Hilsen fra det høje Nord
- Evangelisk Frikirke Danmark

- 16. jan.
- 3 min læsning
| Af Maria og Jens Sørensen
Tilbage i Uummannaq for at hjælpe til i vores lille menighed heroppe.

Det blev en meget LANG tur herop. Vi rejste fra Billund via København til Nuuk den 8. dec. og det gik helt planmæssigt. Vi landede rettidig og skulle derefter videre til Ilulissat.
Strabadsiøs tur i ti timer
Vi startede også og mellemlandede i Aasiaat, her måtte vi vente på, at det blev bedre vejr i Ilulissat, hvor der var stormvejr. Vi ventede et par timer og håbede på at vinden skulle lægge sig, kaptajnen meddelte at nu forsøger vi, og tanker extra brændstof så vi evt. kan returnere. Vi kom ind over Ilulissat by, kunne se lysene, men der blæste stadig en kraftig vind. Vi forsøgte at lande, men det gik ikke, flyet hoppede og blev kastet op og ned. Der blev så meddelt fra cockpittet: vi kredser over byen og venter på bedre vejr.
Det gjorde vi så i små to timer, og forsøgte igen, men det er nok noget af det værste vi har oplevet, flyet hoppede og dansede, det var godt vi var fastspændt.
Kaptajnen opgav og meddelte at vi måtte returnere til Nuuk, og det tager 1,5 time. Vi havde da været ca. 10 timer i luften den dag, kun med kaffe og småkager. Vi blev installeret på hotel, og fik endelig lidt at spise. Air Greenland meddelte, at vi måske kom videre om to dage.
Nyt forsøg
Onsdag gik turen så til Ilulissat igen, og det lykkedes, men nu var vores fly afgået til Uummannaq, så vi var på venteliste.
Kom igen på hotel og fik at vide at vi måske kunne komme videre på lørdag. Men det var ok for os, for så kunne vi komme til bedemøde i kirken i Ilulissat og til lovsangsaften om fredagen.
Lørdag morgen tog vi i lufthavnen, men her fik at vide at Helikopteren var aflyst, tilbage til hotellet og fik at vide at det først blev tirsdag, vi kunne komme videre.
Så nu kunne vi også få søndagsgudstjenesten med, en dejlig oplevelse at se rigtig mange ’gamle venner’.
Tirsdag tog vi så igen ud til lufthavnen, og denne gang lykkedes det endeligt. Ane Marie Kristiansen, som er menighedens leder i Uummannaq, var der og tog imod os med en varm velkomst efter en virkelig lang tur med både dårlige og gode oplevelser.
Det er rigtig godt at være tilbage her, og de første dage gik med travlhed, bl.a. indkøb af diverse fyld til juleposer.
Igen har Vadum Genbrug sendt midler til dette TAK! Der blev købt til 17 poser som vi delte ud om lørdagen, den 20. dec. Her kom en flok forventningsfulde børn og voksne, der blev sunget julesange og holdt en kort andagt, en dejlig eftermiddag med gensyn af kendte fra tidligere.
Adventsgudstjeneste
Søndag havde vi adventsgudstjeneste, og om eftermiddagen havde vi julefest for børnene. Her kom en god flok - 15 børn med forældre, endnu en dejlig dag var gået.
Det er rigtig dejligt at være tilbage, og få lov til at sprede lys og glæde, at kunne fortælle at LYSET er kommet (selv om det er mørkt udenfor). Det er der virkelig brug for, den første weekend, vi var her, var der 6 personer der valgte at tage deres eget liv (over hele Grønland) heriblandt en tidligere ” klub dreng ” i Ilulissat.
Tak for forbøn
Vi regner med at blive her 2-3 måneder, tak om I vil være med til at bede for menigheden her, at vi må se at mennesker kommer til tro.

Kirken i UummannaqTak for personlig forbøn for helbred og kræfter.




Kommentarer