en hjælp til at relatere til Jesus i alle ting
- Interview med Gunni Bjørsted
- Interview med Gunni Bjørsted
I forbindelse med din rolle som præst, har du udviklet et særligt koncept under navnet medvandring. Det er udefra set blevet en vigtig del af din tjeneste.
Hvorfor og hvordan er det vokset frem? Hvorfra fik du inspirationen til det?
Det er nu ikke noget, jeg har udviklet. Det var allerede en central praksis i den kristne kirkes første tid.
I de senere årtier har åndelig medvandring eller åndelig vejledning, som det også ofte kaldes, fået en vigtig plads i mange kirker igen. Det sker med særlig hjælp fra den ignatianske tilgang, som er inspireret af Ignatius af Loyola (1491-1556).
Gud findes i vores virkelige liv
Den tilgang er grundfæstet på god, central og fælleskristen teologi, men har sin styrke ved, at den tager inkarnationen alvorligt. Altså, at Gud blev menneske; at Han i Jesus Kristus lod sig føde ind i vores virkelighed. Så det er i vores tilværelse, som den virkelig er, vi kan have fællesskab med Ham. Det er altid vores erfarede virkelighed, som udgør kontaktfladen med Jesus – uanset, hvor ikke-åndelig eller broget, vores erfarede virkelighed er. Omvendt lukker uvirkeligheden, vores fremsigelse af tomme replikker fra et eller andet ”kristent” rollehæfte, altid af for kontaktfladen med Jesus – uanset, hvor ”åndelige” eller ”rigtige”, de lyder, og hvor meget applaus, de kan generere i en kirke, der ikke orker virkeligheden, men bare vil have det kirkelige maskineri til at køre og finde nogen effektive veje til det, de kalder vækst.
Ærlige samtaler
Jeg mødte selv åndelig medvandring, da jeg første gang var på retræte med Magnus Malm i 2000. Det mødte en dyb længsel i mig. Ved at blive opmuntret til ærlige samtaler fik jeg hjælp til en langt mere tryg, modig og livsforvandlende relation med Jesus Kristus, end jeg indtil da havde kendt til.
Åndelig medvandring er altså ikke en Gunni Bjørsted–ting. Jeg er bare den, der i vores sammenhæng måske har arbejdet mest med det. Det vil være frugtbart for os, at mange flere arbejder med det.
Hvori adskiller åndelig medvandring sig fra den mere traditionelle sjælesorgssamtale?
Ja, det bliver jeg tit spurgt om. I praksis kan det jo lappe ind over hinanden, men forenklet sagt: I sjælesorgen vil der ofte blive arbejdet med konkrete problemer og nødsituationer. Det kan være, man søger sjælesorg i forbindelse med skilsmisse, troskrise, frygt for at dø, bekymringer for ens børn, osv. Det kan man naturligvis også komme ind på i åndelig medvandring, så sandt disse ting er en aktuel del af den erfarede virkelighed. Men i medvandring er det kontinuerlige fokus på: Hvad erfarer du af livgivende ting i øjeblikket? Hvad dræner dig? Hvad trænger Jesus og du til at snakke om? Midt i de ting, du erfarer nu... er Gud så ved at invitere dig ind i noget? Hvem vil han gerne være for dig i de omstændigheder, som er dine?
Ingen hævede øjenbryn
Det ligger som en integreret værdi i åndelig medvandring, at jeg som medvandrer ikke er ”ekspert på dit liv”, og jeg kommer ikke med svarene. Min opgave som medvandrer er at skabe et trygt rum for min samtalepartner, hvor alt er OK at sige og føle. Det er jo sådan, at når nogen lytter med respekt og uden hævede øjenbryn, løsnes de ærlige ord. Og når de ærlige ord løsnes, løsnes også følelserne. Og når de ægte følelser løsnes, sættes modet og evnen fri til at reflektere over, hvad der er livgivende, og hvad der er drænende – og over, hvordan jeg vil respondere på det, der møder mig.
Så vi sidder sådan set bare og snakker stille og roligt. I tillid til, at Jesus er med i samtalen. Og vi sidder ikke og stresser med at få et bestemt produkt ud af det. Men i det trygge rum forløses der næring til, at der på den lange bane vokser frugt: et autentisk liv i efterfølgelse af ham, al autenticitet kommer fra.
Hvad oplever du, at et medvandringsforløb afføder for den som du tilbyder din medvandring?
Jeg kan godt lide, du bruger ordet ”afføder”. For det er jo netop en organisk proces; ikke et koncept, der skal føre til noget ganske bestemt.
Overordnet kan jeg vel sige, at mange af dem, der begynder at gå til åndelig medvandring, fortsætter med det gennem mange år, fordi det hjælper dem til et mere ærligt, tillidsfuldt og altomfattende livssamfund med Jesus Kristus. Og hvad kommer der så ud af dét? Ja, det er er der ligeså mange svar på, som der er livshistorier.
Hvad ser du i et moderne menneskes tilværelse, der kalder på behovet for ’en organiseret’ medvandring?
For det første: I sin form er åndelig medvandring jo dialog. Det passer vist godt ind i tiden, hvor monolog og færdigtyggede sandheder ikke er i høj kurs.
For det andet: I vores digitaliserede tilværelse med næsten ubegrænset adgang til alverdens informationer, nyheder og påvirkninger 24/7, har vi brug for nogle enkle rytmer og næringskilder, der balancerer vores tilværelse: F.eks. daglig bøn og ugentlig gudstjeneste. Og i forlængelse af det, tror jeg, en månedlig medvandrings-samtale vil være frugtbar for alle.
De to grøfter
Vi er i en tid, hvor mange forståeligt nok ikke orker en ydre kirke-konformitet længere. En del drøner så over i den modsatte grøft: Et individualistisk curling-kirkeliv, hvor det eneste hellige er min frihed, og hvad der lige passer til mig og ind i mit program. Her tror jeg, åndelig medvandring kan være en stor hjælp til at gå på vejen mellem disse to grøfter og en hjælp til at være en ”følg Jesus – kirke.”
I Elsket nok til at tale sandt citerer jeg på side 152 Magnus Malm for følgende: ”Det er hverken et åbent religiøst tag-selv-bord uden forpligtelser eller en snæver religiøs forening for de indviede. Det er en dynamisk bevægelse med et tydeligt centrum, hvor hvert menneske er frit til at vælge sin egen plads i vandringen.”
Måske kan man sige det helt kort: det hjælper til en tro, der giver resonans! Og det er dén resonans, der fører til helhjertet discipelskab.
Hvis nu andre skulle tage denne tjeneste op, hvilke råd vil du så give dem?
Jeg håber virkelig, der er mange, der vil tage den tjeneste op.
Det første og meget afgørende råd er, at åndelige medvandrere selv går til åndelig medvandring. For åndelig medvandrer er ikke noget, man udnævner sig selv til. Jeg er medvandrer i den grad, andre bruger mig som en sådan.
Det er ikke en rolle, man kan uddanne sig til det og få et diplom som bevis, men man kan dannes og formes og øve sig undervejs. Og her kan kurser være en god hjælp.
For nylig tog baptistpræsterne i København og på Sjælland initiativ til at spørge mig om at lave et 3-dages kursus. Vi var 20 præster og ledere fra Baptistkirken, Evangelisk Frikirke Danmark, Vineyard, Apostolsk Kirke, Græsted Frikirke og Frelsens Hær.
Det breder sig
Så vidt, jeg forstår, er mange af dem selv i gang nu. Så det breder sig på tværs over kirkerne, og vi bruger hinanden. Jeg tilbyder også et mini-kursus, enten en fredag aften og lørdag, eller bare lørdag, hvor deltagerne kan smage på, hvad åndelig medvandring kan være.
I øvrigt udbyder Ådalen Retræte snart et virkelig godt kursusforløb igen, som består af 3 gange 4 dage med meget kvalificeret undervisning og praktiske øvelser.
Inspiration
Der er adskillige gode bøger, man kan læse: ”At vandre sammen” af David Benner. ”I orkanens øje” af Bente Lybecker. ”Fri til at tjene” af Magnus Malm (alle hans bøger er inspireret af denne tankegang; ligesom mange af Peter Halldorfs bøger). Og – hvis jeg må være så frimodig at nævne to af mine egne: ”Elsket nok til at tale sandt” og ”Sandheden lever”.