Fire uger i bøn for Evangelisk Frikirke
- Evangelisk Frikirke Danmark
- 3. jul.
- 3 min læsning
| John Nielsen, generalsekretær
Fra den spæde kirkes begyndelse har den fælles bøn været en vigtig del af kirkens liv. Jesus lærte sine disciple at bede. Selvom han senere vendte tilbage til himlen og sendte Helligånden som en ny værdifuld kraftkilde for den nyfødte kirke, fortsatte de med at gøre brug af bønnens kilde.
I Apostlenes Gerninger får vi at vide, at de alle i enighed holdt fast ved bønnen, Ap.G.1,14, og senere står der, at ”de opløftede alle som en deres røst og bad til Gud”, Ap.G.4,24.
Bønnen var ikke bare en privat sag mellem den enkelte og Gud. Det var noget de havde fælles. Derfor kalder vi også til fælles bøn for Evangelisk Frikirke Danmark. Vi gjorde det i juni måned, og vi gør det igen i september.
At være fælles i bøn betyder ikke nødvendigvis, at vi alle mødes samme sted, selvom en stor national bedesamling på Rådhuspladsen i København kunne være fantastisk. Den mulighed har vi dog ikke umiddelbart. Men selvom vi beder forskellige steder rundt omkring i landet, kan vi godt være sammen i bønnen. Det kan vi, når vi har et fælles fokus. Gennem fire uger beder vi i fællesskab i hjemmene og i kirkerne ind i de samme behov.
Vi beder for mission i Danmark
I den første uge beder vi for den missionsopgave kirken har i Danmark. Her er det oplagt at bede, som vi gør i Fader Vor: ”Komme dit rige”. Det er også oplagt at bede, som Jesus udfordrede til, nemlig at bede om at høstens herre må sende arbejdere ud til sin høst. Lad os bede om, at flere mennesker i vores fællesskab vil opleve sig kaldet til mission i Danmark. Lad os bede om, at vi må få en pionerånd over vores kirkesamfund, så vi kan nå længere ud med evangeliet og plante nye menigheder blandt forskellige grupper af mennesker i vores samfund. Lad os bede om en ny kreativitet i det at dele evangeliet i vores land.
Vi beder for menigheder og præster
I den anden uge beder vi for alle menighederne, for præsterne og for alle andre medarbejdere i menighederne. Vi beder ikke bare for vores egen menighed, men for hinandens menigheder. Lad os bede om at Åndens vind må blæse over menighederne og skabe noget nyt og friskt. Lad os bede for vores præster, og lad os bede om, at Gud også kalder flere mennesker ind i den tjeneste.
Vi beder for nationale medarbejdere
I den tredje uge beder vi for alle, der har nationalt ansvar. Vi beder for landsledelsen og generalsekretæren. For de ansatte på sekretariatet og for EFBU´s ledelse. Lad os bede om visdom til at lede og knytte menighederne sammen i en udfordrende tid.
Lad os bede om nye visioner og fremtidstro forvores kirkesamfund og for vores børne- og ungdomsarbejde.
Vi beder for international mission
I den fjerde uge beder vi for vores internationale mission i Ghana, Grønland, Rumænien, Thailand og Myanmar. Vi beder for alle medarbejderne på de enkelte steder og for alle dem, der hjemme i Danmark er involveret i det internationale missionsarbejde.
Få inspiration til din bøn
Hent inspiration til din bøn ved at besøge Evangelisk Frikirke Danmarks hjemmeside. Her kan du blandt læse om alle initiativerne i international mission. Du kan også finde links til alle de lokale menigheder, som du opfordres til at bede for. Har du ikke allerede fået en bedefolder, kan du få et eksemplar i din lokale kirke.
Comments