløkkerne op som småbørnsfamilie.

Opvækst

Jeg er født i Hvide Sande og opvokset i Indre Mission og Folkekirken. Som ung blev jeg vodbinder og troede, at jeg altid skulle arbejde på havnen. Der var noget ærligt i det liv: hænderne i det praktiske, ansvar for det fælles - og en tro med et velkendt sprog og tydelige rammer.

Længsel

Men gennem kortere volontørophold og et bibelskoleophold med UMO opstod der en længsel efter noget andet - og et spirende mod til at bevæge mig udenfor det kirkelige landskab, jeg kendte. I den bevægelse mødte jeg Trine, som kom med en beslægtet baggrund og gennemgik en lignende proces. Vi flyttede til Hillerød, begyndte at komme i Frikirken Hillerød (nu Alive Kirken) og blev senere gift.

Tro og teologi skal leves

Her begyndte også min vej mod teologistudiet. Jeg begyndte ikke med et klart mål, men med et håb om at få styr på troens store spørgsmål. Det fik jeg ikke. I stedet fandt jeg ud af, hvor mange oprigtige og gennemarbejdede bud der findes på “den rette lære”. 

Først var det forvirrende. Senere blev det en frisættelse: Måske er troen ikke primært et regnestykke, der skal løses i hovedet, men noget der skal leves - med hænder, fødder og hjerte. Den opdagelse gør én en smule mere ydmyg i diskussioner. Og det er egentlig sundt nok.

Aldrig præst

På den baggrund valgte jeg også at læse en kandidat i diakoni, så teologien netop kunne få hænder og fødder. Samtidig var jeg ret afklaret med, at jeg aldrig skulle være præst. Jeg er udpræget introvert af natur og kæmpede i nogle år også med en voldsom social angst. Derfor var præstetjenesten - specifikt forkynderopgaven - ren utopi.

Kirke, et sted at høre til

Undervejs læste Trine Kristendom, Kultur og Kommunikation (3K) på Diakonissestiftelsen sideløbende med min bachelor i teologi, og senere læste vi diakonikandidaten sammen. 

For Trine har det været et gennemgående tema, at kirken skal være et rum, hvor mennesker kan høre til. At tilhørsforhold ikke bare er en hyggelig bonus, men noget der vækker ressourcer, løfter selvværd og skaber luft til at ånde. 

Diakonale projekter

Trine har derfor også været med til at starte diakonale projekter som FamilieNetværket - både i Københavns Frikirke og i Silkeborg Frikirke. Det har også været en vigtig påmindelse om, hvor ofte kirke bliver mest tydelig i det hverdagsnære: omkring et bord, i et fællesskab, hvor man ikke først skal “kunne noget” for at høre til, men hvor man bidrager til - og nyder godt af - fællesskabet ved at være til stede.

Projektstilling i et udsat boligområde

I Holstebro fik jeg siden lov at arbejde tre år i en tværkirkelig projektstilling med både åndelig og eksistentiel omsorg i sundhedsvæsenet og opsøgende brobygning i et udsat boligområde. Jeg arbejdede med en ressourceorienteret tilgang og så, hvad der sker, når man møder mennesker med tillid til deres værdighed og deres muligheder, fremfor kun at se deres brud og behov. 

For mig er det teologi i praksis: Ethvert menneske er skabt i Guds billede, og derfor begynder kristent omsorgsarbejde ikke altid med “hvad er der galt?”, men med “hvad er der givet her - og hvordan kan det få luft?”

Et skridt ad gangen

Samtidig begyndte flere at prikke til præstetjenesten. Jeg sagde længe nej - netop fordi jeg kendte min egen indadvendthed og frygten for at skulle stå forrest. Men efter gentagne opfordringer gav jeg forkyndergerningen en chance i Silkeborg Frikirke (Apostolsk Kirke). Jeg er i hvert fald endnu ikke død af det. Og langsomt voksede en overbevisning frem: måske er kaldsudrustningen ikke noget, man modtager som en færdig pakke, men noget som gives, når man tager ét skridt ad gangen.

Mene mindre – elske mere

Da min projektansættelse nærmede sig sin afslutning, faldt jeg over jobopslaget fra Vadum. Jeg kendte næsten ikke Evangelisk Frikirke Danmark, men jeg læste mig ind og blev især grebet af mottoet: “Livet over læren.” Ikke fordi læren er uvigtig, men fordi tyngdepunktet er klart: efterfølgelse, fællesskab og et kristenliv, der kan mærkes i verden. 

For mig er “bred teologi” ikke en undskyldning for at mene mindre, men en invitation til at elske mere. At tage Bibelen alvorligt uden at bruge den som kølle. At holde fast i Kristus som centrum og derfor kunne rumme, at vi ikke alle ser ens. 

Der findes bøger nok til at fylde et pænt stort bibliotek om alverdens lærespørgsmål; det svære består i at elske sin næste en regnfuld tirsdag.

Jeg og vi træder ind i tjenesten med taknemmelighed og forventning - og med en stille bøn om, at Vadum Frikirke må være et fællesskab, hvor håbet ikke kun bliver talt om, men får krop.