Festdage med farver og fantasi
- Evangelisk Frikirke Danmark

- 15. nov. 2025
- 3 min læsning
Vestermarkskirken i Grindsted har dette efterår lagt sig i selen for med sit sædvanlige overskud og gå-på-mod at fejre sin 100-års fødselsdag over flere måneder.
| Peter Bergholt/Peter Götz
Der har været meget energi, mange ressourcer og stor opfindsomhed til det helt store udtræk hos vores venner i Grindsted dette efterår. Anledningen er fejringen af menighedens tilblivelse i 1925.
Jubilæumsbog
I godt to år er der blevet arbejdet på en jubilæumsbog, med Ketty Søgaard, Erhardt Fisker og Chris Engslund som redaktører.
Den fortæller historien om en frikirke på heden og dens mennesker gennem 100 år.
Bogen (178 sider) rummer en perlerække af store og små begivenheder, rigt illustreret med fotos, der pga. sin alder med lidt forskellig kvalitet meget autentisk fortæller historien om en hårdfør og handlingsorienteret menighed, der får sat tingene i gang – og gennemfører dem!
Den er samtidig også et vidnesbyrd om en ydmyghed, der søger at gøre det rigtige i sin tid og en optimistisk tilgang til de muligheder, der viser sig og som bør udnyttes.

Uddrag fra bogen Vækkelsen, der gik over de fattige egne på den jyske hede i begyndelsen af 1900-tallet kunne ikke stoppes. De ’frelste’ samledes i stuerne på gårdene og betalte ofte en høj pris for at deltage: For frem ville de, over heder og moser gennem sne og frosne veje, hvor isen brast, så hestene sank i mudder til bugen og vognhjulene næsten skjultes i hullerne. Frem ville de mod de mødepladser, hvor folk, med åndeligt begær, ventede på at høre frelsens glade budskab. (Uddrag fra bogen, Vestermarkskirken 1925-2025). Sådan er en åndelig vækkelse!! Efterhånden skabtes et behov for i fællesskab at kunne dyrke sin tro, drøfte Bibelens budskab og skabe en fælles vej fremad – udenfor og i afstand til den Folkekirke, hvor det åndelige behov ikke blev mødt. Det blev en længere proces med besøg af mange prædikanter bl.a. Jens Jensen Maar, stifter af Det Danske Missionsforbund og sangevangelisten Santon, der repræsenterede det, der dengang mest gik under navnet Frimissionen. I december 1925 blev menigheden på heden etableret med samlingssteder i Lamborg, Ølgod, Grindsted og Bøvl – og tilknyttet Det Danske Missionsforbund, der endnu i daglig tale kaldtes Frimissionen, som en pendant til Indre Mission. _ Jubilæumsbogen kan købes i Vestermarkskirkens bogsalg til kr. 160,00 - eller bestilles hos Ketty Søgaard, ketty.sogaard@gmail.com til kr. 220,- inkl. forsendelse. |
Grindsted Festuge
Grindsted by afholdt sin festuge 22. a
ugust på Torvet i byen, kun få hundrede meter fra, hvor Vestermarkskirkens første bygning lå, (et Missionshus med navnet, Tabor).
Sammen med servering af kransekage og bobler i Festugeteltet blev den spritnye bog Vestermarkskirken 1925 – 2025, en Frikirkes liv på heden, lanceret af redaktionsgruppen. Omkring 100 mennesker fra byen tog del i dette arrangement.
Åbent Hus
Godt en uge senere, søndag, 31. august, inviterede Vestermarkskirken til Åbent Hus i kirken. Dagen begyndte med en kort gudstjeneste, efterfulgt af taler fra kirkens formand, Henrik Dam, kirkens præst, Charley Stephansen og Billund Kommunes borgmester, Stephanie Storbank.
Dagen blev besøgt af mere end 300 mennesker.

Tapas og Memory Lane
Efter de mange gode og smukke ord blev gæsterne budt på et kæmpe Tapas-bord, som kirkens medlemmer havde bidraget til.
Eftermiddagen bød på shows med Tryllestøv, STOMP med Jimmi Bech, en spejderudstilling af både nyere og ældre effekter og gamle dagbøger, aktiviteter for børn, en billedtur ned af Memory-Lane i form af tre store Roll-up vægge samt masser af hygge og gode snakke.
Kirke i kageform
Afslutningsvis blev deltagerne introduceret for et kæmpe kagebord, hvor der i midten stod en kopi af kirkebygningen ca. 1x1 meter fremstillet i peberkagedej, der indeni var fyldt op med kransekage.
Fødselsdagsfest og festgudstjeneste
I november, lørdag, den 22. holder Vestermarkskirken en jubilæumsfest, der især retter sig mod kirkens daglige brugere og medlemmer.
Til den dag har kirkens tidligere ansatte og formænd fået en speciel invitation.
Vi lægger op til en aften fyldt med taknemmelighed, god mad, underholdning, anekdoter, lovsang m.v., skriver Peter Bergholt.
Dagen efter vil gudstjenesten have et ekstra festligt præg, hvor generalsekretær for Evangelisk Frikirke, John Nielsen, også vil deltage.
Den helt rigtige dag
Menigheden på heden, der i dag hedder Vestermarkskirken, blev formelt stiftet den 28. december 1925 – og det udløser en særlig gudstjeneste den 28. dec. i år med fokus på taknemmelighed for de første 100 år – og en forventning til det, der ligger foran for en levende og altid visionær kirke.








Kommentarer