top of page

Eftertryk


| Af Peter Gøtz, redaktør 


Det er i udgangspunktet spændende at tilhøre et fællesskab af mennesker, der ikke står stille og altid blot fastholder gårsdagens meninger. Ind i mellem måske lidt for spændende og udfordrende, vil nogen mene.


Vilkåret

Det er imidlertid ikke til at komme udenom, at så længe vi vil ’være i verden, uden at være af verden’, så vil livet omkring os i dets mange facetter gøre krav på vores opmærksomhed. Det samme vil vores medmennesker.

Den opmærksomhed vil EFTERTRYK gerne vise. For lige som Gud elskede verden i al dens forfald og synd såvel som i al dens skønhed, blev det vores opgave at gøre det samme. 


Mangfoldighed

EFTERTRYK efterlever efter bedste evne den linje, som historien gav os, at Evangelisk Frikirke Danmark er et ’interkonfessionelt’ kirkesamfund. 

Det betyder, at vi anerkender flere ’konfessioner’, flere måder at tro og bekende sin tro på og flere måder at være kirke på. 

Den respekt har vi både overfor andre kirkesamfund og for hinanden i de lokale kirker.


Derfor forsøger EFTERTRYK at værne om bredden og mangfoldigheden. Samtidig er der rig mulighed for at Landsledelsen giver sit besyv med og peger på såvel åndelige principper som praktiske veje at gå, når livet skal udfolde sig på vores lejre og stævner og i de enkelte menigheder.


At være brobygger mellem generationer, mellem nye og gamle udkigsposter, mellem fortiden og fremtidens menighedsmodeller, mellem gamle traditioner og nye livsmodeller – det har være karakteristisk for dette organ, både da det hed Morgenstjernen, Magasinet og som nu EFTERTRYK.


Gode refleksioner

I hvert blad har John Nielsen, generalsekretær, nogle vigtige overvejelser, som typisk spejler en aktuel begivenhed eller debat i samfundet. Altid god til at blive klogere af.


Nyt fra alle sider

I årets løb har bladet bragt reportager fra lokale menigheder, fra landsarbejdet og vores fem missionsfelter. Gode, svære, rørende, opmuntrende og indimellem komplicerede beretninger. Sådan som livet nu en gang er.


Indblik

Det er et stadigt ønske for bladet at få tilsendt små reportager fra alt det, der foregår i menighederne. Der er masser af gode og inspirerende initiativer, som fortjener at blive fortalt til os andre. Send gerne små artikler og gode billeder!!

 
 
 

Comments


bottom of page