top of page

NEKROLOG: Arne Vestergaard

En af de tydelige personligheder i Evangelisk Frikirke Danmark gennem de seneste 2-3 generationer har lagt vandrestaven.


|   Af Peter Götz


Arne Vestergaard-Jensen blev født 24. januar 1934 i Tostrup i Nordjylland og voksede op i omgivelser, der i sin natur indbød ham til at fortsætte slægtens liv på landet. De rammer, som på denne tid var normen for et landmandsliv, kunne imidlertid slet ikke imødekomme Arnes energi og evner. 

Efter nogle år at have været i tjeneste på andre gårde, gik turen til København med fokus på at studere til agronom på det, der den gang hed Landbohøjskolen. 

Den uddannelse førte efterfølgende til ansættelse på en af statens forsøgsgårde ved Hillerød. Siden åbnede muligheden sig for et forstanderjob på Ungdomsskolen Øresund og den 1. januar 1965 tiltrådte Arne jobbet sammen med sin hustru, Karen, der var uddannet økonoma.

 

Et livsværk

Ved bisættelsen 26. august i Vanløse Frikirke valgte præsten, Gunni Bjørsted, at kalde Arne Vestergaards tid på Ungdomsskolen Øresund for hans livsværk: 

”Det blev til 21 intense og arbejdsomme år – de fleste af dem sammen med Karen, som var slideren og sammenhængskraften på de indre linjer. Hun var limen i familien og meget medvirkende til, at Arne både kunne være en god far til fire, John, Torben, Leif og Doris og en travl skoleforstander – og i øvrigt engageret i alverdens andre ting, som formand i den lokale Missionsforbundskirke, distriktsarbejdet i Østre Distrikt, udbygning af lejrstedet Kilden, politisk engagement og masser af netværk indenfor skoleverdenen.

Det var et hårdt slag, da Karen i 1982 døde – kort tid før, de kunne have fejret deres sølvbryllup. Det indebar stejle bjerge på livsruten.

 Derfor var det en lykke for ham, at han traf Anni. Børnene har formuleret det sådan: ”Hun løftede ham op igen fra den store sorg, han var i.” 

 

At være forstander på en efterskole i årene 65-86 var en helt særlig udfordring midt i ungdomsoprøret med alt, hvad det bragte med sig. Men med sit udsyn og sin store favn blev dette en periode, der for alvor bragte skolen på landkortet i den danske efterskoleverden og som blev til afgørende betydning for mange elever og medarbejdere. Det sidste kom til syne, da Arne på sin 90-årsdag modtog mere end 100 hilsner fra gamle elever.

Det lykkedes også Arne Vestergaard at holde god kontakt til skolens bagland med etablering af ’Øresunds Venner’ og de meget populære vennestævner i forbindelse med repræsentantskabsmøderne.

 

Efter tiden på Efterskolen Øresund tog Arne Vestergaard – i en kortere årrække – job som forstander på dels Lille Faurby Efterskole, Faxe Ladeplads, dels Roholte Efterskole.

I de sidste år blev livet skrøbeligt for Arne Vestergaard, hvor han sammen med Anni havde bopæl på Klostergården på Østerbro i København.

8 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page