| Af John Nielsen
Lederforum er Evangelisk Frikirke Danmarks årlige inspirationsdag for ledere i menighederne. Udover præster og menighedsråd håber vi i år også at se mange af menighedernes lovsangsteams og børne- og ungdomsledere.
Lederforum foregår lørdag den 27. januar i Vestermarkskirken i Grindsted, så du skal skynde dig at tilmelde dig. Alle informationer og link til tilmelding findes på Evangelisk Frikirke Danmarks hjemmeside.
Fokus på tilbedelsens betydning og plads
Kan vi inkludere alle generationer i lovsang og tilbedelse? Vi lever i en tid med stigende individualisering og frigørelse fra det traditionelle, hvor egne ønsker og behov kommer før fællesskabet. Det smitter af på vores lovsangskultur i menighederne.
Er det muligt at finde en fælles vej på tværs af musiksmag, stilarter, sprog, forskelligartede forventninger til udtryk, tradition og fornyelse? Det vil Steffen Bay give et bud på, når vi mødes til lederforum i Grindsted lørdag den 27. januar.
Steffen er lovsangsleder og gospelkorleder i Teglgårdskirken, Middelfart (Apostolsk kirke) og har i mange år undervist på ”School of Worship” på Kolding Internationale Højskole. Han har sin kirkelige baggrund i Missionsforbundet Osted, Amager og Sorø og er uddannet på Musikkonservatoriet i København.
Kirke for alle børn
Tid kan være en knap ressource. De lokale kirker bærer ofte på et dybt ønske om at række ud til lokalområdet med tro, håb og kærlighed, men mangler ressourcer. Dorthe Lykke Jensen underviser på Lederforum og vil give praktiske eksempler på, hvordan man kan arrangere events og børneklubber som appellerer til børn og familier i dag, uden at kræve for meget af de frivillige og ansatte. ”Mange børn og forældre, der ikke normalt kommer i kirke, vil faktisk rigtig gerne tale med os om tro og om de store spørgsmål i livet”, siger Dorthe.
Dorthe Jensen er landsleder for Børn & Tro. Uddannet skolelærer og har desuden en Master i Kultur og Teologi med særligt fokus på ledelse og på at række ud til muslimer.
Kirke for unge
Mange unge mistrives i denne tid og kirkerne har svært ved at holde fast i teenagere og unge. Hvad betyder det, at vi har verdens bedste nyheder, og hvad er de gode nyheder ind i en ungdomskultur, som accelererer og som primært har gang i deres eget projekt? Hvordan kan vi skabe kirker, hvor unge føler sig set og mødt? Mød Thomas Willer på Lederforum og hør, hvad han mener om, hvordan kirken kan skabe rum for unges trosliv.
Thomas Willer er præst i Aalborg Vineyard, projektmedarbejder i YFC, foredragsholder om ungdomskultur, sociolog og i gang med en Doctor of Ministry.
Opmerkingen