HJEMKOMST

MIN FØRSTE GUD var næsten altid skuffet og ked af det.

Hver dag var man nødt til at prøve at gøre ham glad –

ellers blev han ked af det lige som mor, hvis hun ikke kunne stole på mig.

Det kunne ikke nytte noget at læse Anders And under dynen, når lyset var slukket at tegne i stedet for at rydde op på værelset, eller at glemme at bede aftenbøn.

Så græd de begge to over ikke at kunne regne med mig.

MIN ANDEN GUD mødte jeg, da jeg var femten.

Han ønskede at udruste mig til at blive hans redskab, og han havde en færdig plan og en vilje med mit liv.

Han var almægtig og hvis jeg tjente ham, ville mit liv lykkes.

Han var grænseløs – og jeg blev grænseløs i min iver, min kærlighed og mit forsøg på at redde verden for ham.

Grænseløsheden gik begge veje.

Jeg greb med stor oprigtighed min vante rolle. 

Det grandiose barn, som engang med lynende øjne stod op imod sin voksne far, blev nu den perfekte redder og grandiose voksne.

Jeg stolede på, at min anden Gud ville høre alle mine bønner og skåne mig fra ulykkelighed og afmægtighed, så længe jeg bare bad nok, fastede nok og kæmpede for ham og hans rige.

Sådan fik jeg det fællesskab, jeg havde længtes efter og blev endelig en del af noget, og noget for nogen.

MIN TREDJE GUD griber mig, da jeg er over halvvejs i livet.

Jeg er netop fyldt 50, og han griber mig ubetinget, da jeg falder og falder mens alt, hvad jeg har forsøgt at undgå siden jeg mødte den første og anden Gud – alt det indhenter mig.

Jeg falder og falder og rammer til sidst endelig bunden.

Dén bund, som jeg altid har mærket fandtes og ikke har villet nå!

Barndommens bundløse dyb af sorg, frygt, rædsel, forsvinding og ensomhed – et dyb af afmagt. 

Nu når jeg den! Og så er han dér! 

Dernede i mørket er det HAM, som griber mit indre, ulykkelige barn. 

Hende, som i hele mit liv har kørt mig rundt i manegen, alt mens jeg troede, det var mig, som bestemte.

MIN TREDJE GUD er ikke farlig eller diktatorisk.

Han stiller ikke betingelser, og han har ikke brug for min hjælp.

Han griber mig, som man griber et barn, der kastes ud af en brændende bygning.

Han løfter mig op og bærer mig!

Han bærer os!

Han har ikke brug for at teste min kærlighed og dedikation og han kalder mig ikke til at kaste mig ud af båden, men rækker mig sin hånd og trækker mig op i SIN båd.

Endelig tør jeg give slip, gå baglæns i tiden og se hvem jeg er blevet og hvorfor, og hvem vi egentlig var helt fra starten.

Nu er jeg endelig i tryghed i båden. Hans båd! 

Her, hvor jeg lærer at være med dét der er – og med dén, jeg er.

Hvor jeg lærer ikke at være dygtig, men at stole på ham og processen.

Nu er jeg kommet hjem!

Jeanette Munksbøl