top of page

FORANDRINGENS VELSIGNELSE



|   Af John Nielsen, generalsekretær



Sneen har dækket det landskab, jeg ser ud på fra mit kontorvindue. Solen skinner over de hvidklædte bakker og bilerne gemmer sig under sneen. Det bliver ikke smukkere. Efter mange dage med gråvejr og regn, kan jeg ikke lade være med at tænke, at det er forandringens velsignelse. Men uanset hvor smukt det er, kan det ikke fortsætte sådan her altid. Sneen smelter måske allerede i morgen. Der kommer igen dage med regn og blæst. Men det er også nødvendigt. Vi har brug for forandringerne i naturen. 


Hvordan har du det med forandring? 

Det er let nok at glæde sig over de forandringer, der sker i naturen. Men hvordan har du det med forandringer, hvis det berører dit liv og din kirke? Selvom forandring er en livsnødvendighed, ser mange helst, at alting bliver, som det plejer at være. Vi er trygge ved det kendte. Vi er usikre overfor det nye. Men sådan behøver det ikke at være. Forandring kan være en kilde til velsignelse. 


Medarbejdere på forandring

Nogle forandringer kommer af sig selv. De forandringer, der sker i naturen, er vi ikke herre over. Andre forandringer sker kun, hvis vi våger at gøre noget. Det gælder i aller højeste grad også i kirken. Holder vi altid krampagtigt fast i det kendte, risikerer vi, at kirken mister sin livskraft. Våger vi at lukke op for og være medarbejdere på forandring, skaber vi grobund for, at noget nyt kan vokse frem. 


Bibelen er én stor fortælling om forandring 

Det begyndte med, at Gud skabte lys i mørket og orden i kaos. Det fortsatte med, at Gud kaldte nogle mennesker til at gøre noget nyt. At bygge en ark. At bevæge sig i retningen af et nyt sted, og så videre. I Det Nye Testamente er den store forandring, at Gud sender sin søn og dernæst sin Ånd ind i verden. Så kalder han folk til forandring med ordene ”Omvend jer, for Guds rige er kommet nær”. Dernæst sender han sine efterfølgere ud på en mission, der rækker så vidt som indtil verdens ende. Inden da havde han trænet sine disciple i forandringens skole. Uden nogle menneskers villighed til forandring, havde evangeliet aldrig nået os!


Spørgsmål til eftertanke

Her ved begyndelsen af det nye år, vil jeg udfordre dig og din kirke med to spørgsmål til eftertanke:

Er der noget, du skal forandre i dit liv?

Er der noget, vi sammen skal forandre i kirken? 

 
 
 

Comentarios


bottom of page