top of page

Vi gjorde det jo ikke ud af ondskab!

Men vi har gjort mennesker ondt


Jeg var 21 år og bibelstudie-leder på en teenagelejr. Vi spillede fodbold og sketchs, nød tanternes (det hed de altså dengang!) mad. Jeg underviste om, hvordan man blev frelst, vi delte vidnesbyrd, vi sang ved bålet, mens nogen blev kærester, og når vi bad til frelse med nogen, var vi glade og følte, at nu lykkedes vi.


Helvedes rædsler

Én af de sidste aftner holdt en af lederne en andagt, der udmalede Helvedes rædsler med ild og evig pine. Efter den andagt var der endnu flere, der ville ”frelses”. Noget i mig mærkede, at dette ikke var sundt og rigtigt, men mine betænkeligheder vakte ikke den store genlyd i lederteamet. For det var jo altafgørende, at ”vi fik dem omvendt!”


Jeg må indrømme, at jeg rettede ind og tænkte, at det var nok mig, der var for sart. Det skal retfærdigvis også siges, at som jeg husker det, var det gode budskab, evangeliet om Jesus, det, der gennemgående var i fokus, og derfor var der mange deltagere, der fik noget godt ud af lejren. Og nogen havde en psyke, hvori skrækscenarierne ikke fandt indpas. Men: Nogen fik også sået en destruktiv skræk i sindet.


Dem møder jeg mange af (jeg har naturligvis ikke et konkret tal, men mange skriver om det; en del går i terapi for det). Ikke så få i vort land lever med denne destruktive skræk i sindet.

Nogen af dem er blevet i kirken – enten fordi de på trods af helvedes-skrækken alligevel oplever et ægte livssamfund med Jesus; eller fordi de dér er sikrest på ikke at være blandt de fortabte. Langt flere har droppet kirken; nogle i vrede, nogle i hovedrysten; nogle i smerte – og nogen med en dyb længsel efter at vende tilbage... nej ikke tilbage til det samme, men hjem til den Gud og Frelser, deres hjerte trænger til fællesskab med, og som de – sammen med skrækken og snæverheden – også fik skønne glimt af.


Detaljerede adfærds-regler

Sammen med skrækken blev der desuden præsenteret en hel del detaljerede leveregler, som også kunne være forkastelses-grund og årsag til, at Gud ikke ville kendes ved én.


Senere blev jeg præst, og igen husker jeg det sådan, at det gode budskab om Jesus var det vigtigste. Men jeg må også indrømme, at adfærdsregler for dit og dat fyldte virkelig meget. Adfærdsregler, som vi i frikirken - som nogle af de få - havde ordentligt styr på. Dem var jeg også med til at udbrede, og de havde stor magt i mit eget sind. Jeg opfattede det sådan, at for at være en ordentlig præst måtte jeg være totalt tydelig omkring, hvad der var rigtigt og forkert. Nogle af de unge smuttede; først mentalt, og senere helt konkret og fysisk. Det var vi kede af: de var ”faldet fra”, de havde ”forladt vejen”. Undertiden var følelsen endda, at de ”havde svigtet os.” Så blev man lidt mopset på dem over, at de var medvirkende til, at vores kirke ikke voksede.


Grænsevogtere eller gartnere

I dag (hvor jeg stadigvæk er præst og har været det i 41 år) begynder jeg mere og mere at forstå, hvorfor mange har haft brug for at ”forlade vejen” (altså vores definition af ”vejen”).


De var simpelthen nødt til det, hvis de skulle være tro mod sig selv og undgå indre forkrøbling. De var nødt til at komme ud i frisk luft og finde ud af, hvem de var, og hvordan de kunne leve deres liv på en frugtbar måde. De oplevede kirken mere som befolket af et rigtigheds-politi end som et opmuntrende og ærligt fællesskab, der respektfuldt og Jesus-centreret faciliterede plads til processer, spørgsmål og diversitet. Og dermed plads til på sin måde og i sit tempo at vokse i livssamfund med Jesus.


De oplevede os mere som grænsevogtere til Guds Rige, der definerede ’indenfor’ og ’udenfor’, end som Gudsrige-gartnere, der gav næring til gro-processerne i deres liv.


Vejspærringer for menneskers trosvandring

Jeg mener ret og slet, at vi undertiden med vores meget bestemte definitioner af ”rigtigt” og ”forkert” har lavet vejspærringer for menneskers ægte trosvandring. Og når det så er iblandet advarsler om forkastelse og straf og et tidsubegrænset brændende helvede, bliver det hele virkelig voldsomt og ødelæggende.


Men er der da ikke noget, der er godt, og noget, der er skidt? Jo, det er der i allerhøjeste grad, og det er dét, vi finder ud af i fællesskabet med Jesus. Han leder ind i livsstils-ændringer, der i virkeligheden er langt mere dybtgående og radikale end det, der står i nogle bestemte punkter i vores traditions adfærds-katalog. Det handler om intet mindre end efterfølgelse af Jesus - som ikke bygger på frygt for at blive sat udenfor, men er en respons på, hvem Jesus er og har gjort for verden. En efterfølgelse, der udspringer af livssamfund med ham.


Træffe vores valg i Jesus-belysning

Det er dette ærlige livssamfund med Jesus, der er kilden til al sund og helhjertet kristendom. Det er ud fra dét, at der falder lys over, hvad der er livgivende vejvalg og prioriteringer i vores liv, og hvad der er destruktive og drænende. Målet med vores etiske vejledning må være at ”læse” vores liv, vores valg og vores prioriteringer i dette lys. Så vi formes til at leve til Guds ære, til gavn for vores omverden og i overensstemmelse med, hvem Gud har skabt os til at være.


Hvorfor synes jeg så, det giver mening at kritisere ”gamle dages” helvedes-forkyndelse og detaljerede moral-kataloger? Kan vi ikke bare lade det ligge? Joh, og vi skal heller ikke til at dyrke kritikken voldsomt, men problemet er, at frygten stadigvæk ligger og skvulper i manges sind og producerer skepsis og en vis vagtsomhed i forhold til tro, kirke og discipelskab. Og denne vagtsomhed spænder ofte ben for en frugtbar samtale om efterfølgelse – herunder også etik (som vi virkelig trænger til at tale med hinanden om; ikke for at dømme hinanden inde eller ude, men for ærligt og seriøst at styrke hinanden til at følge Jesus Kristus i vores tid). Jeg mærker fortsat selv en udpræget fummelfingrethed med hensyn til at facilitere sådanne frugtbare samtaler, hvor vi tillidsfulde og lærevillige læser Bibelen, deler erfaringer, diskuterer, stiller spørgsmål og beder for hinanden. Jeg drømmer om her i min tjenestes efterår at nå at opleve mere af dét. Så vi helt seriøst gør mennesker godt og ikke ondt.



 

Artiklen, som Gunni Bjørsted har skrevet, kalder til refleksion og gerne også debat.

Er hans anliggende længe overstået, eller slider vi stadig med en nedarvet frygt for at ende dér, hvor der er varmere end i de varme lande, hvis vi gør det forkerte eller tror det forkerte – eller ikke ’overgiver os til Jesus’ på den måde, som vores tradition foreskriver? Har vi evt. den frygt for vores børn og mange andre, der i årenes løb trådte ud af vores menigheder og valgte at formulere deres tro på en anden måde?


Skriv gerne til EFTERTRYK's redaktion og lad os høre din mening - peter@goetz.dk



287 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comentarios


bottom of page