Sådan lød opfordringen i en mail, der blev læst op i Vadum Frikirke en søndag midt i marts. Der var både brug for økonomisk hjælp og frivillige hjælpere til forskellige praktiske gøremål.
Krigen i Ukraine
Kunne det være os, der gjorde det – altså tage en tur til Polen og give en hånd med?
Krigen i Ukraine er kommet fuldstændig bag på os og har berørt os meget. Følelsen af, at det lige så godt kunne være os, gør noget ved os og vores ellers trygge hverdag. Tror, at mange føler et behov for at gøre noget, uden måske helt at vide, hvad vi skal og kan gøre.
Spændende og ret vildt
Vi (Line, Hannah Mai og Gitte) snakkede om det efter gudstjenesten. Ideen gav god mening, den var spændende, men også ret vild. Kunne vi bare sådan lige tage af sted, kunne vi gøre noget nytte når vi kom frem, og hvad kom vi frem til? Vi er:
Hannah Mai Højgaard – 19 år. Pt. sabbatår, hvor hun arbejder i den lokale Dagli´Brugs og læser matematik og engelsk op til A-niveau.
Line Højgaard – Hannah Mais mor og gift med Rolf Højgaard. Til daglig leder af en daginstitution i Vesthimmerland.
Gitte Thomsen – gift med Torben Thomsen og til daglig pædagog i en vuggestue i Aabybro.
Vi er alle tre tilknyttet Vadum Frikirke.
Kontaktperson
Mandag kommunikerede Line med Flemming Frandsen. Vi fik grønt lys derfra og også et navn på vores polske kontaktperson, Kim.
Mandag aften var det praktiske, der skulle afklares, faldet på plads. Hannah Mai skrev om vores tur på Nørhalnes Facebookside og i løbet af aftenen blev bilen fyldt op med soveposer, dyner osv. Tirsdag morgen kørte vi så afsted. Det var ret specielt at tage sådan en lang tur så pludseligt og næsten uden forberedelse og uden at vide ret meget om, hvad der ville møde os.
Onsdag eftermiddag kl. 13.30 ankom vi til byen Hrubieszów, der ligger i det sydlige Polen ca. 15 km fra den ukrainske grænse.
Vi fandt kirken, en gammel bygning i en ikke så god stand, efter danske forhold, og blev mødt af vores kontaktperson, Kim. Der fik vi vores første overraskelse, for Kim viste sig at være en pige!
Lille kirke med stort hjerte
Vi fik kaffe og hun fortalte os om situationen. Vi kunne tydelig mærke, at der var nogle store udfordringer for den lille menighed, bestående af 30 medlemmer hvoraf en stor del er børn. Kun ca. 6 af medlemmerne var aktive i hjælpearbejdet.
Der var ca. 12 andre frivillige dernede fra bl.a. Tyskland, USA, samt fra andre steder i Polen. Kirken havde et stort lokale på 2. sal med plads til 20 flygtninge, der lå på madrasser.
Telt med tøj
Og hvad oplevede vi så? Vores arbejde dernede blev for en god del at hjælpe med organiseringen af en masse tøj, som var blevet doneret og som lå i et stort telt udenfor kirken.
Det blev vores opgave at fortsætte sorteringen af det og gøre det overskueligt at finde rundt i det hele. To kvinder, der var i gang med dette, da vi kom, skulle rejse dagen efter, og så blev det vores ansvar at gøre det færdigt.
Når flygtningene manglede tøj eller forskellige fornødenheder, kunne de gå ind i teltet og tage, hvad de manglede. Hannah Mai organiserede også madvarer og andre donerede ting i kælderen, bl.a. en masse bleer, så det blev overskueligt at finde rundt i, hvad de havde.
Velkomstpakker
En anden dag hjalp vi med at pakke små poser med forskellige ting, som blev delt ud til flygtningene, når de ankom på banegården. Det var svært for os at kommunikere med de ukrainere, der boede i kirken – de kunne ikke tale engelsk eller tysk, men lidt blev det til vha. Google Translate. Det var specielt at sidde rundt om bordet med mennesker, som man vidste var flygtet fra krigen og deres kære.
Noget, der også gjorde et stort indtryk var mødet med de meget engagerede mennesker i kirken, der brugte alle ressourcer på at hjælpe flygtningene med alt, hvad de kunne, og deres økonomiske muligheder er slet ikke på niveau med vores.
Billeder af krigen
Vi havde en rigtig god tur til Polen. Vi mødte mange forskellige mennesker, som var med til at give et billede af krigen der, og baggrunden derfor. Vi lavede noget praktisk arbejde, som kunne gøre hverdagen lidt lettere for menigheden og flygtningene i området, og dermed forhåbentlig give dem en opmuntring i den udfordring, de står i. Personligt blev det en øjenåbner, da vi selv kunne vende tilbage til vores trygge hjem i Nordjylland og tænke på, at mange mennesker har mistet deres hjem, deres hverdag og deres kære, og stadig lever i uvished om deres fremtid.