Frie og forbundne

|   Af Peter Götz

Hvem har det endelige ledelsesansvar i et kongregationalistisk kirkesamfund som Evangelisk Frikirke Danmark?

Ideen om at de enkelte menigheder selv bærer ansvaret for både den daglige praksis og den teologiske retning passer ikke så godt sammen med ønsket om stærke ledere, der skal sætte kursen. Det er dog virkeligheden for de lokale kirker i Evangelisk Frikirke Danmark. 

Den enkelte menighed har ikke en overordnet pave, biskop, ledelse eller noget andet, der kan eller må afgøre menighedens daglige virke. Det menighedssyn hedder kongregationalisme.

Kongregationalisme

Kongregationalisme er et kirkesyn, der tager sit udgangspunkt i Det Nye Testamente og forstår den lokale menighed som en selvstændig enhed. Praktisk, teologisk og åndeligt.

Denne forståelse lægger et tydeligt ansvar ned over den enkelte menighed, fordi man her må bede om og tro menighedens Herre for, at der rejses de nødvendige tjenester og funktioner såvel som de åndelige gaver, der er aktuelle i den kontekst, som menigheden befinder sig i.

Landsledelse

I de debatter, der i disse år præger vores lille kirkesamfund, bliver øjnene meget nemt rettet mod Landsledelsen. Hvad siger de? Hvilken kurs stikker de af? - Men kan og må de det?

Der var mange gode tanker bag processen, hvor Det Danske Missionsforbund kom til at hedde Evangelisk Frikirke Danmark. At Missionsforstanderen kom til at hedde Generalsekretær er meningsfyldt for vores omgivende samfund. Så langt så godt.

Det største problem med de nye beskrivelser ligger nok i forandringen fra betegnelsen Forbundsråd til Landsledelse. Af den simple årsag, at de personer, som vi nu benævner som ledelse ikke har nogen ledelsesmyndighed i forhold til den enkelte menighed, så længe vi vil være et kirkesamfund med frie og selvstændige menigheder – kongregationalistiske!

Det som i udgangspunktet var Forbundsrådets – og nu Landsledelsens – rolle og kompetence var og er efter bedste evne at virkeliggøre de initiativer og fællestiltag som menighederne foreslår og bliver enige om på de årlige konferencer. Det er initiativer på den internationale front med udsendelse af missionærer, vedtagelse af nationale tiltag, samarbejde med forbundets børn og unge, mm. 

Altså opgaver, der bedst løstes i fællesskab. Men ikke beslutninger, der angår den enkelte menigheds interne anliggender. I dette lys kan man spørge om Forbundsråd eller Landsråd er mere korrekt end Landsledelse.

Frie og forbundne

Samtidig med at vi hævder et kirkesyn, der sætter den enkelte menighed fri, udtrykker vi ved at være en del af dette kirkesamfund imidlertid også en forbundethed til hinanden, en vilje til og et ønske om at vandre sammen. Det indebærer en refleksion om, hvordan vi både kan være frie og selvstændige og samtidig forbundne og forpligtede på hinanden, så når én lider, lider vi alle.

Vi har de seneste år i vores menigheder optaget mange mennesker fra andre kirkesamfund, ligesom vi i dag har adskillige præster med en anden kirkelig baggrund. Det udfordrer vores rødder og selvforståelse. Og det maner til overvejelse både for os ’gamle i gårde’ og for dem, der i nyere tid har set sig hjemme i vores sammenhæng.

Hvordan vil vi forvalte opgaven med på samme tid at være frie, forbundne og forpligtede på hinanden?