Landsarbejde ud fra frie lokale menigheder
- Evangelisk Frikirke Danmark

- 11. maj
- 3 min læsning
| Af Brian Kjøller, formand for Landsledelsen
Landsledelsens beretning
Vores formål og hvordan det udleves
Evangelisk Frikirke Danmarks formål og opgave er, at virkeliggøre missionsbefalingen ved at forkynde evangeliet om Jesus Kristus, og virke for den kristne enhed i overensstemmelse med Det Nye Testamente, ud fra de enkelte menigheder og gennem menighedernes fællesarbejde i og udenfor Danmark (jf. vores love og vedtægter).
I bemærkningerne til vores synodeudtalelse om kirke- og menighedssyn fremgår bl.a., at ”den lokale menighed er selvstændig og ikke i kirkeretslig forstand underlagt nogen overordnet myndighed.”
Udfordrende
I denne kontekst kan det nogle gange være svært at se, hvordan udøvelse af lands- og åndelig- ledelse af et sådant (kongregationalistisk) kirkesamfund kan ske.
Vi som landsledelse er glade for og står gerne fast på vores kirkesamfunds tradition med klar respekt for de frie selvstændige menigheders egne beslutningskompetencer.
Vi tænker, at vores ledelsesopgaver skal løses via dialog, vejledning, rådgivning, motivation o.l. og ikke via påbud og bestemmelser.
Vi har haft en del samtaler om vores ledelsesmuligheder med forskellige lokale ledere igennem de seneste år. Vi ønsker ikke et topstyret kirkesamfund, men påtager os med glæde de opgaver, som menighederne har ønsket, skal løses på landsplan, og hvad der i øvrigt følger med at være et nationalt kirkesamfund.
Den tro, og opgave, vi har tilsammen som kristne og kirker, er et stærkt nok grundlag for et holdbart inkluderende fællesskab.
Vi har igen i 2025 været fælles om international mission, sommerkonference, lederforum, præstesamling, formands- og kasserermøder, sekretariatsbetjening, Eftertryk, børne- og ungdomsarbejde, efterskole mm. Alt dette ville de enkelte menigheder ikke kunne løfte alene. Fællesarbejdet er derfor vigtigt.
Kirke og homoseksualitet
Efter landsledens udtalelse om medlemskab, tjeneste og vielse i januar 2024 er diskussionerne fortsat og skaber stadig tvivl om vores sammenhængskraft særligt blandt vores præster og nogle af menighedsformændene. Vi arbejdede for at opnå enighed på området, men det opnåede vi ikke.
I et kirkesamfund som vores er det et vilkår, at vi ikke nødvendigvis er enige om alt, men vi oplever stadig, at vi er enige om alt det vigtigste. Alle står bag de oldkirkelige trosbekendelser, vores synodeudtalelse, Tro til Tiden og vores love og vedtægter.
Tro og Liv – sommerkonference
I 2025 afholdt vi Tro og Liv – Sommerkonference i Mariager sammen med EFBU. Det blev en fantastisk uge, med et klart kald til liv og tjeneste. Vi ser allerede frem til uge 30 i år, hvor vi igen skal samles i Mariager.
Vision og struktur
Som vedtaget på årsmødet i 2024 har vi set på vores interne måder at arbejde på. Vi har overvejet mange idéer til ændringer, men fandt, at vores nuværende rammer er gode og fornuftige, og de er ikke til hinder for, at vi kan arbejde for vores formål. I respekt for vores kongregationalistiske kirke- og menighedssyn kom vi kun frem til få og mindre forslag til ændringer, som fx skal sikre en bedre proces omkring godkendelse af vores årsregnskab, samt en bedre tidsmæssig placering af vores årsmøder. Forslagene har vi vendt med menighedernes formænd, og vi regner med en klar opbakning hertil.
Årsmøde 2027
I 2027 forventer vi at afholde vores årsmøde på årets Tro og Liv – Sommerkonference, men det kræver selvfølgelig, at årsmøde 2026 stemmer ja til forslagene til vores love og vedtægter.
Landsledelsen har i 2025 bestået af John Nielsen, Annette Lundgaard, Thomas Baldur, Rikke Obasi, Benny Gohr Jensen, Nana Holm Gren, EFBU’s formand Katrine Møller Frederiksen og undertegnede.




Kommentarer