top of page

Når tro og teologi omsættes til fællesskab og nærvær


Uanset hvem vi taler med i vores frikirkelige miljøer, danner panderynkerne sig ofte sammen med spørgsmål om, hvordan vi genopfinder os selv som vigtige og stærke kirkemiljøer,der har en dagsorden, der passer til vores medmennesker.


Kristian Bonde Nielsen skrev for nogle uger siden et tankevækkende indslag på Facebook, som vi har fået lov at gengive her – og som måske peger på en retning. Døm selv.


|   Af Kristian Bonde Nielsen


Jeg har et had-/kærlighedsforhold til kirke. Eller måske er had et stærkt ord, men jeg har et ambivalent forhold til kirke. 


Når det er bedst er det som ingen andre fællesskaber i verden. Når det er bedst er det fællesskaber, hvor vi møder dem, vi ellers aldrig ville møde. Når det er bedst er det dér, vi får bonusbedsteforældre, bonusonkler og -tanter. Når det er bedst, er det der, hvor mennesker bliver budt velkommen som de er, uden forbehold. 

Men nogle gange er kirken ikke bedst. Nogle gange er det frustrerende og det der er værre. 


En kirkebevægelse med et andet fokus

Derfor var der noget i mig, der fik ny energi, da jeg for et par år siden for første gang stødte på den post-evangelikale bevægelse, der er i gang i USA og andre steder i verden. Der var noget hér som jeg var nødt til at undersøge nærmere, hvilket jeg så har gjort et par uger i april med min gode ven og kollega, Lasse Åbom. 

Jeg kunne skrive om amerikansk kultur, om hvor hurtigt alting går og hvordan en introvert dansker kommer til kort i det tempo, alle samtaler foregår i. Jeg kunne også skrive om madkultur (læs: tacos, tacos, tacos!), eller den særlige ’sydstats-hospitality’ som gør, at det praktisk talt er umuligt at få lov til at betale, når man er ude at spise eller få en øl.  

Men egentlig er det ikke det, det skal handle om. For det, jeg mere end noget andet tager med mig hjem fra vores tur er, at den kirke jeg (og måske andre) går og længes efter faktisk er på vej til at blive. Det jeg mere end noget andet tager med mig hjem er, at de spørgsmål og længsler og drømme, som jeg og andre, jeg kender, går med, findes på tværs af landegrænser og kulturer. Længsler efter en kirke, som er mere engageret i verden, mere inkluderende, mere klar på at lære fra en bred vifte af kirkelige traditioner og mere optaget af hvordan man agerer nådigt (især hvor uenigheden er størst).


Hvad er vigtigst?

Alt sammen insisterende på, at kirken stadig er værd at kæmpe for og at Jesus-historien stadig er den historie, der mere end noget andet er værd at fortælle. 

Noget der er ganske særligt i den her bevægelse er en insisteren på, at det er vigtigere, hvem vi gerne vil være og hvordan vi er overfor hinanden, end hvad vi tror på. Det der forener os er ikke en masse læremæssige spørgsmål men en længsel efter en særlig kultur og nogle særlige værdier, der skal kendetegne vores kirker. Ikke fordi kirkelige doktriner ikke er vigtige, men måske i anerkendelse af, at der faktisk er noget der er vigtigere. Det er måske også derfor, at bevægelsen rummer en bred vifte af kirkelige traditioner. Det er ikke længere vores syn på særskilte teologiske spørgsmål om dåb eller nadver, der får os til at hænge sammen. 


Jesus i centrum

Mit eget ambivalente forhold til kirke har gjort, at jeg af og til har haft lyst til at finde noget andet at bruge mit krudt på. Grunden til, at jeg alligevel bliver ved er, fordi jeg tror, der er noget ved kirken som er værd at kæmpe for at bevare. Og måske endda mere end bare at bevare kirken, er den værd at prøve at skabe en forandring i. Der er så mange ting, jeg holder så meget af – og som jeg vil gøre mit for bevare. Samtidig er der også ting, jeg har lyst til at vi efterlader i fortiden. 

Når det var en stor opmuntring for mig at møde mennesker med mange af de samme overvejelser, så skyldes det, at jeg de sidste par år har haft så mange samtaler med folk, som er på den samme vandring. Overvejelserne omkring alt fra hvad vi stiller op med Bibelen, om gudsbilleder, om hvordan man taler om tro med børn og unge, hvordan god kirkeledelse ser ud og særligt hvordan vi kan få Jesus-historien tilbage i centrum af den kristne fortælling. Overvejelser om musik, spiritualitet, økonomi, socialt ansvar, racisme, Guds vilje blandt meget andet. Og selvfølgelig overvejelser omkring seksualetik og seksualitet. Overvejelser omkring hvordan vi bliver bedre kirker for vores LGBT+-søskende. (Og inden du tænker: Nu snakker han om det dér LGBT+-halløj igen, vil jeg bare sige, at jeg ikke taler halvt så meget om det, som min indbakke kunne retfærdiggøre.) Overvejelser omkring, hvordan vi taler med mennesker, vi er uenige med. Kritisk selvrefleksion over de sår som mennesker har fået i kirkelige sammenhænge og hvordan vi kan gøre bedre plads til tvivl og undren. 


Tro på kirken og dens herre

Det helt særlige ved den her bevægelse er, at det er en bevægelse af mennesker, der har bevaret troen på både kirke og Jesus Kristus som kirkens Herre. Der har været mange andre bevægelser i og omkring den kristne tro de sidste 20-30 år som også har stillet store spørgsmål, men som ofte er endt i en mere kynisk ”det-hele-kan-være-lige-meget”-tilgang. Men for mig er det den afgørende forskel. Det er ikke en postkristen eller postkirke bevægelse. 

Noget andet, der var helt særligt, var den særligt generøse attitude vi har mødt hos alle involverede. Vi er blevet mødt med åbne arme alle vegne og de fleste har stillet spørgsmålet: Hvordan kan jeg hjælpe jer? 

Så hvad skal du med alt det? Siden du har læst med så langt må du have en eller anden interesse i dansk kirkeliv. Hvis du har lyst til at fortsætte samtalen har vi nogle samlinger i Danmark i noget, vi har kaldt 3rd way collective. Vi har også en Facebook-gruppe ligesom du er velkommen til at invitere dig på kaffe hos mig (eller Lasse er jeg sikker på). 

20 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page