top of page

Ghana - En imponerende udvikling i et fattigt land


Tina sammen med Agaerthe, Franscisa, Janet og Matilde


"I love you, Lord, oh your mercy never fails me All my days, I´ve been held in your hands From the moment that I wake up Untill I lay my head Oh I will sing of the goodness of God "

Med denne sang afslutter Father's Home deres årsberetning for 2022. Endnu et år med en masse glade børn, som spiller fodbold, kører i karrusel og skubber hinanden omkring på alt, hvad der har hjul. Et år med unge på gymnasiet og på universitetet. Et år, hvor FH har støttet et fattigere børnehjem i nærheden samt givet støtte til 68 enker og enkemænd.


Tilsynsbesøg

En lille delegation fra DK besøgte Father's Home (FH) i sidste halvdel af februar. Vi kunne konstatere, at børn, unge og ansatte har det godt. Bygningerne vedligeholdes. En ny bygning var kommet til, fordi en rigmand har foræret FH et bibliotek. FH er stadig en organisation, som vi har tillid til, og som vi ønsker at støtte.


20-års jubilæum for partnerskabet

Det var skønt at fejre jubilæum sammen med FH. Små børn tog imod os og bød os velkommen. Større børn dansede og reciterede digte for os. Og voksne holdt taler, hvor vi blev mindet om alt det, der er sket igennem de sidste 20 år. En udvikling fra en bygning og syv børn til to grunde med bygninger, fire mødre med tilsammen 38 børn. I alt 95 børn og unge i alt under FH's vinger foruden fiskefarm, grøntsagsdyrkning og skole; en imponerende udvikling i et fattigt land.


Helena græd uafbrudt

Helena, en af FH’s unge voksne, sang den sang, der står i det grønne felt til venstre, hvorefter hun fortalte sin historie, som jeg her gengiver i korte træk.

Hun ankom til FH i juli 2001, da hun var 1½ år gammelt. Hun græd uafbrudt, fordi hun havde ondt i munden, da hendes tænder var rådne. De tog hende på sygehuset, hvor hun fik ryddet munden. Det hjalp. Senere kom hun i skole, på gymnasiet og på universitetet, hvor hun tog en bachelor i engelsk. Hun skrev sin bachelor om natten, fordi hun ikke havde en pc og kun kunne låne en af en kollegiekammerat, når denne ikke selv skulle bruge den. (Siden da har vi i udvalget gjort, hvad vi kunne for at skaffe de unge studerende pc’er.)


Ordineret præst

Helena er for nyligt blevet ordineret til præst i den lokale kirke, hvor hun leder lovsangen, hvis hun ikke selv prædiker. Og for ½ år siden begyndte hun på en mastergrad i engelsk i håb om en dag selv at få mulighed for at undervise i engelsk på universitetet. Et dejligt vidnesbyrd om et forvandlet liv!


Tak til Tylstrup og Vadum

De to genbrugsbutikker havde givet flotte jubilæumsdonationer, som gjorde det muligt for os at give gaver i form af skubbebiler og cykler til børnene og et bordtennisbord til de unge; gaver som giver mange timers god leg. Derudover gav vi frugttræer til familierne og pengegaver til alle ansatte som en anerkendelse og tak for deres store arbejde. Det var en dejlig dag, og vi bringer en stor tak tilbage til alle ansatte i genbrugsbutikkerne i Tylstrup og Vadum.


Drøftelse af partnerskabet

Tirsdag havde vi partnerskabsdrøftelse. I et partnerskab har parterne den samme indflydelse på ideer og idéudvikling, og også det samme ansvar for organisationens aktiviteter. Sådan var virkeligheden i FH's spæde start, men sådan har virkeligheden reelt ikke været de sidste mange år. De gode folk på FH har selv helt styr på deres ideer og idéudvikling, de har selv styr på driften, økonomien og på deres prioriteringer. Vi har stor tillid til dem, for de har ikke givet os grund til andet. I år skulle partnerskabsaftalen ifølge det sædvanlige rul fornyes, men vi valgte i stedet at tage en grundig drøftelse af vores relation, af vores forventninger og tillid til hinanden og af vores kærlighed til arbejdet.


En ny aftale

Denne drøftelse endte med en ny aftale, en samarbejdsaftale, som bedre afspejler den reelle virkelighed. Vi brugte tid på at se hinanden i øjnene og sikre os, at alle havde tillid til den nye aftale og var tilfredse med den nye ordlyd. Det var en god oplevelse at tage denne drøftelse. Jeg vil gerne understrege, at dette ikke får nogen indflydelse på vores støtte; vi vil stadig have FH i vores hjerter, bede for FH, hjælpe dem med knowhow hvor vi kan samt give dem økonomisk hjælp, som vi hele tiden har gjort. Dette er ikke et skridt væk fra FH men derimod en anerkendelse af, at de i dag selv kan tage et større ansvar for organisationen.


Kerneydelsen

Måske nogle læsere kan huske den lille Nhyira, der som to-årig kom til børnehjemmet i maj 2021. Hun var tvangsfjernet, da hendes mor drak og derfor ikke kunne passe på hende. Nhyira var underernæret, fejlernæret, alkoholskadet og tidligt skadet. På den første lille film, som Rosemond sendte til mig, sitrede Nhyira af abstinenser og kunne ikke gå. Da vi besøgte børnehjemmet i 2022, dansede Nhyira omkring og legede med de andre børn, om end hendes blik var noget fjernt. I år så vi en Nhyira, som stadig var lidt træt i blikket, men som var meget mere nærværende og kvik, end vi havde turdet håbe på. Der er ingen tvivl om, at kærlighed og omsorg har gjort en kæmpe forskel i Nhyiras liv. Vi glæder os til at se hende igen næste gang! Og vi er fulde af beundring for de hårdtarbejdende mødre, som giver disse forsømte børn et nyt liv med tryghed og kærlighed. Dette er FH's kerneydelse, og det lykkes de fantastisk godt med.


Tak til alle, som bærer FH i deres hjerter, som beder for organisationen og som støtter økonomisk. I gør en stor forskel i forarmede børns liv!


Du kan støtte Father's Home Care Ministries og dermed vores arbejde i Ghana ved:

Mobile Pay: 535924

eller

Bankoverførsel: Reg.: 2374 Konto: 0370110700 - Mærkes: Fathers Home






92 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page