top of page

Vi byder kongen velkommen





|   Af John Nielsen, generalsekretær


Nytåret har budt på store historiske begivenheder. Dronningen chokerede hele kongeriget, da hun i sin nytårstale meddelte, at hun ville abdicere. 

Vi glæder os over Dronningens lange og gode tjeneste for vores land. Vi glæder os over hendes tydelige tro og hendes sidste ord til hele folket: ”Gud bevare jer alle sammen”. 


Bed for kongehuset

Vi glæder os også over vores nye kongepar, Kong Frederik X og Dronning Mary. 

Disse linjer skrives, mens Dronning Margrethe kører sin sidste tur i guldkaret gennem København. Søndag den 14. januar udnævnes den nye konge. Slotspladsen ved Christiansborg Slot vil fyldes af mennesker, der vil hylde Kongen og Dronningen og vise dem ære og respekt.

Tronskiftet giver anledning til at minde os om, at Paulus i brevet til Timoteus formaner til forbøn for konger og alle i høje stillinger. Lad os bede om visdom og styrke for vores nye konge. Lad os bede om, at han ikke blot arver sin mors trone, men at han også arver hendes stærke tro på Gud. 


Kongernes Konge

I Bibelen beskrives Jesus som konge. 

Han fødtes ind i verden som en konge. Vismændene spurgte: ”Hvor er jødernes nyfødte konge?”

Han red ind i Jerusalem til opfyldelsen af profeten Zakarias’ proklamation: ”Se, din konge kommer til dig”.

Han døde på korset med bogstaverne INRI naglet lige så fast til korset som hans legeme: ”Iesous Nazarenus, Rex, Iudæorum” – ”Jesus fra Nazaret, Jødernes Konge”.

Efter opstandelsen proklamerede han sit kongedømmes omfang, da han sagde: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden”. 

Som konge vendte han tilbage til den himmelske verden og indtog pladsen på tronen.

I Bibelens sidste bog, beskrives Kristus som hele verdens konge iklædt en kappe med følgende inskription: ”Kongernes Konge, og Herrernes Herre”.


Giv kongen ære

Den ene konge bliver vores på grund af en arverækkefølge. Den anden bliver vores, når vi gør ham til konge i vores liv. Lad os hilse dem begge velkommen. Lad os hylde både vores jordiske og vores himmelske konge. 

8 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page