| Af Peter Götz
Frikirken på Hovedvejen 219 i Osted kan man nemt køre forbi, men det bør man ikke. For der er de seneste år sket meget nyt, der er et besøg værd.
Det er vanskeligt at finde årsager til at en vej fra at være et sølvbryllupskvarter pludselig bliver en vej med unge familier med mange børn, men sådan går det ofte. Og sådan er billedet også ofte i vores lokale kirker. Unge familier kommer til og trækker andre med og vupti, så er en aldrende menighed på kort tid helt forandret.
Udflyttere
Det er ret tydeligt, at Borup, der ligger 12 minutters kørsel fra Osted, er et yndet udflyttersted for yngre familier fra Hovedstaden. Og kommer man så fra et aktivt kirkemiljø i København er Osted Frikirke et af de nærliggende valg.
Liv og glade dage
Det vrimler for tiden med børn i gudstjenestens første 20 minutter – eller mere hvis vi har nadver først – og for den ældre generation er det naturligvis ren fryd.
For bag de mange børn står der en række familier, der lige så langsomt er ved at blive en del af menighedens ’nye ansigt’.
Forskellige baggrunde
Det er langt fra kun menighedens nye medlemmer, der er ’udefra’. Præsten, Charlotte Willer, har en baggrund i Regen/Kristuskirken i København og før det en opvækst i Apostolsk Kirke. Menighedsrådets formand, Rasmus Højmark, har i mange år haft adskillige opgaver i Baptistkirken, lokalt og nationalt.
Oven i dette er det interessant at se, at ganske mange med en baggrund i Luthersk Mission finder sig til rette i fællesskabet. Så vi er virkeligt et udtryk for Guds brogede børneflok for tiden.
Jakob: "Osted Frikirke er min og min families kirke. Et fællesskab af nærvær, tryghed og autenticitet. En kirke hvor vi deler liv og tro med venner, som står samme sted i livet."
Atmosfæren
Det giver sig selv, at mange nye mennesker skaber en ny atmosfære, hvor nysgerrighed og forsøg på at lære hinanden at kende er fremtrædende.
Det sætter sit præg på gudstjenesterne, hvor tonen er lys, lovsangen glad og kommunikationen i øjenhøjde.
Ny kirkesal
I flere år har ønsket om en ny indretning af kirkesalen været på tale. Nu er det sket.
At være kirke i dag fordrer nogle helt andre og mere fleksible rammer end for 50 år siden. Og det har vi fået.
Det har været en intens og krævende proces at ændre den i øvrigt meget smukke kirkesal til et rum, hvis indretning kan bruges mere smidigt og alsidigt.
I spidsen for arbejdet har vi haft Ulla Sekkelund, der med stor omhyggelighed og ufatteligt mange undersøgelser og samtaler med håndværkere, designere og producenter, uge for uge har fremlagt mulighederne for en arbejdsgruppe – til diskussion og vedtagelse/afvisning.
Resultatet er praktisk, afstemt, gennemført og stilfuldt.
Bernt og Inger: "Med børn og børnebørn på Sjælland valgte vi at flytte hertil fra Bornholm. At finde et godt kristent fællesskab var vigtigt for os. Osted oplever vi som en levende kirke med mange børn. Det glæder man sig over som pensionist og samtidig er vi glade for stadigt at være mobile, så vi kan bidrage med at være på kaffeholdet."
Comments