top of page

Stadig tro til tiden


I en serie af artikler stiller MAGASINET skarpt på dokumentet, TRO TIL TIDEN, der udkom i 2013. Med fokus på nogle af de helt centrale emner, som vores kristne tro og hverdag indeholder, forsøger dette dokument at præsentere de byggeklodser, som de allerfleste af os i vores lokale menigheder efter to års dialog kunne være enige i som bærende elementer.


Vild med vilje er et havemantra i tiden, som inspirerede min hustru og jeg til at forvandle 100 m2 nedlagt hønsegård til et meget stort hjørnebed med masser af vilde blomster. Det blev rigtig flot. Nu er efteråret kommet, og skønheden er anderledes. Blomsterne er blevet til frøstande, og en ny sæson af blomstring former sig på den indre nethinde som drømme om gensyn.


Vild med Tro Til Tiden

For otte år siden fik Missionsforbundet en fantastisk 125 års jubilæumsgave, nemlig en stor stak byggesten. Gennem flere års møjsommeligt arbejde havde en flok dedikerede frivillige formuleret en række udsagn, byggesten, som beskriver, hvad der former Missionsforbundets tro til tiden.


Dokumentet, Tro Til Tiden, blev vel modtaget. Det gav naturligvis og heldigvis anledning til samtaler, hvor ikke alle var enige i alt, men byggestenene var og er fortsat en gave til kirkesamfundet.


Det er, efter min mening, tid til at finde byggestenene frem til gensyn. Det var tiltrængt for mig selv opdagede jeg, da redaktør Peter udfordrede mig til dette skriv. Jeg havde ærlig talt kun en fluffy fornemmelse af en godt indhold i min bevidsthed.


Endnu mere vild

Genlæsningen var begejstrende! Jeg vendte den ene sten efter den anden, og jeg sad tilbage med fornemmelsen af, at dette dokument stadig er udtrykker vores tro lige til tiden.

Faktisk var det udfordrende at færdiggøre læsningen. Ikke fordi det er langt eller krævende. Nej, fordi jeg blev hængende ved ”Livet i Guds verden”, det første sæt med syv byggesten.


De syv sten er helt umådeligt aktuelle og vigtige at forholde sig til i denne epoke af verdenshistorien, hvor vi får anskueliggjort konsekvenserne af, at skaberværket ”på alle planer er inficeret af synden” (pkt. 5, side 7). Klimatiske og miljømæssige forandringer og forværringer truer med at munde ud i globalt sammenbrud, og menneskers forvrængede evne og vilje til at forvalte efter Guds vilje udstilles til det ekstreme.


Så gør det godt at blive erindret om, at ”Guds skabende kraft fortsat er virksom i hans skaberværk” og at denne kraft ”er stærkere end enhver anden magt.”


Forvalterskab med byggevejledning

Det er håbefulde ord! De taler stærkere end Gretas. Stærkere end alle de andre engagerede aktivister og politikere. De ord giver tro på, at vi er på rette vej, på Guds vej.


Byggeklodserne følges af en byggevejledning, som er markant mere tilgængelig og forståelig end Ikeas! Her kan du blandt andet læse om vores Gudgivne forvalteropgave: ”Den indebærer ansvaret for, at jorden og dens ressourcer anvendes på en forsvarlig og bæredygtig måde og at plante- og dyreliv værnes.” (s. 7).


Det er da stadig tro til tiden, og det vigtige dokument anbefales hermed til et vigtigt gen(nem)syn. Må de frø, som blev sået for otte år siden, danne nye spirer til eftertanke, samtale og taknemlighed.

46 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page