Vintergækker og erantis er for længst brudt gennem vinterens hårde jord. Man kalder dem forårsbebudere. Det vil sige nogle, der bringer bud om, at foråret er på vej. Jeg vil vælge at kalde dem livstegn.
De er tegn på nyt liv, som spirer frem af jorden. Hen over foråret vil det vrimle med nye livstegn overalt i naturen. De nøgne grene får knopper, der viser, at der er liv i træet. Fuglene bygger reder, lægger æg og får unger. Naturens nye livstegn er mangfoldige.
Kommer livet før læren?
I Evangelisk Frikirke Danmark er det vores mål og vores vision at kunne kendes på de tre værdier tro, liv og fællesskab. Når det gælder livet, siger vi, at dette kommer før læren. I sidste nummer af Eftertryk stillede Jesper Oehlenschläger spørgsmål til dette. Og tak for det. Vi hilser debat velkommen.
Hermed inviteres andre læsere til at kommentere på Oehlenschlägers tanker – eller komme med helt andre indspil omkring vores kirkesamfund.
Hvordan finder vi balancen mellem rummelighed og retning?
Med udtrykket livet før læren ønsker vi at skabe plads for forskellige opfattelser. Man skulle tro, at denne vægtlægning på rummelighed ville gøre os til et stort kirkesamfund med mange og store menigheder. Men sådan ser virkeligheden ikke ud. Med udgangspunkt i vores virkelighed kan der derfor være god grund til at rejse nogle spørgsmål til eftertanke og måske til dialog i menighederne.
Har vi ikke været tydelige nok med at markere vores rummelighed? Eller gør det modsatte sig gældende, at vi har haft så meget fokus på rummeligheden, at retningen er blevet utydelig? Mennesker vil gerne ses og høres og have plads til at være dem, de er. Men der er også rigtig mange mennesker, der længes efter at blive vist en retning, de kan bevæge sig imod. Måske er en af vores store udfordringer at finde svar på, hvordan vi finder balancen mellem rummelighed og retning?
Er der livstegn i menigheden?
Og i forlængelse af dette: Når vi ønsker at liv skal være et af vore kendetegn, giver det anledning til at reflektere over livet i menighederne. Ligner det sig selv år efter år, eller er der nye livstegn, der spirer frem af menighedens jord. Hvis der ikke er det, er det tid til at søge Gud for livets fornyelse i menigheden.