DEN STILLE SAGTE SUSEN

|   Af Jeanette Munksbøl

1. Kongebog 19,11-13

Gud er god! 

Og vil os det godt! 

Der er altid en helt særlig vej for hver eneste af os, og dén går vi aldrig alene!

Gud er så meget større end de rammer, vi har skabt og stadig skaber for at rumme ham.

Gud er udenfor kategori!

Vi rummer ham glimtvis - og fatter af og til en flig af det ufattelige.

Som når en stjerne lyser i den sorte vandpyt, eller en enkelt fisk bryder overfladen på den dybe blanke bjergsø.

Som i det øjeblik, en nyfødt åbner sine øjne første gang, og vi får lov at se direkte ind i en uberørt uendelig verden af sandhed og liv - et stykke af Gud midt i sjælen.

Et glimt af evighed og Gud, et stykke helligdom midt i os selv. 

De gamle kaldte det RUAH!

Ånd, åndepust, åndedrag!

De kaldte det Den Stille Sagte Susen.

Profeten skjulte sig mod uvejret i en grotte og stående i hulens indgang midt i torden og lynild og orkanens rasen tænkte han, at i dét måtte Gud være - i det infernalske spektakel, i elementernes rasen og bulder og brag.

I magtdemonstrationen.

I dén måtte Gud tale til ham...

Men ingenting mødte profeten, intet kærligt budskab eller nogen guddommelig trøst! 

Ingen vældig røst hørte han tale til sig fra de vældige bølger og den hylende vind. 

Alt var blot buldren og støj!

Så kom den, den Stille Sagte Susen. 

Og i dén var Gud! 

I dén hørte profeten dét, han havde brug for.

Den Stille Sagte Susen!

I blikket hos en nyfødt, i barnets lille bløde hånd i min den større, i løget der spirer under jorden i stilhed, i kornet, som vokser på marken, i havenes dyb og jordens floder, og i suset fra svaner og ænder og gæs.

I det taknemlige blik hos den gamle, hvis hånd nogen holder i de sidste timer, før ånden vender tilbage til det sted, hvorfra den nyfødte kom og bragte den med.

Guds tanker er større end vores, og hans planer er højere, end vi begriber!

Og dog er det i vindens sagte susen han høres, når vi lytter...

Dén vind, som blæser hvorhen den vil, hvisker til det hellige sted inden i os.

Hvisker, at Gud er stor og kun fattes stykkevis og rummes i bidder!

Vi begriber ham ikke, og kan ikke regne ham ud!

Han bor i os og er omkring os!

Uden ham tumler vi omkring på må og få og kastes hid og did af livets kastevinde og stormende tragedier.

Uden ham er vi som skibe uden ror midt i livets orkaner.

Når vi glemmer at lytte, eller kun lytter til stormen i verden, jubler vi, når vi skulle græde - og sørger, når vi burde gå fortrøstningsfuldt af sted.

Gud er større end bulder og brag og alverdens omstændigheder og er altid for os og med os - selv, når vi selv er imod os!

I dag vil jeg lytte med ånden og holde hjertet i hånden på trods af al verdens larm og spektakel!

~ Jeanette M