Angeline fra Yangon, lederen af KWEG, besøgte Danmark i december.
Vi var alle begejstrede, da vi midt på sommeren så muligheden for at hente Angeline fra Yangon i Myanmar til Danmark. Anledningen var et 3 ugers kursus i Conflict Transformation afholdt af Danida Fellowship Centre.
Hvad vi ikke forudså var de mange komplikationer, der var knyttet til Angelines rejse. Efter at have opholdt sig i Bangkok i mere end fem måneder af frygt for militærstyret i Myanmar, der ikke ønsker organisationer, der støttes udefra, fik hun fem dage før sin afrejse besked om at hendes visa var klar.
Besøg på Christiansborg
Den 28. nov. landende Angeline i Kastrup med et fly, blev med taxa bragt til sit værelse, hvor hun dels skulle opretholde Corona isolation, dels deltage online i kursets første fire dage.
Derefter var der en mere almindelig studiesituation for hende og de 19 andre deltagere, der alt overvejende var fra det afrikanske kontinent.
At være fra Myanmar betød, at Angeline fik adskillige invitationer, bl.a. fra det danske Udenrigsministerium, der gerne ville høre til forholdene i hendes hjemland. Ønsket om med navn og foto at bringe hendes beretning fra Myanmar afslog hun af sikkerhedsmæssige grunde.
Det var iskoldt!
Da graderne først i december nåede under frysepunktet kunne Angeline fortælle at det koldeste hun nogensinde havde oplevet var 11+ grader. Vi udstyrede hende så godt vi kunne med støvler og frakke.
To gange var Angeline med til gudstjenester. Først i Vanløse og ugen efter i Osted.
Begge steder var det en oplevelse for alle at lægge øre til hendes historie og forholdene, som hun arbejder under for at gøre livet bedre for andre.
Høj pris
Det blev en høj pris for Angeline at deltage på et kursus i DK. Efter sin afrejse herfra landede hun i Bangkok d. 19 dec. Men da Yangon Lufthavn i sidste halvdel af december var lukket for almindelig indflyvning pga. Corona var hendes første mulighed, at komme med et sær-fly fra Bangkok den 28 dec. til Yangon. Derefter skulle hun være i isolation på et hotel i en uge. Så den tur til Danmark kostede hende både julen og nytåret adskilt fra hendes familie.
Vi er i Udvalget for Thailand og Myanmar imidlertid slet ikke i tvivl om, at vores støtte til denne modige kvinde og hendes organisation med 45 medarbejdere er en særdeles meningsfyldt opgave. Vi beder for hende og hendes medarbejdere og for alle de ulykkelige skæbner som de hjælper bl.a. på grund af vores støtte.
Hvad er KWEG?
Comments