ALENE HJEMME

|   Af Steffen Pedersen

Mon ikke mange husker den gamle film om drengen, der ved en forglemmelse fra familien midt i pakkehurlumhejet til ferien blev efterladt alene derhjemme. - Han klarede sig.

Jeg tænkte på det, da jeg sad ved sommerstævnets åbningsmøde i Mariager. Efter nogle års godt samarbejde med Baptistsamfundet omkring dette store sommerarrangement, skulle vi, Evangelisk Frikirke Danmark, nu prøve at være ”alene hjemme”.

Nå, helt alene blev vi jo ikke, for der var god tilslutning også fra venner fra andre frikirker.

Men alligevel.

Nu skulle vi igen prøve at klare opgaven selv.

Og for nu at blive i børneuniverset, så tænkte jeg på historien om den lille høne.

Den historie har jeg læst så mange gange for både børnebørn og oldebørn, at de til sidst kunne den centrale sætning uden af.

Det var historien om hønen, der bad om hjælp til hendes forskellige opgaver, men ingen hjælp fik. Så var det, hun lavede sit valgsprog og sagde ”Så gør jeg det selv” – og det gjorde hun så.

Sådan står der gang på gang i den lille søde historie. Det er den linje, vores gode ledelse i EFD valgte: ”Så gør vi det selv.”

Anderledes og forfriskende

Det synes jeg bestemt lykkedes. Ikke egoistisk og selvsikkert, men med gode erfaringer i bagagen og nyskabende tanker og med inspiration fra de unge, blev det et godt stævne.

Nuvel. Jeg var der kun de to første dage, og jeg var nok den ældste deltager.  I hvert fald er jeg – tror jeg – den eneste nulevende, der er barnevelsignet af Missionsforbundets ”høvding” og stifter, Jens Jensen Maar, og det var helt tilbage i sommeren 1929. 

Så min vurderingsevne har selvfølgelig visse begrænsninger.

Men det var godt at være med på stævnet. Det var forfriskende anderledes, end da jeg, sammen med 6 andre mænd i forbundsrådet ved højtidelige anledninger sad på platformen i mørke jakkesæt, og af de unge blev kaldt ”de syv sorte mænd”.

Med trommer stok og rollator

I år måtte og kunne min rollator og min farfars gamle sølvbeslåede stok udmærket klare det, når lovsangsgruppen skruede op for lyden. Begge dele, stokken og rollatoren. vibrerede lidt, når trommerne udtrykte ekstra begejstring, men så kunne jeg da bare tage høreapparaterne ud og glæde mig over teksterne på skærmen. 

For teksterne, havde jo det samme gode budskab, budskabet, som jeg husker fra tiden med menighedernes strengekor, om Guds kald, om overgivelse, om kald til tjeneste, om livet sammen med Jesus og glæden i Ham.

De samme temaer lød stærkt fra talerstolen, så jeg kunne nok bære over med savnet af de gode sange og salmer fra vores rige salmeskat, fra Kingo, Brorson, Grundtvig og Santon.

I stedet kunne jeg glæde mig over vor tids nye trubadurer, bl.a. når Gunni Bjørsted tog os med og foredrog og fremførte sine fine digte, sange og nye salmer. 

”God morgen Gud”- og ”God aften Gud” – arrangementerne i børnehøjde, skabte gode minder fra søndagsskoletiden, junior- og spejderlejre og var fine indslag mellem de mere tankekrævende programpunkter.

Varmt

Derimod tror jeg ”Kaffe på Tværs” med fordel kunne arrangeres anderledes, men der var nu også så grumme varmt den eftermiddag i det bagende, men dejligt solskin.

Jeg kørte glad og opmuntret hjem, efter de to dage på stævnet.

 Måske kommer jeg igen næste år, hvis altså min datter og svigersøn igen vil være chauffører, og hvis Jesus ikke er kommet og har hentet os forinden.