Skabt til fællesskab

|   Af John Nielsen, generalsekretær

I begyndelsen skabte Gud mennesket. I sit billede skabte han det. Som mand og kvinde skabte han dem. Gud skabte manden og kvinden til fællesskab med hinanden, og han velsignede deres fællesskab. Da de to blev til mange, fik fællesskabsbehovet en større dimension på det almenmenneskelige plan. 

Helt fra begyndelsen lagde Gud frihed til at vælge og behovet for fællesskab ned i mennesket. Et behov for fællesskab med andre mennesker og et behov for fællesskab med skaberen.  

Manden ved drejeskiven 

Mange år senere satte skaberen sig igen ved ”dreje­skiven” for at skabe noget nyt. Friheden som Gud fra begyndelsen havde lagt ned i sit skaberværk, var blevet forvaltet på en sådan måde, at fællesskabet med ham havde lidt skade. Det samme havde fællesskabet mellem mennesker.  Det nye han skabte, kaldte han kirke. 

På trods af det, der var sket op gennem historien, valgte Gud igen at lade frihed og fællesskab præge sin nye skabning. Men manden ved ”drejeskiven” var bevidst om, at den nye skabning var skrøbelig. Mens han kæmpede med at få den formet, forudså han risikoen for, at friheden ville vælge at regere på bekostning af fællesskabet. Derfor bøjede han sine knæ på sin vej til korset og bad om, at den nye skabning måtte holde sammen i enhed. 

Tvillingerne

Mennesket og kirken blev skabt med en frihed som er bedst, når den forvaltes med tanke på fællesskabet. For hverken mennesket eller den enkelte kirke er skabt til at gå enegang. Vi er skabt til fællesskab og fælles vandring. 

Da vores kirkesamfund blev født, blev det skabt med to stærke gener: Frihed og fællesskab. Historien fortæller, at en tidligere leder i vores kirkesamfund kaldte disse to for tvillinger. De har ikke altid gået i takt. Men de er skabt til at følges ad. 

Alvorsord i en brydningstid

I en brydningstid som vi oplever for tiden, er der god grund til at minde om disse to. Vi er frie selvstændige menigheder, men vi er også forbundet med hinanden i et fællesskab af menigheder.

Friheden kan hævde sine rettigheder. Men frihedsrettigheder kan nogle gange blive udlevet på bekostning af fællesskabet. Når det sker, betaler fællesskabet en høj pris for friheden. 

I disse tider må vi alle stræbe efter at bidrage til, at frihed og fællesskab kan finde vej sammen. Sagt med et citat fra vores synodeudtalelse: ”Den enkelte menighed er fri og selvstændig, men friheden skal anvendes således, at den bliver til gavn for den større helhed”. 

For vi er skabt til fællesskab med hinanden!