top of page

Mandekonference i Grindsted

Med en stemning, så selv bordverset kunne give kuldegysninger





|   Af Kristian Sloth


Det var med spænding, at vi i ledergruppen for konferencen mødte op i Vestermarkskirken fredag morgen for at spise morgenmad med det norske team Netverk for Menn. Nu var dagen kommet. Alt hvad vi kunne gøre klar, var klar og vi glædede os! Men vi var også lidt spændte på, om vi havde styr på det hele. 


Aldrig prøvet det før

Vi er jo trods alt bare 5 helt almindelige mænd, som aldrig har gjort noget lignende før. Kl. 17.00 åbnede vi dørene og ind vandrede den ene flok mænd efter den anden. I løbet af en time summede Hall’en i Vestermarkskirken af snak og hygge. Nu var vi i gang og der var mange forskellige forventninger til sådan et arrangement. 

De næste timer skulle frem mod midnat rumme tre samlinger: Åbningsmøde – aftenmøde – lovsangsfest inkl. 2 serveringer og det gerne på en måde, der ikke virkede stressende. Alle havde fået tildelt et bord og var sat sammen med tilfældige andre deltagere for at åbne op for samtalen fra starten. 


Ikke kun job og biler

Rundt ved bordene blev der hurtigt hilst høfligt som man jo bør, men så blev snakken hurtigt dybere og mere personlig. Det var tydeligt at vi ikke bare var her for at snakke om biler og job. Noget vigtigere var i spil. 

Aftenmødet begyndte med super lovsang og undervisning. Allerede første aften var der godt gang i forbøns teamet. Mange var blevet udfordret af budskabet og ville give respons på dette. Efter endnu et godt måltid var der lovsangs koncert med Bjørn Aslaksen fra Norge som med en god blanding af lovsange sluttede dagen af på en super god måde. 


Fællesskab

Lørdag startede med morgenmad kl. 9.00 – 10.00. Der var bare en lyst til at være sammen, så til trods for at mødet først skulle begynde kl. 11 var kirken fyldt af liv allerede fra kl. 9.00. 

Lørdagen gik med gode møder, seminarer, gåture med en ven eller alene med Helligånden og ikke mindst måltidsfællesskaber. 




Kl. præcis 20.30 var vi færdige med sidste møde. Ca. en time senere sænkede roen sig over lokalerne, alt var ryddet på plads og gjort klar til gudstjeneste dagen efter. De fleste var rejst hjemover og de sidste, der var tilbage, snakkede om weekendens oplevelser. 

Vi kiggede hinanden i øjnene og måtte konstatere at Det havde været en fantastisk weekend. Gud havde mødt mange mænd og som Paul Conrad konstaterede på aftenmødet, ”der er blevet truffet mange beslutninger allerede”. 

Da vi søndag eftermiddag evaluerede weekenden sammen med lederteamet fra Norge var det med stor taknemlighed i vore hjerter, at vi delte oplevelser og vidnesbyrd med hinanden. Gud havde virkelig fået lov at røre hjerterne på deltagerne, og vi tror og beder om, at de beslutninger der er truffet, vil være med til at skabe forandringer i hjem og familier rundt om i hele landet. 



Udtalelser fra et par deltagere:

Jim Brandt

"Hejsa, tak for et godt arrangement i weekenden. Jeg havde tilmeldt mig konferencen, som en god ven syntes jeg skulle tage med til selvom jeg var vægrede mig lidt.

Men da vi kom til dagen, havde min hustru fået konstateret blodprop i lungerne. Kunne jeg tage af sted, nej ikke på stående fod og da vi fik beskeden fra lægen, gik jeg i nedsmeltning og kørte en tur, hvor Gud og jeg lige fik en 1:1 samtale. Frustreret, skuffet og ked af det.  

Da jeg kom tilbage til sygehuset, opfordrede min hustru mig til at tage afsted. Vi skulle dog lige have svar fra de sidste undersøgelser, inden jeg tog af sted til Grindsted. 

Det føltes rigtigt at være til stede og jeg fik flere gode samtaler under konferencen.

Der var en åbenhed til stede blandt os ved bordene. Ikke mindst var undervisningen og seminarerne gode og brugbare samt reflekterende. Sådan et forum må skabes igen."


Gert

"Jeg har været utrolig glad for mandekonferencen. Både de forskellige programpunkter og samværet mellem møderne. Ved en afsluttende evaluering bad vi for hinanden. Jeg havde under konferencen haft smerter i mit højre knæ. Det bad vi for og bagefter kunne jeg gå normalt på benet. Dog med lidt smerter. Det var en stor oplevelse for mig. Jeg er så taknemlig for at jeg også på den måde måtte mærke Guds nærvær."


Jens Nørgaard Gregersen

"Flot at I satsede og arrangerede disse dage. Min forventning af Guds nærvær blandt os brødre blev indfriet til fulde. 

At se granvoksne mænd lovsynge for fuld drøn fredag aften var, stort (er selv lovsanger i Tønder frikirke), ikke mindst ledet af Allan og de dygtige drenge med ham. Plads til samtaler rundt om bordene var inspirerende, brødre fra andre kirkesamfund og med forskellige baggrund, i en åbenhed der sjældent ses.

Fokus var for mig dette store emne: Den manglende fader i drengens/mandens liv. Det blev godt uddybet i den omdelte bog ”Den maskuline rejse”, v/John Eldredge, og har på mange områder sat en dyb refleksion i gang. Hertil også det inspirerende indlæg ved Ruben Knudsen, hans egne erfaringer fra hans virke og liv, der bekræftede, at vi mænd ofte går med huller og måske endda revner i livet, som kun Gud kan fylde ud, så vi kan opleve, at blive hele mænd, mænd som er skabt i Guds billede.

Må dette arbejde fortsætte. Jeg tror det har sat mange ting i gang og skabt en større længsel efter Gud."



12 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page