Lisbeth og Per Hyldgaard, leder missionsorganisationen Gospel Outreach, og har besøgt menigheden i Ilulissat i 2016, 2017 og nu igen i 2022. Derfra gik turen helt op til Qaanaaq, nok bedst kendt som Thule, der siges at have 874 km til nærmeste grillbar.
For menigheden i Ilulissat er det vigtigt med disse besøg udefra, både i deres egen by og andre steder i Grønland. Af flere grunde: Fordi det er en opmuntring i det daglige menighedsliv og fordi det er en tydelig markering i byen. Men også fordi drømmen og bønnen for vores venner hver eneste dag er, at hele Grønland skal høre de gode nyheder. Det er en drøm, som Gospel Outreach er med til at indfri.
Per og Lisbeth skriver:
Til det nordligste
I marts lykkedes det endelig for vores missionsorganisation, Gospel Outreach, at gennemføre en længe planlagt missionstur til Grønlands nordligste by, Qaanaaq, måske bedre kendt som Thule.
Smertefri efter tyve år
Det er en lang rejse til Qaanaaq, som er en af de byer i verden, der ligger tættest på Nordpolen. Siden rejsen alligevel førte os igennem Ilulissat, havde INO kirken dér spurgt, om vi ville besøge dem en weekend.
Det blev til nogle rigtig stærke dage med mange som gav respons på opfordringen til at tro på Gud og mange stærke vidnesbyrd.
Et af dem var Jessica, der som niårig havde været i en ulykke og lige siden havde haft kroniske smerter i ryggen. Derfor søgte hun forbøn på mødet lørdag aften. Søndag morgen, da hun vågnede op, var hun smertefri for første gang i 20 år.
Frikirken i Quaanaaq
Derefter gik turen til Quaanaaq, en by med 651 indbyggere. Der er en lille frikirke på 15-20 stykker som holder til i lederparrets hjem. Den blev grundlagt i 2006. Præsteparret hedder Aaqqiunnguaq & Tukummeq Qaerngaaq.
De kom til tro i 2005 – den første november helt præcist – efter et mangeårigt liv med alt for meget alkohol og misbrug. Aaqqiunnguaq er storfanger, noget af det mest prestigefyldte man kan være i Grønland. Alligevel var det først da han kom til tro, at han fandt livets virkelige værdi, fortalte han. ”Troen har forvandlet mig og min karakter og læger mine karakterbrist” fortæller han med stor ærlighed og åbenhed. ”Jeg var før ikke blot alkoholiker, men også egenrådig og aggressiv, men Jesus er i fuld gang med at forvandle mig”. Aaqqiunnguaq opleves nu som en mild, besindig og kærlig mand.
Åbenheden
Der var forbøn for syge, hvor blandt andet en svært hørehæmmet kvinde kom til at høre. Mange, 12–13% tog imod udfordringen om at gøre Jesus til sin personlige frelser. Prøv at regne lidt på det, hvis det var sådan i en by i Danmark. Udfordringen bliver nu at få fulgt op på dem, der tog denne beslutning.
Qaanaaq
Bygden er omgivet af en enestående, storslået natur, som kun Grønland kan levere. Det er et fangermiljø. Her er de fleste enten fiskere eller fangere. Det siges, der er 874 km til nærmeste grillbar. ”Vandrehjemmet”, hvor vi skulle bo, var værelset ovenpå i Regines hyggelige, lille hjem.
Regine er en frisk, lattermild dame på 83. Hun er datter af hundeslædeføreren, der rejste med polarforsker Knud Rasmussen, og var i den anledning inviteret til middag med Dronning Margrethe II på 100-års jubilæet for ”Den store Thule ekspedition”. Regine kan noget med de kongelige. Når kronprins Frederik er i byen, bor han på hendes ”Vandrehjem”. ”Han er sådan en hyggelig mand”, som Regine fortæller helt nede på jorden.
Projektet
Qaanaaq, her skulle vi altså tjene i en lille uge. Det var en blanding af møder for byen og kirkemøder for menigheden. Invitationen til den afsidesliggende by lød sådan her; ”Vi har bedt og bedt om at Gud vil sende nogen, men der kommer aldrig nogen herop” fortalte Tukummeq, som kan dansk. Et sådan nødråb kan jeg da ikke sidde overhørig. ”Vi kommer”, svarede vi. Selvom det er en lang, dyr og besværlig rejse, så er de 651 mennesker akkurat lige så værdifulde, som de 651 mennesker der bor i en stor by, der er let at komme til. De skal også have en chance for at høre evangeliet og blive bedt for. Folkekirkepræsten i byen deltog også på møderne og var begejstret og taknemlig for det, hun så, Gud gjorde.
Helbredelser
Rigtigt mange blev også helbredt på møderne, eller blandt de mange, der i det skjulte kom til ”vandrehjemmet” for at få forbøn. En svært hørehæmmet kvinde kom til at høre. Da hun aflagde sit vidnesbyrd, sagde hun afslutningsvis, næsten lidt irriteret og dog glad, at ”der er sådan en larm nu”.
Dette fik hele forsamlingen til at bryde ud i højlydt latter. En anden kvinde havde en stomi. Dette havde forårsaget en knude- måske af brok – i hendes mave. Denne forsvandt efter forbøn.
Præsten helbredt
Også kirkens leder blev helbredt. Aaqqiunnguaq havde i lang tid lidt af arteriosklerose, hvilket er dårligt blodomløb. Lægen havde konstateret, at han end ikke havde puls i fødderne. Grundet det dårlige blodomløb frøs han hele tiden og havde meget ondt i hele kroppen. Lørdag aften blev han bedt for på mødet. Søndag morgen aflagde han sit vidnesbyrd. Han var vågnet om morgenen, havde puls i fødderne, var varm i hele kroppen, og svedte endda, noget han ikke havde gjort i mange år. Mens han glad fortalte sit vidnesbyrd, måtte han flere gange tørre sved af ansigtet. Gud havde helbredt ham.
Al ære til Gud.