top of page

Når jeg skal beslutte mig på andres vegne


På kirkernes hjemmesider udtrykker vi et ønske om at rumme alle. Uden forbehold. Spørgsmålet er, om det er sådan, vi opfattes. Er der et skjult "MEN"?

Næstekærlighedens yderste konsekvens er, at jeg sætter mig selv i den persons sted, hvis liv jeg vil bestemme over. Sådan helt kontant. Jeg må se på og antage det menneske, som var det mig selv. Og jeg må tale til det menneske, som var det til mig selv.


Jeg kan ikke bære min næstes synd og sygdomme, men jeg bliver nødt til at bære over med dem. Det er ikke nok at være ét med Kristus, jeg må også være ét med min næste. Og hvis det er en Kristus-troende næste, har vi samme Ånd i os, og Ånden er ikke i splid med sig selv.


At kunne rumme

Det betyder, at jeg må kunne rumme min næstes tanker, min næstes egenskaber, min næstes køn og seksualitet og min næstes handlinger. Ellers er jeg kun vedkommendes trosven, men ikke vedkommendes Jesus-eksempel. Så regner jeg dybest set ikke vedkommende som min næste.

I det perspektiv er følgen, at dersom jeg dømmer min næste, så dømmer jeg mig selv. Og den dom giver mig ingenlunde fred, men vil nage min samvittighed, som er Guds røst i mit liv.


Det største bud

Hvis jeg sætter min egen tolkning af det levende Ord, Kristus, højere and det første og største bud ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele dit sind og af hele din styrke og din næste som dig selv”, så har jeg degraderet Kristi forsoningsværk. Jeg har desuden placeret mig selv som dommer over min næste. Jeg har således glemt at inddrage forsvarsadvokaten, Jesus. Dermed bliver min dom uretfærdig, og så har jeg selv - ind for tronen - et problem, som er større end min næstes.


Er slaveri i orden?

Det hele bliver enklere for mig, hvis jeg undgår at sætte mig selv og min egen selvretfærdighed højere end et andet menneske. Og hvis jeg lader være at kalde nogen, som er elsket af Gud, for uren.

Akkurat som vi gør i vores familie. Vi dømmer ikke vores eget blod uanset hvad. Kærligheden er større.

Er jeg med i et fællesskab, som holder slaver? Altså lidt ligesom de kristne i slavetiden ikke havde noget problem med at stjæle det største af alt fra andre mennesker, nemlig deres frihed. Oven i købet med henvisning til, at det gjorde man også på Jesu tid.


Om at sætte sin næste fri

Er jeg med i et fællesskab, som har mere fokus under bæltestedet end over, hvor hjertet befinder sig?

Det drejer sig ikke om det, mennesker ser på; mennesker ser på det, de har for deres øjne, men Herren ser på hjertet.

Ligesom jeg i min bekendelse siger, at Jesus har gjort mig fri, således må jeg også sætte min næste fri, eftersom buddet er, at jeg skal ligne Ham.

Så bliver spørgsmålet ikke, om jeg er bibeltro, men om jeg er Jesustro. Bibeltro kan enhver være, men Jesustro kan ingen være til fulde, og derfor er vi alle i samme båd, og ingen kan retfærdiggøre sig selv uden at være hyklere.


Selvjustits

Så jeg må bare sige til mig selv: Tro ikke, at du lever i Guds vilje, hvis du ikke sætter dig selv i din næstes sted med alt, hvad det indebærer.

Må Gud fortsat give nåde og barmhjertighed, når jeg forvildes til at mene, at kontrollen over andre menneskers moralske udfordringer er vigtigere end min pligt til at sætte mig i deres sted.


104 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comentarios


bottom of page