At være kirke i en urolig eller en utrolig tid?

|   Af Tabitha Lessmann 

Årets Lederforum i EFD blev et samlingspunkt på tværs af lokale menigheder, foreninger, funktioner og generationer. 

Årets Lederforum i EFD blev et samlingspunkt på tværs af lokale menigheder, foreninger, funktioner og generationer. 

I år var temaet “at være kirke i en urolig tid”, og det var netop denne spænding, John Nielsen foldede ud i sin indledning. Han sagde, at emnet blev valgt for noget tid siden, men at verden siden da kun er blevet endnu mere præget af uro. 

Alligevel udfordrede han os med et perspektivskifte: At være kirke i en urolig tid eller at være kirke i en utrolig tid?

Krig og kriser

Midt i krig, kriser og frygt oplever vi samtidig en ny åbenhed for tro, hvor mennesker, der før holdt afstand, nu stiller spørgsmål og søger fællesskab. John pegede på, at vores opgave ikke blot er at håndtere uroen, men at omfavne de mennesker, der i denne tid banker på kirkens dør. 

Med afsæt i Guds løfter mindede han os om, at selv når fundamenter rystes, rokker Guds trofasthed sig ikke. Vi kan ikke altid se langt frem, men vi kan se langt nok til at tage næste skridt, og Jesus går med.

Kaos er ikke noget nyt

Andreas Bøge, ung sognepræst i Ansgars Kirken i Aalborg, satte vores tid ind i et større historisk perspektiv og sagde med skarp klarhed: “Nyheden er, at verden er blevet usikker og urolig … for de privilegerede.”  Verden har altid været præget af uro, men det er nyt for os, der har levet i en usædvanlig stabil periode - måske er det netop derfor, vi taler så meget om det nu. 

Når det koster at tro

Andreas udfordrede os til at træde ud af forestillingen om, at livet kan kontrolleres eller fikses; livet er ikke et regnestykke, der skal løses, og mindede os om, at kirken ofte vokser stærkest dér, hvor det koster noget at tro. Måske hænger den åndelige søgen i vores tid sammen med, at vores egen selvfølgelige tryghed er blevet rystet. Andreas mindede os også om ordene fra Salme 23: Herren er vores hyrde, vi lider ingen nød. Han lader os ligge i grønne enge og leder os til det stille vand. Vi har brug for lyset, så vi kan se, hvor den næste fod skal sættes, for selv om vi går i mørkets dal, frygter vi intet ondt, fordi Gud er hos os.

Ikke præstere men være

Gitte Møller Thomsen, landsleder for Alpha Danmark, førte os videre ind i kernen af kirkens kald, discipelskab. 

Hun stillede spørgsmålet om, hvad vores succeskriterium egentlig er: antal fremmødte eller forvandlede liv, og understregede, at målet er bevægelsen fra information til transformation. “When you do discipleship, you get discipled yourself,” sagde hun og mindede os om, at discipelskab aldrig er envejs.

Hun afsluttede med en enkel, men dybtgående bøn: “Lord of the harvest, please send labourers into your vineyard,” og pegede på, at mission ikke først og fremmest bæres af vores præstationer, men af Guds Ånd. Vi skal ikke præstere, vi skal være.

Gitte samlede det i fire konkrete opfordringer til, hvordan vi kan være kirke i en urolig tid:

1. Hold sammen i fællesskabet, for det er en holdsport.

2. Lev i Jesus og lær ham bedre at kende.

3. Vær i mission i Helligåndens kraft.

4. Afhold Alpha.

Hvor dit hjerte er

Claus Bækgaard, ny generalsekretær i FrikirkeNet, rundede dagen af med en tydelig opfordring til frimodighed midt i uroen og lod ordene stå klart: “Ifør jer Guds fulde rustning.” 

Han talte om, hvordan det, vi retter vores opmærksomhed mod, former vores hjerte, og hvordan vi i en tid med mange stemmer må vælge at stå stærke i Herren, for hvor vores skat er, dér vil vores hjerte også være.

Lederforum blev dermed ikke blot en samtale om uro, men en påmindelse om kald, retning og håb, og om at vi måske netop nu lever i en utrolig tid, hvor Gud er i gang med noget større, end vi først aner.

“Hvad jeg gør, forstår du ikke nu, men senere skal du forstå det.” - Johannesevangeliet 13,7