Hjørnesten eller snublesten?



Er det gamle slogan, Livet før læren, hele sandheden? Det spørger Jesper Oehlenschläger om.


Når jeg læser Tro til tiden, slår det mig, at Evangelisk Frikirke Danmark giver plads til, hvad jeg vil kalde, en pragmatisk-dogmatisk teologi.

Skriftet spejler en stærk enhedssøgende og ydmyg indstilling til en række teologiske spørgsmål, og grundtonen er præget af selverkendelse overfor den mulighed, at man selv kan tage fejl og andre have mere ret. Det er sympatisk.


Snublesten

Måske er det at røre ved arvesølvet, når jeg alligevel vil stille mig spørgende til, om formuleringen Livet før Læren rummer nogle teologiske svagheder eller ligefrem potentielle snublesten. Det er den kritiske refleksion jeg vil rejse, men først den positive udfoldelse.


Let at finde sig til rette

Det er prisværdigt med tydeliggørelsen af samvittighedsfriheden, som betyder, at to kristne mennesker kan læse de samme bibelske skrifter og alligevel komme frem til to forskellige tolkninger. Frihed i forskellighed, er et tydeligt kendetegn ved kirkesamfundet, som gør, at mange mennesker finder et trygt åndeligt hjem uanset kirkelig baggrund eller opvækst. Eller måske har man ligefrem ”slået sig på kirken” andre steder.


Erfaring eller faktum

Men hvad betyder det, at læren går forud for livet? Betyder det, at den personlige erfaring er vigtigere end det objektive faktum, at Guds ord er sandt uagtet min holdning til dette?

Tro Til Tiden fastholder spændingen mellem troens sandhed på den ene side og den erfarede åndelige virkelighed på den anden, men her ligger også snublestenen: At åndelige erfaringer, og det vel at mærke registrerbare erfaringer, kan få for central en plads.

At vi kan erkende eller opleve Gudsnærhed, er betydningsfuldt, det fornægter jeg ikke, men hvor centralt er dette? Jo længere jeg selv kommer ad troens vej, jo tydeligere bliver det for mig, at min tro bygger mere på en tillid til Gud, end på mine konkrete erfaringer af ham. Jeg tror ofte mere på trods end på grund af mine specifikke åndelige erfaringer.

Det er rigtigt, at vi ikke frelses ved at holde fast ved en intellektuel troslære om Gud. Den personlige troserfaring er afgørende. Det er ofte en oplevet virkelighed, at læren om Gud følger efter mødet med ham. Men herfra går bevægelsen den anden vej; jo dybere vi trænger ind i evangeliets virkelighed og jo mere vi lærer om Gud, jo mere elsker vi ham. Uden den sunde lære om hvem Gud er, intet kendskab. Vi elsker Gud, fordi vi kender ham gennem hans ord – læren om ham – som fåret der følger hyrden, fordi det kender hans røst.


Sund lære føder et sundt liv

Den sunde lære om Gud føder det sunde liv med Gud. Sådan ses det hos Paulus, når han i sine breve igen og igen belærer de kristne om, at ”de skal føre et liv der svarer til det evangelium de har taget i mod” (Fil 1, 27). Kuren mod det ”usunde liv” er altså at leve i evangeliets sandhed. Måske er der derfor en potentialfare og en unødvendig modstilling i udsagnet: Livet før eller over læren?

46 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle