”Hvem skal jeg sende? Hvem vil gå ud og tale på mine vegne?” Sådan lyder Guds spørgsmål i Esajas 6,8 i Bibelen 2020. Esajas der hørte Guds kald svarede: ”Det vil jeg! Send mig!”
Sendebud på Kristi vegne!
Ved Missionsforbundets 100-års jubilæum i 1988 udkom der to bøger, skrevet af Helge Rasmussen. Den ene hed Med glædesbud. Den anden havde titlen Sendebud - på Kristi vegne.
Begge bøger beskrev 100 års historie om mennesker, menigheder og mission. Det var historien om mennesker, der hørte Guds kald, og som vågede at handle på det.
Overbeviste om at de var kaldet af Gud lod de sig sende med glædesbud. Nogle af dem oplevede at være kaldet til mission i Danmark, andre til international mission. Fælles for dem alle var, at Guds kald kom til at forme deres liv.
Har vi mistet kaldsbevidstheden?
At tale om at Gud kalder nogen til specifikke tjenester har ikke altid været lige populært. Jeg har mødt en del mennesker som mener, at det at tale om et personligt guddommeligt kald hører en anden tid til. Denne tendens har afspejlet sig i, at der de sidste par årtier har været talt meget lidt om det personlige kald til tjeneste.
I stedet har der været fokus på, at vi alle er kaldet af Gud. Det er der naturligvis ingen tvivl om. Men det faktum, at alle er kaldet af Gud til at søge ham og hans nærvær ændrer ikke ved, at Gud samtidig kalder og sender nogen til at gøre noget konkret.
Gud kaldte Noa til at bygge arken. Gud kaldte Moses til at lede folket ud af Ægypten. Jesus kaldte disciplene til at gå ud i hele verden med evangeliet. Hvis ”vores Gud” ikke længere er en Gud, der giver personlige kald, er det ikke den Gud, vi møder i Bibelen, som vi har med at gøre. Bibelen er en lang beskrivelse af mennesker, der blev kaldt og sendt af Gud. Sådan gør Gud fortsat.
Det er bemærkelsesværdigt, at de år, hvor vi i forkyndelsen i den lokale menighed og på vore Sommerstævner har talt meget lidt om kald, har vi haft vanskeligt ved at rekruttere medarbejdere til forskellige opgaver. Det gælder både i den lokale menighed og i fællesarbejdet.
Lad kaldet lyde!
Tiden er inde til, at vi igen lader kaldet lyde. Guds kald høres nemlig ofte gennem andre mennesker. Derfor må vi nødvendigvis tale om kald. Det er ikke kun en sag mellem Gud og det enkelte menneske. Kaldsformidling hører hjemme i kirkens fællesskab. Vi ved ikke altid, hvad der er Guds planer. Vi ved ikke, hvem Gud vil sende, hvor han vil sende dem hen, og hvad han vil sende dem til at gøre. Men vi ved, at Gud elsker verden så højt, at han til enhver tid ser efter mennesker, der er villige til at lade sig sende af ham. Den viden er der vores opgave at formidle. Så lad kaldet lyde, så nogen kan høre Guds røst!