top of page

Girls Only

En klub for piger mellem 11 og 14





|   Af Lilian Ryborg, Thisted 



Ideen til Girls Only konceptet, i daglig tale GO, fik jeg i sommeren 2021. Jeg delte konceptet i en brainstorm, hvor vi skulle drøfte idéer til det fremtidige arbejde med børn og teenagere i vores kirke. Bodil Fodgaard fangede straks idéen, og vi gik i gang med at planlægge opstarten. Jeg kunne virkelig mærke en brand for at gøre noget specielt for piger.


Pigeunivers

GO blev en realitet i efteråret 2021. Takket være støtte fra EFBU til etablering på ca. kr. 10.000, kunne vi indrette et rigtigt pigeunivers og købe forskellige krea ting og spil. Endvidere fik vi penge til at starte op med en tur i bowlingcenteret. Der kom 10 piger til det første arrangement.


Forfriskning, bøn, kreativitet og udflugter

Vores koncept er, at vi mødes onsdag i lige uger fra kl. 16 - 18.  Vi begynder altid med en forfriskning i vores bar. Derefter holder vi en andagt og beder sammen. Vi har derefter en eller flere aktiviteter, laver krea, leger, spiller, har besøg af kvinder, der fortæller f.eks. fra missionsture i Afrika, Thailand og Grønland. Vi tager på udflugter til bl.a. AKO-genbrug, glaskunst, svømmehal og klatring. 


Månedlig spisedag 

Den første GO onsdag i måneden falder sammen med kirkens Mad Onsdag, som er for alle i kirken. 

Her spiser GO med, og pigernes familier inviteres til at komme og være med. Vi oplever, at 3-4 af pigernes forældre og evt. søskende kommer og spiser med. Det er en super anledning til at lære forældrene at kende, og de lærer hinanden indbyrdes at kende.

Bodil og jeg er de bærende kræfter i GO, og vi supplerer hinanden rigtig godt. Pigerne driller os med, at vi er gamle (Bodil er 70 år og jeg er 53 år) så lidt ret har de da …… Vi har de sidste 2 år haft mange andre kvinder med til vores samlinger, som bidrager med noget, de er rigtig gode til. Vi oplever en utrolig stor opbakning til vores arbejde.


Sommerferietilbud

Thisted Kommune tilbyder hver sommer at samle en masse tilbud til børn, som kommunens foreninger byder ind med. Vi har de sidste to somre afholdt Girls Only som et sommerferietilbud. Første år kom der 8 og i år kom der 15, som var det maksimale, vi kunne være. 

Det har været en virkelig god oplevelse, og en god måde at reklamere på. Efter sommerferien havde vi den glæde, at der dukkede en af pigerne op, som havde deltaget i sommerferieaktivitet. Hun havde hele sommeren plaget sine forældre om at starte op. Forældrene har ikke tilknytning til kirken, men de er så glade for, at deres datter har fundet et fællesskab med piger, hvor hun føler sig velkommen og tilpas. Forældrene er begyndt at deltage i fællesspisningen og lærer dermed andre forældre og folk fra kirken at kende. 

Vi har i dag 8 medlemmer i GO, og i gennemsnit kommer der 5-6 hver gang. Vi har piger fra andre kirker i byen og piger, der ikke har kirkebaggrund. Pigerne fortæller, at de rigtig gerne vil, at vi kan holde GO hver uge, men så må vi fortælle dem, at vi ledere jo er lidt “gamle”, så det kan vi ikke holde til.



29 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page