Kan kirken tænke ud af boksen? Eller kan vi kun tænke indad mod os selv? Er kirken præget af forandringer, som medfører en berøring med stadig flere mennesker? Eller gør som vi plejer?
Hvordan ser livet i kirken ud?
Ser det ud i dag, som det gjorde for et år eller ti siden?
Hvad er tænkningen om menighedens opgave? Hvordan er prioriteringerne?
Samtalerne på menighedsmøder og budgettet giver dybest set svaret på disse spørgsmål. De fleste menigheder tænker desværre mere indad end udad. Vi er mere optaget af at holde gang i det, vi plejer, end at holde gang i samtalen om, hvordan vi kan gøre noget nyt!
Udfordret af Ånden
Sådan var det også for disciplene, da Jesus ikke længere var fysisk til stede. ”De gik op i salen ovenpå, hvor de plejede at opholde sig”, Ap. G 1,13. Der lukkede de sig inde med deres troserfaringer. Det var et trygt sted for dem at være. De kendte alle sammen hinanden – ligesom i frikirken 2000 år senere!
Men så blev det pinse, og alt forandrede sig. Helligånden gav dem et ordentligt skub ud af boksen. Udenfor rummet, hvor de plejede at være, ventede en hel verden på dem. Fyldt med en kreativ ånd, blev de i de næste mange år mere optaget af at bevæge sig til ”Judæa, Samaria og verdens ende”, end af at gentage, hvad de plejede at gøre.
Kan vi tænke ud af boksen?
Hvem ligner din menighed mest? Disciplene før eller efter pinse? Hvis menighedens tanker begrænser sig til det sædvanlige, gør vi klogt i at handle på den opfordring, Paulus gav i Efeserbrevet 5,19: ”Lad jer fylde af Ånden”.
De fleste menigheder tænker oftest indad i kirken. Men Helligånden vil have menigheden ud af boksen. For udenfor kirkens dør er der en hel verden, der venter på det evangelium, vi så let kommer til at lukke inde i det rum, hvor vi plejer at mødes.
Lad os derfor drikke dybt af Ånden, så vi kan tænke ud af boksen.