top of page

NY START PÅ EFTERSKOLEN LINDENBORG

Det har været en aktiv tid for både elever og personale på Efterskolen Lindenborg de første uger


|   Af Peter Götz


Det er en kunst at få alle med ind i et fællesskab hvor de føler sig set og hørt. Derfor går den første tid med initiativer, der skal hjælpe alle ind i fællesskabet. 

En af intro-aktiviteterne er, at eleverne bliver sendt på nogle walk-and-talk ture, og det er jo naturligvis med nogen de aldrig har mødt før.

Etablering af familiegrupper er en helt basal grundsten i fællesskabet, hvor 8-9 elever mødes hver uge med en lærer. Og naturligvis er det altid et hit med muligheden for at løbe ned til fjorden for at få en dukkert.

En vigtig begivenhed for at ryste holdet sammen har været en intro-tur til Orø, hvor eleverne skulle cykle 25 km til færgen, sejle over til øen, udsættes for en masse aktiviteter, overnatte tre gange på øen for derefter at tage hjem igen.


Det praktiske

Så er der naturligvis hele det praktiske oplæg, hvor der ikke er en mor til at gøre rent, men hvor instruktioner i rengøring af egne værelser såvel som fællesarealer skal sættes i system. Også opgaverne i køkkenet skal læres, og her har køkkenchefen, Klavs, introduceret eleverne for en helt ny struktur for deres engagement i køkkenet.


Skolekor og nyt gulv i hallen

Det er et nyt tiltag at skolen nu har et kor. Alle elever er blevet udstyret med Efterskolesangbogen og som korleder har skolen ansat Signe Adrian. 

De mange elever, der har valgt skolen pga. sine gode sportsaktiviteter, glæder sig over et nyt gulv af træ i hallen. Det er en fornøjelse at bruge og vil uden tvivl medføre færre fodskader end det gamle betongulv med en tynd belægning.


Nye roomies

Alle elever skal to gange i året skifte værelse og dermed lære at leve med en ny værelseskammerat. Begrundelsen for dette er, at eleverne skal være åbne for at lære nye elever at kende hele året, lære at bo sammen med flere forskellige som ikke ligner en selv, og så skal det understøtte det store fællesskab.


God flok

Der blev optaget 123 elever ved skoleårets begyndelse og det er en årgang, der tegner til at blive god til både sport og musik samt være inkluderende og initiativrige ift. fællesskabet, siger skolens Viceforstander, Mette Vithus Andersen.



1 visning0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page