Ruben Andersen-Hoel deler sine mange gode erfaringer efter mere end 14 år som præst i Vanløse Frikirke
Jeg var præst i Vanløse Frikirke fra august 2008 til udgangen af 2022 – 14½ år i alt. Det har været en tid med mange store forandringer: Ombygning af indgangsparti, hall og arealerne ud mod gaden i 2012 med café, nye toiletter, kontorer mv. Dette inkluderede også en rebranding med nyt navn (fra Frikirken Betlehem til Vanløse Frikirke) og nyt logo.
Et samarbejde i de efterfølgende år med Bethelkirken førte til en sammenlægning fra 2014, som blandt andet førte et større ungdomsarbejde og blomstrende musikliv med sig. Det betød også at jeg i en årrække fik to kollegaer: Gunni og Kristian.
Disse år var præget af et generationsskifte, hvor mange begravelser blev til mange bryllupper og barnevelsignelser. Endelig var vi igennem en totalrenovering af kirkesalen i 2017. Det betyder, at stort set hele kirken nu er moderniseret og funktionel – og flot.
Hvad fik dig til at sige ja til at blive præst i Vanløse?
Da jeg mødte Ditte Maria som et par år efter blev min hustru, flyttede jeg til København. Her samlede jeg en flok unge som var kristne, men ikke rigtig havde fast tilknytning til kirke. Over et par år holdt jeg derfor tirsdagskirke i min lejlighed med ca. 15 unge. På et tidspunkt sad vi i en spejderhytte på Møn og blev enige om at vi trængte til at være en del af en etableret kirke igen – og helt ærligt syntes vi nok også selv at vi havde noget at bidrage med.
Da vi alle sammen boede i København – og de fleste havde baggrund i vores kirkesamfund – var det mest oplagt at begynde at komme i Vanløse. På det tidspunkt manglede der en præst og menigheden havde været igennem et par turbulente år, så da hele flokken dukkede op til en gudstjeneste en søndag i februar, blev det en gave til fællesskabet. Efter ganske kort tid spurgte menighedsrådet om jeg var klar til at begynde som præst og vi holdt derfor en række samtaler med henblik på ansættelse. Timingen var perfekt. Jeg var klar og menigheden var klar. Samtidig var det et godt match, fordi jeg var ung og havde gå-på-mod, og så var jeg missionsforbunder med stort M og begge dele havde menigheden brug for. Jeg oplevede det som om at alt sådan helt Gud-fældigt faldt på plads på en naturlig måde.
Du er uddannet på SALT – Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi. Har det været en god uddannelse til opgaven?
Ja, for mig gav årene på SALT en stærk kombination af at få både teologiske og ledelsesmæssige værktøjer med til opgaven som præst. Ikke mindst fordi uddannelsen var meget praktisk orienteret, hvor alle opgaver skulle forholde sig til menighedsbaseret teologi, hvor der også skulle være forslag til konkrete handlinger. Derudover var det obligatorisk at vi igennem hele uddannelsen skulle have praktikopgaver i en menighed. Jeg var så privilegeret at jeg fik en ansættelse i Espergærde, ligesom jeg havde mentorsamtaler og fik lov til at prøve mange ting af. Derfor følte jeg mig godt rustet til at varetage jobbet. Der var selvfølgelig meget jeg skulle lære henad vejen, men jeg følte at jeg havde fået redskaberne til at løse opgaverne.
Hvad var de største opgaver til at begynde med – i menigheden – og hvad skulle du selv vænne dig til og lære?
Den største opgave var helt klart at samle menigheden efter en svær tid, så Ditta Maria og jeg tog på en masse besøg de første par år. Jeg gjorde også meget ud at skabe fællesskab, fælles retning og fælles sprog. Den største læring var nok at ting tager tid – især når der er så mange frivillige involveret. Jeg lovede fra begyndelsen menigheden at jeg ville blive mindst fem år, og det var godt, for det tog næsten ti år før de drømme som menighedsrådet og jeg havde i 2008 for alvor tog form.
Hvilke muligheder så du – hvad lykkedes – og hvad måtte du opgive?
Det er både en gave og en udfordring at være storbymenighed. Der er mange muligheder i at kirken ligger på handelsgaden hvor tusindvis af mennesker bor og færdes. Men der er også mange tilbud man skal konkurrere med. Efter nogle år lykkedes vi med at fylde kirken med aktiviteter og mennesker, men jeg savnede at se mennesker komme til tro og blive døbt. Det er sket alt for få gange i de år jeg var præst. Til gengæld synes jeg at vi lykkedes med at skabe et godt fællesskab med plads til mange forskellige mennesker, hvor dem som var i menigheden fik rig lejlighed til at vokse i troen.
Hvornår var samspillet med menighedsråd og kolleger bedst?
Jeg har været velsignet med både dygtige og engagerede rådsmedlemmer igennem hele min tid som præst og har haft et tæt og velfungerende samarbejde med i alt fire forskellige formænd. Det har været værdifuldt med sparring og meget jævnlige opfølgninger – især i de år jeg var alene som præst. Jeg oplevede det som allerbedst når vi ikke bare tog os af drift, men fx holdt visionsdage eller deltog i læringsnetværk, hvor vi fik fælles drømme og retning. I forhold til kollegaer var det fedt med det daglige samspil og samarbejde, som blev allerbedst når vi hver især brugte vores styrker og bakkede hinanden op.
Hvad lærte du i disse processer om et frivilligbåret menighedsfællesskab og hvad lærte du om dig selv som person og som familiefar?
At vi som fællesskab med Guds hjælp kan utroligt meget sammen. Jeg er dybt taknemmelig over alt det jeg fik lov at være en del af i så mange år. Men jeg lærte også at projekter og aktiviteter hurtigt kan blive skrøbelige og falde fra hinanden, når det er båret af frivillige. Folk flytter og bliver syge eller går ind i livsfaser, hvor de må sige opgaver fra sig. Det er helt forståeligt, men nogle gange kan det være frustrerende. Jeg har lært meget om mig selv – for en rastløs type som mig er det vigtigste måske at erkende at det betaler sig at være tålmodig og trofast. Jeg har også forsøgt at finde en sund balance mellem at være imødekommende og samtidig tydelig, men det har ikke altid været let. Og så er det guld værd at have en familie, som dels tager med i kirken i tide og utide, og dels accepterer at man ofte er væk om aftenen og i weekenden: Jeg kunne ikke have været så engageret uden den opbakning!
Hvor så og ser du kirkens potentiale og hvor er de største svagheder?
Vi har en masse muligheder for at række ud og være til velsignelse, men vi er nok lidt magelige. Vi er en velreflekteret flok med mange kloge tanker, men vi får ikke omsat de gode tanker til handling ofte nok. Og så er vi nok lidt blufærdige på det åndelige område, hvor det kunne være godt hvis vi var lidt mere frimodige af og til.
Efter mere end 14 år vælger du at stoppe. Hvilke tanker er der gået igennem dit hoved før den beslutning og hvorfor blev konklusionen, som den blev?
Der er vel tre grunde til at jeg valgte at stoppe på et tidspunkt, hvor jeg faktisk var glad for at gå på arbejde. For det første havde jeg gået med en tanke nogle år, som min åndelige medvandrer havde stillet som spørgsmål: Hvem er du, hvis du ikke er præst i Vanløse Frikirke? Jeg var groet så meget sammen med stillingen, at det var blevet en stor del af min identitet – og spørgsmålet vagte en nysgerrighed i mig: Kan jeg noget andet end det her? For det andet mærkede jeg en stigende metaltræthed, forstået på den måde at det var de samme ting og tanker der fyldte igen og igen. Jeg – og jeg tror også menigheden – trængte simpelthen til noget nyt. Og for det tredje så jeg en spændende stilling som leder af et medborgercenter og det tændte noget i mig, så det blev selvfølgelig den udløsende faktor for min opsigelse, at jeg søgte og fik det nye job.
Har du et ønske for kirken fremover?
At mennesker kommer til tro og vokser i troen. Det var mit ønske i 2008 og det er det stadig. Og så ønsker jeg for os som menighed at vi får en dygtig præst og at vi bliver ved med at være et skønt fællesskab.
Comments