En hymne til min ungdoms gode voksne

| Af Gunni Bjørsted

Undertiden går tankerne tilbage til nogen af alle de kærlige voksne, som har sået gode frø i mit liv. De, der opmuntrede; de, der stillede op uge efter uge som ledere til junior, spejder, teenageklub, osv.; de, som lagde stue til, at en flok overstadige teenagere hang i stolene og spiste is og hørte om Jesus og glemte opvasken; de, som gav et klap på skulderen, også når man havde klokket i det; de, der nogenlunde roligt kunne finde sig i, at vi unge mente at være en hel del klogere end resten af kirken tilsammen... Tak!

Hymne til min gamle leder:

Du mødte mig med gode øjne, varme smil.

Du fik mig til at føle, jeg var meget værd!

Det bragte lys som forårssolen i april.

Jeg mærkede, jeg stod dit hjerte nær.

De mange bradepandekager, som blev spist.

De mange kilometer, som din bil har kørt.

På mange måder fik du mig og andre vist,

at Gud er god og har vort liv berørt.

Og dine stuer, som vi fyldte op med støj,

og tæpperne, som der kom store pletter på.

Din slidte hjørnesofa… mer´og mere sløj…

På alt det skal der ”adelsmærke” stå!

Jeg tænkte ikke på, om jeg var til besvær.

Og huskede jeg mon at sige tak? Nåh nej!

 Jeg tænkte, at selvfølg`lig var du altid dér.

Op gennem tiden huskede du mig.

En gang imellem virkede du nok lidt træt;

du havde sikkert også dit at kæmpe med.

At være omsorgsfuld var ikke altid let.

Det var i svaghed, tjenesten fandt sted.

Nu er du gammel, dine kræfter bliver små.

Du virker faktisk noget kraftesløs og svag.

Jeg håber sådan, at dit indre kan forstå

min dybe tak for alt, som ligger bag.

Og jeg vil gerne gå i dine gode spor

og være én, der muntrer op og rækker ud.

Så mødes vi derhjemme på den nye jord

til liv og fest hos vores fælles Gud.

Gunni Bjørsted