STÅR VORES VÆKKELSESTRADITION I VEJEN FOR VORES MENIGHEDSSYN?

|   Af Peter Götz

Skal man tænke rigtigt, tro rigtigt, føle rigtigt, mene rigtigt og udtrykke sig rigtigt for at være god nok?

Der blev i 70’erne, mens jeg var ung, flyttet mange hegnspæle. Og sandsynligvis mange flere end vi kunne klare både som individer, som samfund og ikke mindst som konservative kirkesamfund.

Afklaring

Indhentes vi nu af tidens opbrud fra dengang på en måde, der afslører, at vi ikke i tide gentænkte og genformulerede de grundlæggende evangeliske sandheder og etiske fundamenter, så de kunne bære nye troende ind i vores tid?

Formulerer vi os angående vores tro som vores bedsteforældre gjorde, selvom verden har brug for at høre evangeliet med nye termer?

Forsøger vi at fastholde rammer og regler, der blev skabt for mere end 100 år siden – med udgangspunkt i en måde, vi læste Bibelen på dengang? (Og dermed sagt: Det er ikke Bibelen der er noget galt med, men vores læsning af den).

Menighedssyn

Med mere end 50 år som en glad og velfornøjet mand i vores kirkesamfund, rejser der sig nu spørgsmål, som jeg ikke synes, vi besvarer så godt, som vi burde. Mener vi virkeligt, det vi siger, at enhver, som bekender Jesus som frelser og Herre er velkommen – eller gør vi alligevel ikke? Hvem kan og vil vi rumme i vores menigheder, der hævder at have Jesus som frelser og fyrtårn? Mit udgangspunkt for spørgsmålet er dette:

Jesus eller Paulus

Da Jesus træder ind på scenen, er han tydeligvis i et konstant opgør med den ’religion’ og påståede skrifttroskab, som jødedommen har udviklet sig til – og som nu fra de ti bud er blevet til mere end 600 forordninger og forskrifter. 

Det handler, siger Jesus, ikke om alle mulige regler for, hvordan man beder, hvordan man giver tiende, hvordan man overholder sabbatten, men hvad der bor i ens hjerte.

Denne fortolkning af gudsforholdet gjorde, at mennesker flokkedes omkring Jesus både de forslåede, farverige og finurlige personer. Mens det religiøse borgerskab tog afstand fra ham.

Når Paulus i de kommende årtier skulle plante denne revolutionære tro på Jesus i nye sammenhænge, var han yderst opmærksom på, i hvilket miljø og hvilken kultur, troen og det nye liv skulle udfoldes. Derfor skriver han ét til Kolossæ, noget andet til Korint og noget tredje til Rom. Ikke sådan at forstå, at det er modsætningsfyldt, men det er i hvert fald meget forskelligt og meget relateret til den kultur og tradition han skriver ind i. 

I Galaterberet går han meget imod, at man lader omskærelse være et tegn på sand kristendom, men i en anden anledning vælger han selv at omskære Timoteus - for ikke at få problemer med de derboende jøder. Ap. G. 16, 1-3. 

Hvorfor? – fordi Paulus indså at fortællingen om Jesus og den livskraft, der lå i troen på ham godt kunne holde til en kulturel tilpasning.

Det er denne kulturelle tilpasning af det evigt kraftfulde evangelium om troen på Jesus som er mit anliggende.

Hvis vi læser Paulus og hans tilpasningsmodeller – om hårlængde og slør og afgudsofferkød, før vi læser Jesus, har vi mistet pointen. Jesus skal læses først!

Historikken

Fra slutningen af 1700-tallet og op igennem det næste århundrede fik både de Lutherske og de Reformerte kirker i Europa en helt afgørende inspiration fra den store pietistiske strømning. Her var fokus på den enkeltes forhold til Jesus – og derefter en adfærd, der svarede til bekendelsen.

Da disse store og vigtige åndelige bevægelser fandt vej ind i vores land, blev det til stærke missionsbevægelser som Indre Mission og Luthersk Mission, der begge holdt sig inden for Folkekirken.

Med den nye grundlov af 1849 blev der også plads til frikirkerne og dermed til Baptistkirken, Metodistkirken, Frelsens Hær og Det Danske Missionsforbund. – Efter århundredskiftet kom Pinsebevægelsen og Apostolsk Kirke til.

Alle var vi præget af inspiration udefra – men også af de åndelige vækkelser, der opstod overalt i landet og som var inspireret af pietismen.

Opgøret

Det var helt klart og tydeligt, at såvel missionsbevægelsernes tilsynekomst indenfor Folkekirken så vel som Frikirkernes dannelse udenfor var et opgør med en Folkekirke, hvor det personlige liv med Gud var nedprioriteret, mens det konstitutionelle og sakramentale på det tidspunkt var vigtigt.

At forstå Jesus som sin frelser og personlige ven, at kunne dele alt med ham, at lade livet have normer, hentet ud fra hans undervisning og at leve et liv, der svarede til bekendelsen, blev altafgørende.

Men så gik det jo som altid, når reglerne bliver sat op for det gode og rigtige liv: Pludselig var der ikke plads til dem, der faldt, dem, der fik børn uden for ægteskabet, dem, der sloges med deres liv, deres psyke og parforhold, dem, der ikke fik det til at fungere eller bare ikke passede ind i vores gængse regler for at være menneske, som mand og kvinde.

Uden at ville det og uden at det var hensigten, så blev de høje idealer årsagen til at mange, mange op igennem tiden forlod den i øvrigt gode sammenhæng. 

Ikke fordi Jesus blev valgt fra, men fordi vores regler blev til hegn, der fik os til at tale om dem indenfor og dem udenfor.

Er det noget vi bør gennemtænke?