top of page

20 Fantastiske år



|   Af Arne Hansen



En forårsdag i 2006 rejste familien Pascu til Rumænien for at virke som missionærer i og omkring byen Onesti. Cornel havde en årrække boet i Danmark, hvor han blev gift med Dorthe, og de fik to børn Sara og Jonathan. 


Under opholdet i Danmark voksede kaldet til tjeneste, og i april 2006 begyndte Dorthe og Cornel som missionærer i Rumænien.


Under Guds velsignelse

De 20 år der siden er gået, fortæller en lang og god historie, hvor man fornemmer Guds velsignelse over tjenesten. Der har selvfølgelig været udfordringer under vejs, men Gud har igennem alt, bekræftet sit kald til denne mission i Rumænien.


Et team af medarbejdere

Omkring Dorthe og Cornel er der vokset et missionsteam på 12 – 15 mennesker op. Sammen arbejder de målrettet med evangelisation og socialt arbejde på flere planer. 

Når man ser, hvad der gennem tiderne er udrettet i Rumænien, bliver man glad og rørt. Der er så mange mennesker, der har fået en ny begyndelse på deres liv, og troen på Jesus har forvandlet deres tilværelse. 

De har også formidlet Guds riges nærvær, og det har skabt glæde, håb og velsignelse til rigtig mange.

Glimt fra 20 år


  • Menigheden begyndte i 2012 med møder i Dorthe og Cornels lejlighed, siden er menigheden flyttet tre gange på grund af pladsmangel. For tiden lejes en sal, hvor der holdes gudstjeneste, børnearbejde og kvindemøder. Salen er til rådighed 2 dage om ugen.


  • Vores hovedmenighed er Onesti menigheden, hvor der kommer ca. 60 personer til gudstjeneste, og ved særlige lejligheder endnu flere. Det er et godt, sundt og givende fællesskab.


  • I byen Poduri er der vokset en stor menighed op. Gennem nødhjælp og kærlighed igennem mange år, er der opstået et varmt og karismatisk fællesskab. Mennesker har taget imod budskabet om Jesus Kristus, og en hel landsby er forvandlet. Der er skabt håb i dyb håbløshed. Der arbejdes målrettet på at etablere en ny menighed i landsbyen Marcesti.


  • Der er i vores menigheder i området, blevet bedt til omvendelse og tro med over 500 mennesker.


  • 100 personer er blevet døbt i Onesti og Poduri og 20 er døbt i Albele, Sanduleni og Levezi


  • Ca. 300 børn/unge har fået en bedre skolegang igennem vores skoleprojekt. Der bliver 2 gange om året købt ind til de ca. 70 skolebørn i projektet.


  • Missionsteamet evangeliserer og holder gudstjenester på ca. 8 pladser. 4 steder med ugentlige møder   og sammenkomster, ofte også med uddeling af mad og tøj.


  • Omkring 1000 familier besøges årligt med hjælp på forskellige måder, med mad, tøj, råd og vejledning, skoleartikler og andre former for praktisk hjælp.


  • De sidste 10 år er der arrangeret ca. 80 julefester for over 5000 børn.


  • Der er gennem årene udviklet omkring 25 ledere i menighederne. Nogle tjener i de lokale kirker, andre er flyttet, og tjener i andre områder af landet.



Når man ser på et sådant aktivitetsniveau, forstår man, at det er mennesker der brænder for at formidle evangeliet om Jesus, og det gør de dagligt med stor iver. 

Dorthe og Cornel ofrer det meste af deres tid og mange kræfter i den tjeneste, og vi, som forbund, skal være glade og stolte over de resultater, der er opnået i Rumænien. Vi bør derfor også yde dem al den hjælp og al den støtte, som de behøver.


Ønske for fremtiden

Det største ønske er at få egen kirkebygning, et sted hvor man hver dag i ugen kan arbejde ud fra, og sætte sit eget præg på. Der har gennem årene været flere steder i spil, og der er p.t. et par åbne muligheder, men tiden til at tage de afgørende skridt, er endnu ikke kommet.

Det kunne være fantastisk, hvis jubilæumsåret kunne fremskynde denne proces.


Jubilæumsturné i Danmark i marts


  • Aalborg: 1. marts, kl. 09.45 – Gudstjeneste, der begynder med morgenkaffe

  • Grindsted: 3. marts kl. 19.00

  • Aarhus: 4. marts kl. 19.00 

  • Vanløse: 8. marts kl. 10.30, gudstjeneste

Dåbsgudstjeneste


Forventningsfulde børn



Familien Pascu: Cornel, Sara, Dorthe og Jonathan




 
 
 

Kommentarer


bottom of page